Bov: To elever på Lyreskovskolens 3. årgang er testet positiv for covid-19, hvorfor yderligere 15 elever og to ansatte er hjemsendt. Det oplyser Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse.
De hjemsendte er defineret som nære kontakter, og de skal testes efter gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, lyder det.
- De relevante forældre er orienteret, og vi har fulgt de retningslinjer, der er gældende for at opspore og inddæmme covid-19-smitten. Som altid i de her situationer vil jeg gerne opfordre til, at vi alle fortsat følger myndighedernes retningslinjer, så vi kan få bugt med smitten, siger Rasmus Andreassen, der er skolechef i Aabenraa Kommune.
Også på Tinglev Skole er man ramt af covid-19. Her skal alle elever og ansatte testes for covid-19.