Annonce
Esbjerg

En vandring efter lyde og helt uden ord

- Hele tanken med mit arbejde er, at man lærer at lytte åbent. I dag lærer vi vores sanser at fokusere, at okmme til kernen og komme meget tæt på i sine undersøgelser. Men jeg er faktisk ude i, at vi skal aflære de ting igen. Vi skal træne bare at være åbne over for lydene. At undre os, siger Simon Voigt, der her står i den grønne jakke som nummer to fra højre. Foto: John Randeris
Syv friske deltager tog på en helt speciel lydvandring rundt i Ribe lørdag morgen. Lydvandringer renser øret for al den støj, vi omgiver os med, og så kan man opleve sine vante oplevelser på en ganske anderledes måde.

RIBE: De står i en rundkreds på græsset mellem åen og banegården. Tåge og dis pakker Ribe ind i en særlig stille boble her lørdag morgen klokken ni, hvor turen begynder.

Syv kvinder har tilmeldt sig en lydvandring gennem Ribes gader, hvor de skal opleve byen, som de kender så godt, på en helt ny måde. Gennem ørerne. Åbne ører. For det handler om at give slip, både på de andre sanser og på vores normale sortering i det, vi hører, og åbne sig op for nye lyde.

- Der er nogle lyde, der er konstante. Prøv at find den lyd, der er længst væk fra jer lige nu. Og skift nu over til at finde en lyd helt tæt på jeres egen krop. Hvad er det for en lyd, jeg selv laver? Det hele er bølgevibrationer, siger Simon Voigt, som står i cirklen og gør deltagerne klar til det, de nu skal ud at opleve.

- Prøv at slippe jeres indre kommentator, som forholder sig til lydene og vælger blandt dem, og giv jer i stedte hen til den bløde lytten. Den, som ser det hele lidt udefra, siger han.

Simon Voigt er musiker og står bag virksomheden Ørenlyd, der som én blandt mange ting arrangerer lydvandringer. Sammen med litteraten Søren Christensen står han for dagens tur, som skal nulstille en af de sanser, som vi overbelaster meget i det daglige, men sjældent giver så meget opmærksomhed: Høresansen.

Annonce

Lydvandring i Esbjerg i dag

Simon Voigt og Søren Kristensen bor begge på Fanø. Simon Voigt er musiker og driver virksomheden Ørenlyd, som man kan læse mere om på hjemmesiden orenlyd.org

Han er optaget af, hvordan lyde og høresansen påvirker vores liv, og hvordan vi kan komme i bedre trivsel ved blandt andet at lære at nulstille ørerne i en larmende verden.

Lydvandringer udspringer af den akustisk-økologiske disciplin, som fik fart i 1960'erne og havde Pauline Olivieros og hendes deep listening-metode som et omdrejningspunkt.

Lydvandringerne er lavet som et pilotprojekt sammen med Kulturaftale Vadehavet, Oticon Fonden, Kulturelt Samråd Fanø og Dansk Musikerforbund.

Der er stadig to lydvandringer, man kan deltage i. Den ene foregår i dag, søndag 17. november, fra Jerne Kirke efter dagens gudstjeneste. Præsten deltager også, og man møder bare op uden tilmelding til denne lydvandring.

Sidste lydvandring foregår i Varde søndag 24. november klokken 14. Her tilmelder man sig gennem Varde Museerne.

Den lille gruppe vandrer afsted. Kvinderne må ikke tale sammen, og det skulle synes at være en bedrift, når syv kvinder på nogenlunde samme alder traver ud i Ribes gader i tæt flok, og endda i bedste julegavevindueskigger-tid på året men nej. Alle er indstillede på den nye oplevelse og glider ind i hver deres fornemmelser og sansninger.

Første stop er på brosystemet hen over åen. Simon Voigt siger ikke noget. Han stopper bare op og giver sig til at stå og lytte, og det samme gør de andre i gruppen. Ænderne kommer til og rapper insisterende, men der er ingen brød. En håndværker går forbi flokken og ser lidt bekymret på den helt tavse flok. Det er unormalt at være stille i dagens Danmark.

Efter en stund i ro på broen bevæger flokken sig videre. Hen på Hovedengen, hvor disen ligger tæt mod jorden. Ribe bliver endnu smukkere, når der er tid til at være i nuet og ikke hele tiden snakke sammen.

Kvinderne ser den by, de kender så godt med nye øjne. Eller måske netop ikke med øjnene.

- Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind, læser Søren Christensen op på engen.

Senere på turen skal den gamle salme af Brorson synges og til sidst spilles på fløjte. Hver gang uden at der bliver sagt noget, hverken før eller efter.

Vandmøllen, som må være Ribes kontrafejlyd nummer to næst efter domkirken, får også et lyttestop, og det samme gør en lang række andre steder i byen.

Til sidst taler gruppen om de oplevelser, de har haft undervejs.

- Det var en virkelig interessant tur. Jeg oplevede Ribe på en helt ny måde, og det var noget specielt med den tåge, der gav byen en tættere, tungere klang. Nærmest lidt omfavnende og trygt er dte. Det var dejligt befriende kun at beskæftige sig med én sans, siger Hanne Kjær.

Anne-Grethe Kristensen er enig:

- På Hovedengen hørte jeg nogle lyde af fjern trafik, jeg aldrig har hørt før, selv om jeg er kommet her meget tit. Det var specielt. Og man fik mange oplevelser undervejs, lige fra at en lille pige kom løbende i træsko i gamledage, og til en knallert kom brummende ind og fik os frem i nutiden igen, smiler hun.

- Det var fascinerende, hvordan vi har oplevet lydene meget forskelligt. Nogle har nærmest oplevet dem som musik, andre har været på store eventyrlige rejser med lydene, og nogle er kommet langt ind i sig selv. Det var meget interessant. Selv oplevede jeg - og vist også flere andre - at der var en stor kontrast efter den smukke sang og den metalliske lyd fra stationen, som lød bagefter: "Gå ikke over sporet, der kommer tog". Men det var også en lyd, vi skulle tage ind, siger Hanne Kjær. Foto: John Randeris
Rundt i hele Ribe gik den tavse, lyttende flok, og flere fik blod på tanden med at give plads til lydvandringer og åbenhed over for lyde fremover i deres hverdag. Foto: John Randeris
Foto: John Randeris
Foto: John Randeris
Foto: John Randeris
Foto: John Randeris
Foto: John Randeris
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce