Annonce
Aabenraa

Elever tilbydes udeundervisning efter ny genåbning: Her er skolernes foreløbige planer

På Hærvejsskolen i Rødekro har man allerede fredag gjort sig tanker om, hvordan undervisningen kommer til at foregå efter natten nye genåbningsplan. Arkivfoto.
Mange skoler afventer fortsat yderligere retningslinjer efter nattens genåbningsplan, som tillader udeundervisning for en lang række elever. Nogle steder er man dog godt i gang med planlægningen.

Aabenraa Kommune: Natten til fredag var en begivenhedsrig en af slagsen. Kort før klokken fire faldt en ny genåbningsplan på plads, og den kommer til at få stor betydning for mange danskere i de kommende dage og uger.

For skolernes vedkommende kommer den nye plan blandt andet til at betyde, at eleverne i 5. til 8. klasse fra på onsdag vil kunne modtage udeundervisning de uger, hvor den ellers har stået på hjemmeskole.

For mange skolers vedkommende afventer man fortsat mere klare retningslinjer, før man tager stilling til, hvordan undervisningen skal foregå fremadrettet.

Annonce

- Lige nu har vi kun modtaget retningslinjer fra ministeriets side. Jeg har meldt ud til vores forældre, at vi giver besked, så snart vi ved noget mere konkret, så vi bedre kan tage stilling til det hele. Det bliver forhåbentlig inden onsdag, siger Malte Siemer, der er leder af Felsted Centralskole.

Indtil nu har eleverne i de pågældende klasser haft lov til at møde op på skolen til indendørs undervisning hver anden uge. Ellers foregik det hele hjemmefra.

På Kongehøjskolen i Aabenraa og på Lyreskovskolen i Padborg afventer man ligeledes en mere konkret plan, før man tager endelig stilling til udeundervisningen.

Går ud over fagligheden

På Hærvejsskolen i Rødekro er man nået et godt stykke med planlægningen. Her kan skoleleder, Pernille Reschat, allerede nu melde ud, hvordan man forventer, at den fremtidige undervisning vil foregå.

- Udeundervisningen hos os kommer nok til at fungere som et tilbud til klasselærerne, som de så kan benytte sig af, når det giver mening for dem, siger hun.

Skolelederen mener nemlig ikke, at det er hensigtsmæssigt at lægge en fast udeundervisning for eleverne hver anden uge.

- Ideen er jo god. Men i praksis tror jeg, det kommer til at gå for hårdt ud over elevernes faglige udbytte, hvis de skal sidde udenfor hver dag i hver anden uge. Men vi vil snart foretage en evaluering, og ud fra den kan vi tage stilling til, hvordan vi skaber de bedste vilkår for både fagligheden og trivslen på skolen, siger hun.

På Hærvejsskolen vil man ikke benytte sig af de nye muligheder for udeundervisning før om 14 dage, når skolens næste evaluering er gennemført.


Ideen er jo god. Men i praksis tror jeg, det kommer til at gå for hårdt ud over elevernes faglige udbytte, hvis de skal sidde udenfor hver dag i hver anden uge.

Pernille Reschat, leder af Hærvejsskolen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce