Annonce
Sport

Aastrand i fire finaler torsdag: God træning inden VM

Lars Møller/Ritzau Scanpix
Den danske kajakroer vandt sit heat og kvalificerede sig til finalen i 200 meter enerkajak i European Games.

Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen havde fart på, da hun onsdag kvalificerede sig til finalen i 200 meter enerkajak ved European Games.

Danskeren vandt sit heat i tiden 40,514 sekunder og sikrede sig dermed en direkte finaleplads. Kun vinderen gik i finalen, mens de øvrige skulle ud i et opsamlingsheat senere onsdag.

Onsdagens præstation betyder, at Emma Aastrand nu er klar til finaler i alle de konkurrencer, hun er stillet til start i. Og alle skal afvikles torsdag.

Aastrand er dog et stykke fra sin bedste form. Hun skal først formtoppe fra 21. august, når der ved VM er OL-pladser på spil.

- Hvis man siger, at jeg skal være på tiende trin til VM, så er jeg på sjette eller syvende trin nu. Jeg er i form, men der er stadig en del at hente inden VM. Jeg skal arbejde på de sidste marginaler, siger Emma Aastrand.

- Jeg tager European Games som et almindeligt stævne. Det er lidt ligesom et EM med større setup. Det er god træning inden VM.

Ud over 200 meter enerkajak er hun i finalen i 500 og 5000 meter enerkajak samt firerkajak over 500 meter sammen med Line Langelund, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen.

Selv om Aastrand ikke vægter European Games så højt, er hun ikke uden mål for finalerne.

- Jeg vil gerne i top-5 i 500 meter K1 og i top-3 i 200 meter K1. I firerkajakken skal vi lave en top-6, siger hun.

Der var også mulighed for en finaleplads til den danske toerkajak på 200 meter med Line Langelund og Bolette Nyvang Iversen, men de formåede ikke at bane sig vej til finalen.

På torsdagens program finder man også René Holten Poulsen, der skal ro finale på 5000 meter.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce