Annonce
Livsstil

Els Cools & Oliver Streich privat: Modsætninger der mødes i kunsten

Stipendier til kunstakademiet i Bratislava førte belgieren Els Cools sammen med den dansk-schweiziske Oliver Streich i 1990. I 1993 flyttede de til Svanninge for at passe hans forældres nyindkøbte hus, inden forældrene selv havde mulighed for at flytte fra Schweiz. I dag bor Oliver Streichs forældre stadig i huset i Svanninge, en af hans to storebrødre, keramiker Philip Streich bor i Millinge, og Els Cools og Oliver Streich faldt for et hus ved Langelinie i Faaborg. Foto: Robert Wengler
De har aldrig dyrket den samme streg. Det har ikke været nødvendigt og slet ikke en fordel. Det har tværtimod været en styrke for Els Cools og Oliver Streich at være forskellige. Eksklusiv har besøgt kunstnerparret i hjemmet i Faaborg til en snak om kunsten i humoren og melankolien, i hverdagen og i coronaens lette opbremsning.
Annonce

Els Cools har altid sagt, at hun aldrig skulle være lærer. Det er hun heller ikke blevet. Hun har også altid sagt, at hun aldrig skulle være selvstændig, og at hun aldrig skulle være kunstner. Det holdt så ikke.

- Det sagde jeg, fordi mine forældre var selvstændige, og stemningen derhjemme ofte var afhængig af, hvor godt det gik i butikken. Usikkerheden - den hader jeg.

Els Cools får næsten kuldegysninger ved tanken og skutter sig i den lune brise, der let og ubekymret svæver ind ad den åbne terrassedør fra den blomstrende have med udsigt til Langelinie og Faaborg Fjord.

- Hvordan er det så gået med at være netop det - selvstændig kunstner?

Els Cools leder efter ordene, rynker på næsen og tøver, inden Oliver Streich behændigt samler ordene op og sætter dem sammen på en anden måde:

- Hvis du nu skal være realistisk, er det jo gået afsindigt godt, Els. Alle årene. Ikke for godt, for det holder heller ikke, men i en stille, stabil og opadgående kurve. Det er da så dejligt, siger han i et stort smil og tilføjer undskyldende:

- Det er fordi.. hvis Els nu svarede, ville hun straks sige, at det går op og ned - og mest ned.

Oliver Streich begynder at grine og får sin bedre halvdel til at grine med.

Els Cools

54 år.

Født og opvokset i Mol i Belgien.

Uddannet grafiker og illustrator i Antwerpen.

Mødte Oliver Streich på kunstskole i Bratislava i 1990.

Sammen med fotograf Lars Skaaning udstiller parret i deres eget galleri ved navn Galeriget i Bøjestræde 12 i Faaborg.

27. juni er de klar med ny udstilling.

Har desuden illustreret mange børnebøger, har tegnet en illustration hver uge i 22 år til Landbrugsavisen og skal denne sommer male to gavlmalerier, et på Enghaveskolen i Faaborg og et i Ringe.

Læs mere: www.elscools.dk

Annonce

I hvert fjerde hus

De sidder her, optimisten og pessimisten, i det hus, der har dannet ramme om deres familie- og arbejdsliv siden 2003. Els Cools, født i belgiske Mol for 54 år siden, uddannet grafiker og illustrator på Kunstakademiet Sin Lucas i Antwerpen. Et stipendie førte hende i 1990 til kunstakademiet i Bratislava, hvor hun mødte den tre år yngre Oliver Streich født i Bern i Schweiz og uddannet på Kolding Designskole. Hans mor var dansk. I 1993 begyndte hans forældre at se på hus. De kiggede i Italien og i Frankrig, men faldt for Svanninge på Fyn - og primært hans mor for husets badeværelse med lyserødt marmor. Og sådan gik det til, at Els Cools og Oliver Streich fulgte med dem til Faaborg-egnen og straks følte sig hjemme.

En lille afstikker og et undervisningsjob på en kunstskole fik Oliver Streich til at flytte til Vejle med Els Cools, hvor de fik to børn. I dag er Johanna 21 og bor i Odense. Oscar på 19 år bor hjemme, går i 3.g. og bliver, ligesom storesøsteren gjorde det, undervist i billedkunst på gymnasiet af sin far.

- Vi havde ikke nogen venner i Vejle. Alle var forretningsfolk med masser af penge. Søde mennesker, men vi have ikke så meget at snakke med dem om. Hernede i Faaborg var der til gengæld mange med samme interesse som os. Det er ikke kun en myte. Det er sandhed: I hvert fjerde hus i Faaborg bor der en amatørkunstner - det er jo faktisk skrækkeligt, udbryder Oliver Streich grinende.

- Ej, det er rigtig dejligt at bo sammen med folk, der også har lyst til kunst. Det var det, der trak.

- Ja, og så var det billigt. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle eje et hus, og så blev det pludseligt muligt, supplerer Els Cools, hvorefter parret over en kop formiddagskaffe fortæller om forelskelsen i Langelinie.

- Vi havde egentlig opgivet at købe hus, for det har vi også skændtes en lille smule om. Men helt tilfældigt kiggede jeg en dag, og det her hus var lige blevet sat til salg. Næste dag kørte vi ned, så det og købte det, fortæller Oliver Streich.

Annonce

Penslen på lærredet

Sammen med fotograf Lars Skaaning har parret med tiden også eget galleri i Bøjestræde i Faaborg, hvor de udstiller og sælger deres malerier og illustrationer. Og det er her, at de fra 27. juni igen er klar med en ny udstilling, coronavirus eller ej.

- Selv om alle udstillinger i løbet af foråret er blevet aflyst, blandt andet på Samsø, er det ikke tragisk for os. Vi har jo stadig vores eget galleri. Vi er ikke pressede af det, for i virkeligheden er det sådan, at hver gang Els sætter penslen på lærredet, skaber hun værdi. Vi kan slet ikke blive pressede af sådan noget her, siger Oliver Streich beroligende.

- Ja, det er så det positive syn, du hører der. For psykisk er vi da pressede af corona. Det er usikkert i forvejen, og med corona bliver det hele mere usikkert. Hvad vil der ske efter det her? Vil folk stadig købe kunst - sådan noget uvigtigt noget? Det ved vi jo ikke, siger Els Cools fortvivlet og ærlig og vender sig mod sin mand.

- Nej, hvis de ikke har penge til sokker og marmelade mere, så køber de nok ikke kunst, svarer han og lader ironien blande sig med sit smittende grin rundt om spisebordet i stuen.

- Jeg må indrømme, at jeg helt personligt var mega glad for, at coronakrisen kom, siger han så helt anderledes alvorlig, kigger op og lader en hånd glide gennem det halvlange pandehår.

- Jeg var ved at køre helt ned, havde smidt så mange bolde op i luften og havde været så åndsvag at sige ja til alt for meget. Jeg havde en masse opgaver plus undervisning plus kulturnat i Faaborg, som jeg er en del af, plus at Els stod over for en udstilling i Belgien. Det var bare alt for meget. Så kom coronakrisen, og der var pludselig en masse, jeg ikke skulle mere. Det blev en let opbremsning, og det hjalp mig rigtig meget, konkluderer Oliver Streich.

- Og du har lært meget af det, fortsætter Els Cools spørgende med et glimt i øjet.

- Hvad har jeg lært, spørger Oliver Streich nysgerrigt.

- Du burde have lært noget af det, svarer Els Cools bestemt og ser afventende på sin mand.

- Jo jo, jeg har reduceret min undervisning i ungdomsskolen, på designskolen og i billedskolen. Det var nødvendigt, for der var meget at holde styr på med seks små jobs på samme tid. Og meget spildtid oven i tegneopgaverne. Og når Els ikke kan nå at farvelægge en opgave som for eksempel billedbogen "Otto og det vilde ræs" og spørger, om jeg har tid, svarer jeg jo altid: "Jo jo, det kan jeg sagtens".

- Så jeg farvelagde det meste, og så kom du og lavede det om, fordi du ikke var helt tilfreds. Da blev jeg lidt skuffet, siger Oliver Streich og bryder ud i latter.

For det kunne ikke være længere fra virkeligheden. At Oliver Streich bliver skuffet. Ikke længere i hvert fald.

Oliver Streich

51 år.

Født og opvokset i Bern i Schweiz.

Uddannet tegner og grafiker på Kolding Designskole.

Mødte Els Cools på kunstskole i Bratislava i 1990.

Sammen med fotograf Lars Skaaning udstiller parret i deres eget galleri i Bøjestræde 12 i Faaborg.

Har illustreret børnebøger og underviser på Faaborg Gymnasium, Kolding Designskole, Faaborg Børnebilledskole og Ungdomsskolen.

Læs mere: www.oliverstreich.dk

Annonce

Hvert opslag

Det hele startede med, at Els Cools og Oliver Streich sad i Bratislava efter året på kunstakademiet og ikke vidste, hvad de ville. Oliver Streichs mor havde givet ham en novellesamling af den syriske forfatter Rafik Schami, der var militærnægter og ikke kunne blive i Syrien. Han flyttede til Tyskland, hvor det endte med, at han blev rig og berømt for sine noveller. Men det vidste Els Cools og Oliver Streich ikke noget om, så de ringede til ham, foreslog et samarbejde, og det blev hurtigt en succes. Den første bog udkom på otte sprog, og flere fulgte efter.

- Alt sammen fordi min mor læste ham og mente, at "det må man da kunne illustrere". Hun havde egentlig ikke forstand på det, hun var bare meget begejstret, klukker Oliver Streich.

I dag illustrerer Els Cools og Oliver Streich primært børnebøger for danske forlag som Gyldendal, Klematis, Alinea og Dansk Lærerforening. For Els Cools vedkommende er vægten mellem hendes egne malerier og illustrationerne fordelt 60/40. Og tegneopgaverne, hvor de to indgår i et samarbejde er blevet mindre med årene på grund af Oliver Streichs undervisning, men det sidste års tid er samarbejderne alligevel blevet flere.

- Vi starter med at lave en brainstorm, læser bogen grundigt igennem og laver en masse tegninger ud fra, hvad vi lige kommer i tanke om. Og så går vi virkelig i gang med arbejdet, forklarer Oliver Streich og fortæller om bogens typiske 12 opslag, at en billedbog ikke bare er en billedbog. At en billedbog også er et galleri, hvor hvert opslag skal være skønt og helt forskellig fra de andre, æstetiske og samtidig skal fortælle historien.

- Vi bygger en verden op med hvert billede. En stemning. Der er tusind muligheder med sådan en tekst, så vi laver skitser og skitser og måske også små akvareller. Så prøver vi at overbevise hinanden om, at dén er god. Ej, den er god. Nej, dén skal vi prøve. Så laver Els et stort billede, som jeg får over, og så kan jeg lave om på den. Sådan starter vi forfra hver gang, forklarer han, og Els Cools overtager:

- Vi lavede om mange, mange gange med de første bøger, også fordi vi skulle finde den fælles stil. Der havde vi faktisk nogle forfærdelige skænderier, vi ikke har haft siden.

- Vil du kalde det skænderier? Mener du ikke nærmere diskussioner, spørger Oliver Streich.

- Jeg var i hvert fald sur, konstaterer Els Cools med et skævt smil.

- Måske. I dag er vi godt klar over, at hvis jeg tegner en eller anden figur, og Els ser over min skulder og siger: "den er ikke god nok. Nu tager jeg den lige og prøver" - så er jeg holdt op med at blive sur, fordi jeg ved, at den kun bliver bedre af det - og omvendt er hun også nødt til at acceptere, at hvis jeg så ikke er tilfreds med farverne, når billedet kommer tilbage til mig, så må vi starte forfra, og jeg må prøve at lægge farver på, fortæller Oliver Streich og går op i atelieret og derefter i kælderen for at hente en bunke bøger, de har tegnet sammen gennem årene.

De er hinandens modsætninger på mange måder, men netop det er en styrke for kunstnerparret Els Cools og Oliver Streich. Foto: Robert Wengler
Annonce

Som en håndskrift

De bladrer frem og tilbage i bøgernes galleri. Oliver Streich tegner altid den onde slotsherre. Els Cools tegner altid børnene. Men grisene - dem kan de begge to godt tegne - og det samme gælder farvelægningen.

- I starten kunne man jo godt komme til at tage kritikken personligt. Man kunne jo føle, at ens figur var så god, at den fortjente at blive hængt op på et museum, griner Oliver Streich og viser billedbøger på fransk, tysk, dansk og sågar koreansk.

- Selv om vi med nogle ting kan have næsten samme streg, har vi ikke samme tryk på stregen. Det kan vel sammenlignes med en håndskrift.

- Men vi har aldrig dyrket at have den samme streg, pointerer Els Cools.

- Nej, jeg kan ikke male, som Els kan. Det er heller ikke nødvendigt at dyrke den samme streg. Det er en styrke at være forskellige, understreger Oliver Streich med alvorlig mine.

Els Cools nikker. I hendes øjne tegner han lidt mere naivt og fladt, hvorimod hendes egen stil er mere realistisk og tredimensionel. Og hvor han befinder sig godt i humoren, søger hun oftere ind i melankolien.

- Den skæve humor er en del af mig, og det viser mine billeder også, men de er ikke altid humoristiske. De kan også være uhyggelige og dystre. Derfor bruger forlagene mig ofte som illustrator til de skæve, mørke historier, som for eksempel den jeg arbejder på lige nu, der handler om en far, der slår moren.

I atelieret hænger en række billeder til den samlede fortælling på skråvæggen ved Els Cools side af det lange skrivebord. Yndlingsfarven "beskidt turkis" går igen i hele serien.

- Jeg er et melankolsk menneske, siger hun så.

- Hvordan kommer det til udtryk?

- Jeg kan godt dvæle ved fortiden, det slidte og det forgængelige.

Els Cools går i stå, sukker og tænker stille videre.

De mødes i kunsten, udfordrer hinanden og gør hinanden bedre. Foto: Robert Wengler
Annonce

Forvrænget hverdag

- Må jeg godt tilføje noget? Nu er jeg jo Els' største kunstekspert, bryder Oliver Streich smilende ind og finder hurtigt nogle malerier frem med Els Cools signatur.

- Els portrætterer ofte mænd, kvinder og børn i tøj inspireret af 1930'erne, '40'erne og '50'erne. Du virker draget af den tid. Og så eksperimenterer Els også hele tiden med nye teknikker, som denne marmorering, som du kæmpede med i tre måneder og endelig fandt løsningen på med noget særligt bomuldslærred, der sugede på den rette måde. Det blev jo mega fedt. Og her er det min krop, men uden min mave. Og her er det Oscar. Els finder gamle billeder at male efter eller tager nye, hvor jeg skal sidde på en bestemt måde eller have kjole på, fordi du lige mangler en gammel bedstemor. Vi bliver misbrugt konstant, siger han grinende.

Efter en tur i scanneren eller i Photoshop ændrer Els Cools på billedet, skifter måske hovederne ud eller ændrer på armenes stilling.

- Sådan er det for os begge. Hvis vi skal tegne noget realistisk, bliver vi nødt til at have noget at tegne ud fra, så vi for eksempel kan se, hvordan lyset falder, forklarer han.

- Jeg bliver nok meget inspireret af hverdagen, som jeg forvrænger lidt, gør skæv og surrealistisk. Sådan forklarer jeg det bedst, tænker Els Cools højt og ser på sin mand, der ligesom hende også finder størst inspiration i det nære.

Oliver Streich fascineres af fabler og dyr - og ofte pudlen Lucca, der sørger for, at dens ejere ikke bliver for opslugt af kunstens verden, men husker det rent basale.

- Vi glemmer altså aldrig at spise frokost, forsikrer Oliver Streich.

De har illustreret mange børnebøger i tidens løb. Nogle hver for sig. Andre sammen. Uanset hvad hjælper de altid hinanden i processen. Foto: Robert Wengler
Annonce

Gys og jazz

Nej, så slemt går det ikke i atelieret, selv ikke i de perioder hvor særligt Els Cools arbejder hen imod en udstilling og lader støvsugeren passe sig selv.

- Inspirationen kommer, fordi den skal være der. Fordi jeg har en deadline. Så kommer man i gang, forklarer hun.

- Og så arbejder du 14 timer om dagen, kommer kun ned og laver mad, og sådan er det i nogle gange to måneder. Sidste gang var det i tre, og så er du fuldstændig smadret, mindes Oliver Streich.

- Ja, så går jeg i haven bagefter, slutter Els Cools, der i nætterne før sine ferniseringer ofte ligger spilvågen.

- Jeg kan have det sådan, at jeg ville ønske, det hele brænder ned, siger hun.

- Hvad er du bekymret for?

- Om de kan li' det. Om det kan sælge. Jeg bliver så glad, når folk vil have mine billeder. Jeg skal jo kunne leve af det, forklarer Els Cools.

Oliver Streich tænker lidt over, hvordan han selv har det med at sælge sine billeder. Sine illustrationer.

- Jeg bliver faktisk ked af det, hver gang jeg sælger noget. For mig ville det være fedt, hvis folk kommer, griner og så går igen. For jeg ved, at jeg jo ikke kan skabe billedet en gang til, men vi har på den anden side heller ikke plads til at have det hele liggende, konstaterer han og sætter sig ved sin ende af skrivebordet ved det store vindue og farvelægger en akvarel.

Han har altid radioen til at fylde baggrunden ud. P1 eller jazz på P8.

Hun har altid hørebøffer på og en gyserfilm kørende på computeren.

Gerne en motorsavsmasakre, der er så tilpas dårlig, at hun ikke kommer til at følge med, men blot får lidt adrenalin forærende.

Hvor Els Cools kan finde inspiration i melankolien, finder Oliver Streich ofte inspiration i humoren. For dem begge indeholder idebanken ofte situationer fundet i hverdagen. Foto: Robert Wengler
Bøger på dansk illustreret af Els Cools og Oliver Streich i et samarbejde: ”Ravneungen” med tekst af Rafik Schami, Alma, Nord-Süd Verlag (oversat til tysk, nederlandsk, amerikansk, koreansk, fransk, spansk, taiwanesisk, dansk). ”Lila og Antonius” med tekst af Rafik Schami, ”Alma-Otto og Lea 1-2-3-4-5-6-7-8” med tekst af Charlotte Karrebæk, Dansklærerforeningens Forlag.Foto: Robert Wengler
Danske bøger illustreret af Oliver Streich: Serien om 'Roger og Åge' med tekst af Jim Højberg, Klematis. "Vædderhornet - historien om de ti bud" med tekst af Peter Mouritzen. "Alfa-Telma og Melvin møgdyr" med tekst af Irma Lauridsen og Oliver Streich. "Da fuglene glemte at flyve" med tekst af Christina Vanessa Lauridsen, Turbine. Foto: Robert Wengler
Både Els Cools og Oliver Streich skaber først et billede ved hjælp af Photoshop på computeren, for at de har noget at male efter. Foto: Robert Wengler
Danske bøger illustreret af Els Cools: "To knapper i hånden" med tekst af Dorthe De Neergaard, Peoples Press. "Bogen om vind og vejr" med tekst af Peter AG, Branner & Korch. "Hypsipyle, Alma-Godnat og sov godt" med tekst af Peter A.G. Nielsen, Branner & Korch. "Manden i mosen" & "Galgebakkken & Fuldmåne", Michèle Simonsen, Alinea. "To ting man aldrig kan vide" med tekst af Dorthe de Neergaard, Rosinante. "Med eller uden bryster" med tekst af Dorthe de Neergaard, Rosinante-Tabernabo, Rosinante. "En engel under trappen", "Cadeau-Stjerneskud og slumpetræf" med tekst af Poul Larsen, Følfod. "Mona Morgenglad" med tekst af Marianne Verge, Gyldendal. Foto: Robert Wengler
Els Cools er i gang med at illustrere en børnebog med et tema i den dystre afdeling. "Månen følger med" er titlen på bogen, der handler om en far, der slår moren. Forfatteren er Marianne Verge, og forlaget er Gyldendal. Foto: Robert Wengler
Pudlen Lucca inspirerer konstant sine ejere med penslen i hånden. Foto: Robert Wengler
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Advokatundersøgelse uddeler kraftige tæv til tidligere VUC Syd-ledelse: Dårlig ledelse, inhabilitet og dokumentsjusk

Annonce