Annonce
Debat

En gravsten bør være et evigt minde

Læserbrev: Martin Andersen Nexø skrev i 1917 i begyndelsen af romanen ”Ditte Menneskebarn”, hvor lille Ditte fødes:

"Hvert sekund fødes der en menneskesjæl til verden. Et lys tændes, en stjerne, der måske skal brænde usædvanligt smukt, som i al fald har sit eget, aldrig sete spektrum. Et nyt væsen, der måske skal strø genialitet, måske skønhed omkring sig, kysser jorden; det aldrig sete bliver kød og blod. Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages, hvert nyt væsen ligner de kometer, der kun én gang i al evighed rører jordens bane og en stakket tid drager deres lysende vej henover den - en fosforesceren mellem to evigheder af mørke. Så er der vel glæde blandt menneskene for hvert nytændt sjæl? Om hans vugge står de vel med spørgende øjne, undrende på hvad denne ny vil bringe?AK, mennesket er ingen stjerne, som man vinder sig berømmelse ved at opdage.”

Det kan ikke skrives smukkere, som Martin Andersen Nexø her beskriver det enkelte menneske. Alle mennesker er hver på deres måde unikke, alle lever et levet liv, alle skal respekteres, også når de er døde. Så mit budskab er, at når pårørende sætter en gravsten – et minde – over deres afdøde, så bør og skal det være et evigt minde også til efterkommerne, de kommende slægter.

Alligevel ser vi gang på gang, at gravstene på kirkegårdene fjernes, tidsperioden er udløbet. Ingen vil længere betale for gravstedet, hvilket er forståeligt nok – ja, så fjerner man selvfølgelig også gravstenen, mindestenen. Hvem skal i sidste ende afgøre, hvad der skal ske med gravstenen? Er det de efterladte, kirkegårdslederen, menighedsrådet eller? Nu drejer det sig om økonomi, nogle sten er bevaringsværdige, men er det stenen eller personen, der er bevaringsværdig? Hvor bliver etikken, moralen af? Vi har at gøre med et menneske, som i nogles øjne ikke fik stor anseelse, blev ikke agtet og æret som de berømte, de kendte. Et hvert menneske er unikt, har levet et liv, sat aftryk, men måske ikke berømmelse, hvilket man måske kan se på gravstenens størrelse og udformning. Sådan er det, for mange bliver ”målt og vejet” efter hvad pengepungen formår. I døden er vi alle ens. Derfor må vi erindre os Martin Andersen Nexøs begyndelsesord i romanen ” Ditte Menneskebarn”.

Rigtig mange mennesker besøger kirkegårde rundt omkring i landet. Det er en historiefortælling at se gravene og gravstenene. Der søges efter tidligere slægtninge og bekendte, men det sker, at søgningen er forgæves. Man kan være heldig, at graveren er på kirkegården, og så får man oplysningen, at graven er slettet og gravstenen ligeså. Men nogle steder ser man heldigvis gravsten sat op langes kirkemuren, eller der er lavet små mindelunde med gravstenene, flere steder på kunstnerisk vis. Selvfølgelig kan der laves mindesteder med gravstenene, det kræver kun lidt opfindsomhed og kreativitet. Kirkegårdene har efterhånden så store bare områder. Det er ikke kun heltene og berømthederne, der fortjener hæderspladser på kirkegårdene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

En af Esbjergs rigeste familier vil bygge nyt sportsanlæg på historisk grund

Varde For abonnenter

Seniorforsker: Ingen tager vare på børnene i asbestsag – politikere må på banen

Annonce