Annonce
Sønderborg

En lille hær passer på gravene fra 1864

Leif Larsen maler teksten på gravstenen op med sort maling. Foto: André Thorup
Forsvarets Krigergravstilsyn vedligeholder 24 grave fra de slesvigske krige i Sønderborg Kommune. En grav i Øster Sottrup bliver denne uge vedligeholdt af Leif Larsen.
Annonce

Øster Sottrup: Den 17. marts 1864 blev en preussisk soldat og fem danske soldater ofre for anden slesvigske krig. De faldt ved Ragebølskov og blev begravet i en fælles grav ved Øster Sottrup.

156 år senere er de seks liv ikke glemt. Kridhvide granitskærver danner bunden for gravstedet, som er om kranset af et lavt, kulsort jernhegn. Gravstenen er omkranset af grønne buske og træer, som danner en lille lund.

Krigergravstilsynsførende Leif Larsen er ved graven for at skære buskene ned og male de sorte bogstaver op på stenen. I 15 år har han været med til at passe grave på Sundevedsiden og på Als.

- Det er en vigtig opgave at vedligeholde gravene. Vi har valgt at bevare dem, så skal de også se ordentlige ud. Det har vi pligt til, siger Leif Larsen.

Annonce

Det skal være i orden

Det er Forsvarets Krigergravstilsyn, som opgaven ligger under, og pengene til vedligehold kommer fra Forsvaret. Leif Larsen holder øje med seks grave på Sundevedsiden og 18 grave på Alssiden. Han får hjælp af en håndfuld andre til selve arbejdet på gravene.

Graven ved Øster Sottrup tager ham en uges tid at gøre klar.

- Dem langs vejene lægger vi meget vægt på, for det er dem, folk kommer forbi. Men de skal selvfølgelig alle sammen være i orden, siger Leif Larsen.


Det er enestående og fantastisk uden lige at landmændene sørger for det

Leif Larsen, tilsynsførende


Krigergravstilsynet står for de danske grave i Danmark og Tyskland, mens det tyske Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge fører tilsyn med de tyske grave i Danmark. Krigergravstilsynet er også en del af Det Trinationale Krigergravssamarbejde, hvor man mødes hvert andet år på skift i Danmark, Tyskland og Østrig for at vedligeholde krigergrave. Næste gang er i 2021 i Tyskland.

Annonce

550 minder i Sønderborg

På Als og Sundeved er der over 550 mindestene og grave hovedsageligt fra første og anden slesvigske krig. Grave på marker er landsmandens opgave. På Kær er der en del grave fra slaget den 29. juni 1864.

- Når vi hvert år den 29. juni er ude og lægge kranse, så står alle gravene i tip top stand, selvom de står midt ude i en mark. Det er enestående og fantastisk uden lige at landmændene sørger for det, siger Leif Larsen, mens han arbejder videre med gravstedet i Øster Sottrup.

Med militær præcision maler han bogstaverne op på stenen med sort maling. Før var teksten lidt falmet, nu står der med kulsorte bogstaver:

"Dødens Fred forener, hvad Livets Kampe adskiller".

Buskene omkring gravstedet var vokset op, og nu bliver de skåret ned i højden. Foto: André Thorup
Pengene til arbejdsredskaber og maling kommer fra Forsvaret. Foto: André Thorup
Forsvarets Krigergravstilsyn opstod i 1880'erne, da en oberst tog initiativ til en landsdækkende indsamling af midler til sikring af mindesmærker fra de slesvigske krige. Foto: André Thorup

Gravene fra 1864

Et hædrende, officielt, dansk monument for de faldne i 1864-krigen er der aldrig blevet rejst. Efter 1864 var det private midler, som sørgede for pleje af gravene. Efter 1869 blev der sat statslige midler af til vedligehold. Omkring 1883 opstod Krigergravstilsynet under Forsvaret.

Der er i dag en tilsynsførende for de danske grave i Sønderborg, en i Nordjylland, og tre syd for grænsen.

Hvis man vil have kontakt til Krigergravstilsynet angående en grav, så kan man kontakte Hjemmeværnsditrikt Syd- og Sønderjylland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Budskabet er forstået – vistnok

Annonce