Annonce
Tarm

En grimasse, der kan passe: Vestjysk komiker vinder pris på 100.000 kroner

Billedet her blev taget i august 2018, da Frederik Rosgaard fra Tarm nærmest var på hjemmebane, da han optrådte på Bork Festival. Arkivfoto: Mads Dalegaard
28-årige Frederik Rosgaard fra Tarm blev ved årets Zulu Comedy Galla hædret med talentprisen - og 100.000 kroner.
Annonce

Tarm: - Det gælder om at holde sig til og blive husket. Det kan også være, at jeg allerede er fortabt og ikke får lov at komme tilbage igen.

Sådan lød det i august 2018 fra Frederik Rosgaard, da han optrådte på Bork Festival.

Han er på ingen måde fortabt. Ved Zulu Comedy Galla onsdag aften i Operaen i København blev den 28-årige komiker fra Tarm hædret med talentprisen og 100.000 kroner.


Tak til min kæreste Ida. Det er dig, der gør, at jeg har lyst til at vise, hvor dygtig jeg kan være.

Frederik Rosgaard


Ifølge tv2.dk sagde Frederik Rosgaard blandt andet dette i sin takketale:

- Jeg vil rigtig gerne sige tak til min mor og far, fordi de altid har støttet mig og altid med mådehold. Tak til mine søskende for at være så smukke og dejlige kvinder, at de har givet mig det nødvendige mindreværd, der skal til for at være i den her branche. Tak til min kæreste Ida. Det er dig, der gør, at jeg har lyst til at vise, hvor dygtig jeg kan være.

Frederik Rosgaard var også nomineret til talentprisen i 2016 og 2017 - tredje gang blev altså lykkens gang.

Annonce

Bemærket i branchen

Ifølge juryen, som består af komikere og branchefolk, skiller komikeren fra Tarm sig ud på flere parametre:

- Hans materiale og historier er længere, mens hans refleksioner er skarpere end de flestes, og han tager aldrig den nemme vej til jokes, lyder begrundelsen fra juryen, der uddyber:

- I hans første onemanshow, 'Måske for sidste gang,' så man Frederiks evne til at udfolde de små ting, som andre overser. Netop det har længe gjort ham bemærket i branchen, hvor hans egenskaber og disciplin har givet arbejde som forfatter både for 'Dybvaaaaad' og 'WulffMorgenthaler.'

De 100.000 skattefrie kroner kan Frederik Rosgaard nu bruge til at sætte skub i drømmen om en professionel karriere som komiker.

- Vi elsker nye talenter og bruger gerne vores show og platform til at fremme de nye håb. Prisen uddeles sammen med en masse af landets garvede og dygtige komikere og branchefolk, så det er noget af et skulderklap til Frederik Rosgaard, siger redaktør på  TV2 Zulu, Asger Schønheyder om prisen, der tidligere er gået til nu etablerede navne som Tobias Dybvad og Thomas Warberg.

Årets udgave af Zulu Comedy Galla bliver søndag 6. september vist på TV 2.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce