Annonce
Udland

En person dør i trafikken hvert 24. sekund

Hvert 24. sekund dør en person i en trafikulykke, viser WHO. Her er indere i gang med en oplysningskampagne, der skal få flere til at bruge hjelm. (Arkivfoto).

Trafikulykker den hyppigste dødsårsag blandt børn og unge verden over, viser ny rapport fra WHO.

Hvert 24. sekund bliver en person slået ihjel i en trafikulykke et sted i verden. I alt bliver 1,35 millioner mennesker hvert år dræbt i trafikken.

Sådan lyder det i en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der kalder på international handling.

I løbet af tre år er antallet af dræbte steget med 100.000. Trafikulykker er nu den hyppigste årsag til dødsfald blandt børn og unge i alderen fem til 29 år, lyder det fra WHO.

- Disse dødsfald er en uacceptabel pris at betale for mobilitet, siger WHO-chefen Tedros Adhanom Ghebreyesus i en meddelelse.

- Der er ingen undskyldning for ikke at handle. Det er et problem med dokumenterede løsninger, siger han.

Rapporten fra WHO, der tager en status på trafiksikkerheden, viser, at situationen bliver værre.

I den forrige rapport, der er baseret på data fra 2013, var det samlede antal trafikdræbte vurderet til at være 1,25 millioner årligt. I den nyeste rapport fra 2016 var det steget til omkring 1,35 millioner årligt.

Tager man forbehold for et stigende antal folk og biler på kloden, er dødsraten dog stabiliseret de senere år.

- Det peger på, at nuværende indsatser for trafiksikkerheden i nogle middel- og højindkomstlande har lagt en dæmper på situationen, lyder det fra WHO.

Det skyldes i høj grad bedre lovgivning i forhold til fart, spirituskørsel, sikkerhedsseler, hjelme og ordentlig fastspænding af børn. Desuden peger WHO på, at bedre biler og flere cykelbaner har hjulpet.

Men selv om nogle lande har oppet sig, står det stadig ilde til i mange fattige lande.

Ifølge fredagens rapport har "ikke et eneste lavindkomstland vist en reduktion i det samlede antal døde".

I Danmark mistede 175 mennesker sidste år livet i trafikulykker, viser tal fra Vejdirektoratet. De seneste år har tallet været stabilt.

- I Danmark har vi gjort et rigtig stort arbejde. Inden for de sidste ti år har vi nærmest halveret antallet af dræbte, siger afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.

- Det er selvfølgelig stadig for mange, og man kan sagtens komme længere ned. Men når man sammenligner med andre lande, har vi gjort rigtig mange ting, og nogle af de initiativer kunne man sagtens bruge i udlandet.

Chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik Jesper Sølund fortæller, at sikkerheden ikke altid er med, når fattige lande udbygge infrastruktur.

- Én ting er at lave infrastruktur. Det man ikke gør, er samtidig at sikre sig, at man kan forebygge trafikulykkerne. Det gør vi i Danmark, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce