Annonce
Trekantområdet

En læser får svar: Derfor kører alle kommunens biler ikke på el

Kommunens benzin- og dieselbiler skal udfases til fordel for elbiler, men det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden, lyder det fra klimachef Morten Westergaard. Arkivfoto: Martin Ravn
Middelfart Kommunes biler skal i fremtiden køre på el, men udskiftningen kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden, lyder forklaringen fra klimachef Morten Westergaard.
Annonce

Nordvestfyn: Det er langt fra alle kommunens 70 biler, der kører på el i stedet for diesel eller benzin. Faktisk er det kun et fåtal af dem.

Og det har fået læser Niels Ole Frederiksen til via avisens nye spørgsmåls-værktøj Hearken at spørge:

"Hvorfor er den grønne vækstkommune ikke blevet en af de byer, der nu endegyldigt lader alle kommunens biler køre på strøm? Og hvor mange ladestandere sætter Middelfart op i år til elbiler?"

Forklaringen på de spørgsmål har klimachef i Middelfart Kommune, Morten Westergaard.

Han fortæller, at det er en dyr affære at kassere alle bilerne og skifte dem ud med nogen, der kan køre på el, når de stadig kører fint.

- Men vi har en generel politik om, at der ikke skal indfases flere benzin- og dieselbiler i kommunen. Den periode er slut, siger han og fortsætter:

- Der bruges vanvittigt meget energi på at forarbejde en bil. Derfor skal de (kommunens biler, red.) skiftes ud i takt med, at de bliver slidt ned. Der er ingen tvivl om, at når de bryder sammen, ryger de ud til fordel for elbiler.

Morten Westergaard vurderer, at mellem 20 og 30 af kommunens biler er hybrider, som kan køre på både el og benzin/diesel. Derudover er der et par biler, der allerede nu er skiftet ud med elbiler.

Annonce

Det private marked bestemmer

Til spørgsmålet om, hvor mange ladestandere til elbiler, man i Middelfart sætter op i år, svarer Morten Westergaard, at kommunen har planer om at sætte flere op i p-huset på Havnegade. Den plan skal dog forbi kommunens politikere, før den føres ud i livet.


Vi har en generel politik om, at der ikke skal indfases flere benzin- og dieselbiler i kommunen. Den periode er slut.

Morten Westergaard, klimachef i Middelfart Kommune


- Vi har desuden fulgt med i den analyse, som Danmarks Tekniske Universitet og Dansk Elbilalliance har lavet og har den vej fået udpeget mindst 58 steder, hvor det giver god mening at sætte standere op, siger Morten Westergaard og tilføjer, at spørgsmålet er, hvem der skal sætte standerne op.

- Det er det private marked, der bestemmer. Ellers svarer det til, at vi som kommune skulle bestemme, hvor der skulle være tankstationer. Men vi arbejder i kommunen med nogle ting for at kunne lave optimale samarbejdsaftaler med udbyderne, fortsætter klimachefen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Diskoteksejer frygter tomme dansegulve året ud: - Vi skal kunne give fuld gas, ellers giver vi ingen gas

Annonce