Annonce
Sport

En lunken præstation: De danske håndboldkvinder vandt,  men der er rigeligt at snakke om

Althea Reinhardt, Line Haugsted og resten af de danske håndboldkvinder vandt torsdag aften med fem må over Østrig, men præstationen lod meget tilbage at ønske. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
To point er to point, men spillemæssigt blev det bestemt aldrig det store sus, da Danmark vandt 27-22 over Østrig i den første kamp i EM-kvalifikationen. Målvogter Althea Reinhardt, Mie Højlund og unge Emma Friis var de mest iøjnefaldende.

Det gik helt som forventet.

Danmark vandt torsdagens landskamp mod Østrig, da de to nationer indledte kvalifikationen til næste års EM-slutrunde i Montenegro, Slovenien og Nordmakedonien.

Det blev til en sejr på 27-22.

Annonce

Spillemæssigt var præstationen dog alt andet end sprudlende, så et godt gæt er nok, at de kommende dage skal bruges på en grundig evaluering af indsatsen.

Det er i hvert fald helt sikkert, at Danmark kan spille meget bedre. Det viste kvinderne tilbage i december, hvor det blev til en plads i EM-semifinalen.

Men de to point er selvfølgelig gode nok, så den vej rundt fik Danmark en fin åbning på kvalikationsturneringen, hvor puljen også består af Rumænien og Færøerne.

Ikke ret godt

De danske spillere kunne slet ikke få tingene til at fungere i kampens indledning. De virkede nervøse, men det er jo altså også ved at være lang tid siden, at de senest har spillet en landskamp med tilskuere.

Dårlig timing, elendige afleveringer og afslutninger ude saft og kraft.

Det var altså ikke ret godt at se på, og derfor var der ikke noget at sige til, at landstræner Jesper Jensen allerede valgte at tage en timeout efter 10 minutters spil.

På det tidspunkt førte upåagtede Østrig med 4-2.

Hvem havde lige set den komme?

Alle havde jo forventet, at Østrig ville blive en ekspeditionssag, og det trak det faktisk også op til, da danskerne anført af Anne Mette Hansen og målvogter Althea Reinhardt lidt senere begyndte at spille på et bare nogenlunde anstændigt niveau.

Annonce

Helt skævt

Line Haugsted skaffede Danmark den første føring, da hun huggede bolden ind fra stor afstand - og godt midtvejs i første halvleg blev det endnu bedre, da Trine Østergaard, der ellers havde indledt kampen med at brænde et par gevaldige chancer, sørgede for en føring på 10-7.

Det blev også plus fire til Danmark, inden tingene igen begyndte at gå helt skævt - og så fik Østrig faktisk lov til at lukke de første 30 minutter med tre mål på stribe. Det var der bare overhovedet ingen grund til, men det fortæller alt om en meget bleg og ujævn dansk præstation i første halvleg.

Det kunne sådan set kun gå fremad - og det gjorde det.

Danmark fortsatte godt nok med at brænde rigeligt med chancer, men der blev nu også lavet mange fine ting rent angrebsmæssigt. Mie Højlund buldrede igennem, og unge Emma Friis var sikker i sine afslutninger fra banen.

Annonce

Sværere og sværere

I banens modsatte ende lukkede forsvaret og Reinhardt helt af for Østrig, der fik sværere og sværere ved at finde brugbare løsninger. Kræfterne slap op, mens danskerne kunne skifte ud.

Så underholdningsværdien og stemningen steg i Forum Horsens, hvor bølgen rullede, da Danmark fik bragt sig foran med fem mål. I den periode burde danskerne have lukket kampen endegyldigt, men igen kneb det med at holde niveau over en længere periode.

Det skal der arbejdes på.

Østrig formåede dog ikke sådan for alvor at skabe spænding i slutfasen - og så fik Danmark altså de to point og den forventede sejr i den første kamp i EM-kvalifikationen.

Annonce

Tur til Færøerne

Lørdag sætter anfører Sandra Toft, der inden kampen mod Østrig blev kåret til årets kvindelige landsholdsspiller, og resten af de danske håndboldkvinder så kursen mod Thorshavn, hvor der søndag sidst på eftermiddag er en overkommelig EM-kvalkamp mod Færøerne på programmet - og allerede mandag skal spillerne så være tilbage i deres respektive klubber.

Kvindelandsholdet mødes igen den 22. november, hvor forberedelserne til VM-slutrunden i Spanien begynder. DHF-sportschef Morten Henriksen arbejder i øjeblikket på to forberedelseskampe på dansk jord.

- Vi arbejder stadig med forskellige muligheder, men det er ikke på plads endnu, siger han.






Annonce
Ribe Esbjerg HH For abonnenter

Hvor er han altså bare vild inde i målet: Søren Rasmussen burde mindst tage fem år mere

Annonce
Annonce
Annonce
Varde For abonnenter

12-årig datter til sin mor: Hvis far stiller op som borgmester igen, flytter jeg hjemmefra

Navne For abonnenter

Efter 20 år som førstemand er det snart slut: - Som borgmester står du forrest, når der er fest - men også når der falder brænde ned

Aabenraa

Efter fund af skader på de 466 nye popler: Planerne for poppelalleen må udskydes

Esbjerg

Stormløb mod berømt mange-millionærs hus: 400 troppede op

DF-hovedbestyrelsesmedlem udfordrer Messerschmidt i formandsvalg

Esbjerg For abonnenter

En hel togkupé undlod at tage mundbindet på mellem Esbjerg og Odense: Nu kalder andre borgere deres opførsel 'svinsk' og kræver reglerne overholdt

KIF Fodbold

Vejle viste stor effektivitet og vandt 5-1: Kolding er på vej ud af pokalen

Kolding

Voldsomme billeder: Op mod 30 brandfolk kæmpede med stor gårdbrand

DF slår revner - er det Fremskridtspartiet om igen?

Haderslev For abonnenter

76-årig blev igen dømt for bombetrusler mod Gram Slot

Aabenraa For abonnenter

Nu kan Susanne kalde sig politiker: Erhvervskvinden skal lære at være tålmodig

Billund

Sæsonens første håndboldskuffelse: Grindsted smed et point væk i København

Annonce