Annonce
Sønderjyske Ishockey

En legende siger farvel: Sportschef Lykkeskov forlader SønderjyskE

Kim Lykkeskov har i denne sæson ageret assistenttræner for Mario Simioni ved siden af rollen som sportschef. Efter denne sæson er han færdig i SønderjyskE. Foto: Ludvig Dittmann
Når denne sæson er slut, stopper Kim Lykkeskov i SønderjyskE, hvor han i årevis har været en afgørende lederfigur. Han understreger, at det er hans egen beslutning, og at det sker uden dramatik. Han savner at bruge mere tid med familien.

Ishockey: En gigantisk skikkelse i SønderjyskE Ishockeys historie er fortid i klubben efter denne sæson.

Når SønderjyskE's sidste slutspilskamp er spillet, forlader sportschef Kim Lykkeskov den klub, som han har været en del af i årtier.

Efter 16 år som spiller på topplan og fire år som sportschef er det slut.

Det sker efter Kim Lykkeskovs eget ønske. I december fik han og konen Mette deres andet barn, og 37-årige Lykkeskov ønsker at have mere tid til familien.

- Den her verden er et arbejde, men også en livsstil. Der går bare meget tid med det. Familien er en prioritet for mig, siger han.

- Der er hverken panik eller drama, og det skyldes heller ikke, at der er nogle, jeg ikke gider arbejde med. Det er min egen beslutning. Jeg kan mærke inderst inde i maven, at det er den rigtige beslutning. Og nu, når den er taget, har jeg det godt med det.

Kim Lykkeskov understreger, at denne sæson bliver kørt i mål på fuld gas.

- Jeg er ikke med i noget halvt eller på 80 procent. Intet er ændret, indtil jeg er færdig. Sæsonen bliver afsluttet på normal vis, og ingen i omklædningsrummet kommer til at mærke det, siger han.

Annonce

Fantastisk eftermæle

SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen begræder, men respekterer Kim Lykkeskovs beslutning.

- Han er en af de største kulturbærere i projektet overhovedet. Han startede som otteårig med at spille ishockey og har været her i næsten 30 år. Han er et forbillede for alle, han arbejder hårdt og er en god kammerat. Han var vanvittig på isen, og han har taget et vanvittigt spring til den rolle, han har haft som sportschef, siger han.

- Han efterlader også et fantastisk eftermæle som sportschef med en pokaltriumf, en Continental Cup-sejr og en sølvmedalje.

Pokalsejren i Aalborg var speciel. På det tidspunkt vidste Klaus Rasmussen og Kim Lykkeskov, at det ville blive Lykkeskovs sidste sæson, men nærmest ingen andre vidste det.

- Den pokal i Aalborg var til ham. Jeg kommer til at savne ham og håber, at han vil komme og besøge os.

Kim Lykkeskov kommer først og fremmest til at savne menneskerne i klubben.

- Jeg mister en glæde ved at se de mennesker, jeg arbejder med. Der kommer helt sikkert til at være et vakuum, siger han.

Annonce

Ingen ny sportschef

Afskeden med Kim Lykkeskov kommer til at medføre ændringer i staben omkring holdet og i den sportslige ledelse. Lykkeskov har i denne sæson fungeret både som sportschef og assistenttræner. Der ansættes ikke en ny sportschef.

Cheftræner Mario Simioni vil få mere ansvar og fungere som en slags manager. Der ansættes en ny assistenttræner, og så rykker Klaus Rasmussen tættere på den sportslige ledelse i ishockeyen. Kontraktforhandlinger, spillertilføjelser og lignende vil altså foregå i et samarbejde mellem Simioni og Rasmussen.

Desuden omfordeles nogle ressourcer i administrationen, så bogholder Vibeke Skov vil tage sig af nogle af de lavpraktiske opgaver, der er tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Koldingfjord forventer coronatab på 20 millioner kroner: Nu jubler lettet direktør over yderligere genåbning

Sydjylland

Stil dine spørgsmål til integrationsministeren: Direkte læsermøde med Mattias Tesfaye på jv.dk

Annonce