Annonce
Esbjerg

Elev-vold vækker bekymring blandt politikere: - Sådan var det ikke, da jeg gik i skole

På rådhuset i Esbjerg er politikerne enige om, at volden fylder alt for meget på skolerne i Esbjerg. Derfor er det nødvendigt at sætte yderligere ind for at komme problemet til livs. Arkivfoto: Jacob Schultz
Antallet af voldelige episoder imod lærerne i Esbjerg Kommune er trods coronanedlukningen ikke faldet så meget, som man havde håbet. Det har fået politikere på tværs af byrådssalen til at råbe vagt i gevær. Og selv om der er forskellige bud på, hvordan problemet kan løses, er der enighed om én ting: Volden skal til livs.

ESBJERG: Selv om den fysiske og psykiske vold mod lærerne i Esbjerg Kommune faldt en anelse i løbet af 2020, så er det stadigvæk et stort problem på de lokale skoler. Sådan lyder det fra flere af byrådspolitikerne, der er skuffede over, at forbedringerne på området går langsomt.

Gennem de seneste år har forvaltning, politikere og ledelsen på skolerne i høj grad haft fokus på problemet. Alligevel er der fortsat mange lærere, der rammes af vold. Og det er uacceptabelt, mener Michael Harbøll (S), der er medlem af Børn og Familieudvalget i Esbjerg Kommune.

- Vores lærere skal under ingen omstændigheder udsættes for vold eller trusler, og det er bekymrende, at der ikke er sket mere. Tidligere var det en kendt problematik, men det er skuffende, at vi ikke er kommet længere. Tallet er alt for højt, siger Michael Harbøll, der håber, at øget fokus på problemet kan få forældrene i Esbjerg Kommune til at tale med deres børn om problemet.

Annonce

- Opdragelse er forældrenes ansvar, og det er ikke for meget at forvente, at vi lærer vores børn at opføre sig ordentligt og tale pænt til deres lærere. Vold af både fysisk og psykisk karakter skal ikke tolereres, siger han.

Den kulturelle baggrund

Dansk Folkepartis Susanne Dyreborg er på linje med sin kollega. Hun er rystet over det skred, der er sket i løbet af de seneste mange år og opfordrer til, at man ser grundigt nærmere på, hvorfor volden stadig fylder så meget på skolerne.


Det var ikke sådan dengang jeg gik i skole. Det virker til, at der ikke er konsekvenser i dag. Jeg går ikke ind for afstraffelse af nogen art, men man bør give lærerne nogle redskaber, der gør det mindre attraktivt at være uartig

Susanne Dyreborg (DF), medlem af Børn og Familieudvalget


- Der er ganske enkelt uacceptabelt, at det er gået så galt, og jeg mener, at vi er nødt til at se nærmere på, om det er de samme personer, der er involveret. Og så er jeg interesseret i at vide, om det kan skyldes den kulturelle baggrund. Den ikke-eksisterende respekt for lærerne må komme et sted fra, siger Susanne Dyreborg, der opfordrer til, at man giver lærerne flere værktøjer.

- Det var ikke sådan dengang jeg gik i skole. Det virker til, at der ikke er konsekvenser i dag. Jeg går ikke ind for afstraffelse af nogen art, men man bør give lærerne nogle redskaber, der gør det mindre attraktivt at være uartig, siger hun.

Susanne Dyreborg mener desuden, at det forebyggende arbejde skal styrkes.

- Vi bliver nødt til at gribe tidligt ind. Det er ekstremt vigtigt, at vi er mere skarpe og griber fast i både elever og forældre, og så må vi sammen med lærere og andre dygtige personer finde nogle værktøjer, der kan støtte lærerne i deres primære mission. Det er under al kritik, at de skal opleve utryghed, vold og manglende respekt. For de har en af de vigtigste opgaver i samfundet, siger hun.

Annonce

Fylder en del

Venstres Jakob Lose, der er næstformand i Børn og Familieudvalget, har svært ved at forestille sig et scenarie, hvor volden på skolerne helt kan elimineres, men han mener, at det er vigtigt at fastholde fokus.

- En del af forklaringen er, at vi faktisk beder vores personale om at registrere alle episoder, fordi vi ikke vil acceptere vold i vores skoler, som både skal tilbyde et godt klasserum for eleverne og en god arbejdsplads for vores personale, siger Jakob Lose, som mener at man gør et godt stykke arbejde lokalt.

- Man tager voldsepisoder meget alvorligt på skolerne, og det er også noget som fylder en del på forvaltningsplan. Hvis det observeres, at antallet af episoder ”stikker af” et sted, så ved jeg at man sætter ind overfor det. Men vi skal have antallet af episoder endnu længere ned, og det gør man kun ved fortsat at have et højt fokus på episoderne, siger han.

Annonce

Urimelige krav

Formand for Børn og Familieudvalget Diana Mose Olsen (SF) giver sine kollegaer ret i, at volden er et stort problem på skolerne i Esbjerg Kommune, og hun understreger ligeledes, at det er uacceptabelt, at lærere i så høj grad udsættes for overgreb af den ene og anden slags.

Hun mener dog, at der fra kommunens side er gjort meget for at ændre på situationen og slår fast, at der er gode takter at spore. Og hun mener faktisk, at coronanedlukningen kan have haft en negativ indflydelse på tallene.

- Der er blevet stillet urimelige krav til eleverne under nedlukningen, og når man stiller større krav under usædvanlige omstændigheder, så skaber det nogle trykkogere, der kan få volden til eskalere. Men det er svært at sammenligne 2020 med de andre år, selv om det er min klare overbevisning, at det går i den rigtige retning, siger hun og slår fast, at der fortsat vil blive arbejdet på at komme volden til livs.

- Vi rammer nok aldrig nul hændelser, men målet er at komme så tæt på som muligt. Vi prøver hele tiden at finde på nye måder at arbejde med problemet på, og jeg ved, at skolerne arbejder målrettet på at lære af de her situationer. Men vi skal alle sammen blive bedre og gerne i en fart, siger Diana Mose Olsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

0 kroner for en hel dags arbejde: Mens andre vagtlæger skovler 40.000 sammen på en vagt, har Michael prøvet det stik modsatte

Annonce