En person er omkommet i en trafikulykke på Langebro i København.
Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Michael Andersen.
- Vi fik en anmeldelse klokken 00.24 om, at fire biler er stødt sammen i indadgående retning mod København. En person er her afgået ved døden, siger Michael Andersen.
Bilinspektører er lige nu ved at undersøge, hvad der er sket på broen. I den forbindelse er Langebro i øjeblikket spærret for trafik.
Vagtchefen oplyser, at en person er stukket af fra ulykkesstedet, og derfor efterlyser politiet denne person.
Der er endnu ikke oplysninger om, hvorvidt andre er kommet til skade i ulykken, ligesom politiet heller ikke vil udtale sig yderligere om den dræbte.
Hovedstadens Beredskab skriver på Twitter, at der er spildt olie på vejen.
På billeder fra beredskabets Twitter-konto kan man se, at der er mange redningsfolk og ambulancer på stedet.
/ritzau/
Opdatering #Langebro. Mindst 3 biler involveret. En fastklemt patient er ved at blive frigjort. Langebro er spærret undtagen et enkelt spor udadgående. Der er spildt olie over en lang strækning. Vi arbejder sammen med @Politi og @Akutberedskabet
— Hovedstadens Beredskab (@HBeredskab) 22. juli 2019
#Langebro. Skadestedet er overdraget til politiet. #HBeredskab kører tilbage til stationerne. pic.twitter.com/wxHJqhS9bO
— Hovedstadens Beredskab (@HBeredskab) 22. juli 2019