Annonce
Erhverv

En læser får svar: Hvorfor hænger der stadig julebelysning i gågaderne?

- Vi har meldt ud tidligere, at julebelysningen får lov at hænge længere, men det er måske først nu, man lægger mærke til det og kan tro, at vi helt har glemt det i år, siger citychef Mette Schumacher. Foto: Søren Gylling
Aldrig før har julebelysningen fået lov at hænge så lang tid i Koldings gågader. Det har fået en læser til at undre sig, og citychef Mette Schumacher giver her en forklaring på, hvorfor julehyggen stadig breder sig i bymidten, selv om vi er vel inde i 2021.
Annonce

Kolding: Hvis man går en tur i Koldings midtby i disse dage, så er der to markante ting, der ikke er, som det plejer at være. For det første er mange af forretningerne tvangslukkede på grund af corona-restriktionerne, og for det andet er der stadig blus på den traditionelle julebelysning, der hænger ned gennem gågaderne.

Det sidste får en læser, Bodil Bennike, til at spørge: - Jeg ved godt, det hedder, julen varer lige til påske, meeeen... Hvor længe skal vi glo på juletræer og julebelysning i midtbyen? Har julelys hængende udenfor mit soveværelses vindue og vil da gerne have mørke tilbage. Og synes ærligt talt ikke, det hører sig til midt i januar.

Citychef Mette Schumacher kan hjælpe med at besvare spørgsmålet, og hun fortæller straks, at det formentlig er første gang - i hvert fald så længe hun kan huske - at julebelysningen har fået lov at hænge i så lang tid. Og faktisk bliver den hængende helt frem til og med uge 5.

- Vi har truffet beslutningen sammen med rådhuset, som har ansvaret for den del af belysningen, man ser på Akseltorv og i Borchs Gård. Og begrundelsen er, at det er sådan en mørk og trist tid lige nu, så tanken har simpelt hen været, at vi ville sprede lidt lys, hvor det er mørkt, når folk tager på arbejde og mørkt, når de tager hjem igen, forklarer hun:

- Da vi tog beslutningen, var det også planen, at man ville holde en ny festival, Kold Festival, i uge 5, og så tænkte vi, at det ville være fint med noget hyggeligt lys i gaderne i den forbindelse. Den festival bliver ikke til noget på grund af corona, men belysningen får altså lov at blive hængende som aftalt.

Annonce

Nogle ekstra uger

Ideen opstod allerede, da belysningen skulle op at hænge. Det er frivillige fra KFUM Idræt, som hjælper med det, og de var glade for, at arbejdet skulle foregå på et tidspunkt, da butikkerne var lukkede, så man ikke skulle tage hensyn til en masser folk i gågaderne. Til gengæld var det planen, at belysningen skulle ned mellem jul og nytår, sådan som det altid sker.

- Da kom vi til at snakke om, hvorfor det egentlig behøver at komme ned før nytår. Og da vi så hørte om Kold Festivalen, kom vi til at tale om at lade det blive hængende nogle uger længere, for arbejdet med at hænge det op er jo præcis det samme, nu får vi bare lidt mere glæde af det, siger Mette Schumacher.

Annonce

Mange går tur

At lade belysningen hænge er i øvrigt ikke et valg, City Kolding kan træffe på egen hånd. Foreningen skal søge om lov til det, og det har man også gjort hos Kolding Kommune.

- Det er ganske vist City Kolding, som har fået hængt de wirer op, som julebelysningen hænger på. Men de wirer bliver også benyttet af kulturinstitutionerne til at gøre reklame for udstillinger og forestillinger, så derfor skal det selvfølgelig styres, hvem der hænger op og hvornår. Lige nu er der bare ikke andre, som hænger noget op, så der er fin plads til, at vi kan lade julebelysningen hænge, siger Mette Schumacher.

Hun beklager overfor spørgeren, hvis lyset generer, men ellers har hun ikke fået andre reaktioner. Så citychefen håber, at beslutningen er til glæde for de fleste.

- Vi har rigtig mange, som eksempelvis går tur i bymidten om aftenen, og jeg er sikker på, at det glæder dem i en tid, hvor man ikke kan lave så meget andet end at gå en tur.

Annonce

Vinterbelysning

Mette Schumacher sammenligner det lidt med, hvad man kan se på villaveje rundt omkring i hele Kolding Kommune. Her lader husejere også belysning hænge mange steder i hække og haver.

Mette Schumacher fortæller, at med LED-lys i dag er det meget behersket, hvad det koster at have julebelysningen tændt. - I gamle dage for ni-ti år siden fik vi en el-regning, der sagde spar 2, fordi vi brugte glødepærer dengang. Foto: Søren Gylling

- Man skal måske betragte det mere som en vinterbelysning end som blot julebelysning. Det ved jeg, at man også gør i andre byer. Og når man på et tidspunkt igen skal ud at investere i nyt udstyr til gågaderne, så skal man måske kigge på en løsning, der går mere i retning af vinterbelysning. Det vil blandt andet sige, at man vælger en løsning uden gran, sådan som vi har det i dag.

Annonce

Grantræer ryger

Og netop gran bliver også berørt i spørgsmålet fra JydskeVestkystens læser. Her medgiver Mette Schumacher, at tiden er løbet fra at have grantræer stående længere.

- Man vil ganske vist gerne have mere grønt i bymidten, men vi er altså ved at få fjernet alle juletræer i gågaderne, og de sidste ryger i løbet af denne weekend, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce