Kolding: Der popper fortsat coronatilfælde op på skolerne i Kolding.
I løbet af torsdag og tidligt fredag kom yderligere to tilfælde til, som betød, at en del andre skoleelever måtte sendes hjem i isolation og til coronatest.
På Brændkjærskolen fik en elev i en af skolens eliteidrætsklasser positivt svar torsdag på sin test, der blev foretaget onsdag. Eleven var sidst i skole tirsdag og har ikke haft coronasymptomer, oplyser børne- og uddannelsesdirektør Michael Petterson.
Alle 24 elever i elevens klasse er sendt hjem for at gå i isolation og skal testes lørdag og mandag, fordi de er nære kontakter til den smittede. Det samme er otte elever fra parallelklassen, som blandt andet har været til idrætstræning med den smittede elev. En enkelt medarbejder er også sendt hjem i isolation og til test, og idrætsforeningen, hvor den smittede elev har været til træning, er informeret om smitten.
For de hjemsendte elever på 8. årgang er det tredje gang, de bliver sendt hjem i isolation og til test på grund af corona i klassen eller på skolen.
På 4. årgang på Lyshøjskolen er en elev også blevet testet positiv for coronavirus. Her er hele klassen og en række medarbejdere ligeledes blevet sendt hjem for at gå i isolation, ligesom de også skal testes lørdag og mandag, da de vurderes til at være nære kontakter.