Annonce
Speedway

Endelig en sejr: God grund til smil for Jepsen Jensen og holdkammeraterne

Tidligere i karrieren kørte Michael Jepsen Jensen for Grindsted, men nu er han A-kører i Region Varde. Han kan dog stadig finde rundt på sin gamle hjemmebane, da han blev topscorer med i alt 15 point. Foto: René Lind Gammelmark
Region Varde Elitesport vandt onsdag aften en tæt match i speedwayligaen mod Grindsted, der blev slået med 45-39.

SPEEDWAYLIGAEN: Var det vendepunktet?

De forsvarende mestre fra Region Varde har haft en svær indledning på denne sæson med nederlag i tre ud af fire matcher, men onsdag aften var profilen Michael Jepsen Jensen og holdkammerater tilbage på sejrskurs.

Det blev til en sejr på 45-39 ude over bundholdet Grindsted, der dermed fortsat har deres første sejr til gode, men anført af australske Max Fricke, der i lørdags deltog i grandprixet i Prag og gjorde en virkelig god figur, ydede hjemmeholdet rigtig god modstand.

Region Varde var ganske vist foran med et par point det meste af vejen, men to point er jo ingenting i en speedwaymatch.

I matchens to sidste heats satte udeholdet dog tingene på plads. Rutinerede Mads Korneliussen, der ellers generelt havde en halvsløj aften, vandt heat 13 foran Grindsteds Nikolaj Busk Jakobsen - og i det og altafgørende heat 14 viste Michael Jepsen Jensen sit store potentiale, da han satte Max Fricke på plads.

Jepsen Jensen var ellers toer i det sidste heat, men han kørte forbi Fricke på fornemste vis, og det vakte naturligvis begejstring hos Region Varde-holdleder Steven Andersen.

- Det var jo helt fremragende kørt, så det var godt nok dejligt at se, lød ordene fra den lettede holdleder.

- Selvfølgelig var der pres på os, men jeg mener jo, at vi har holdet til at være med i toppen. Vi har bare lige manglet det sidste, men jeg håber, at denne her sejr var vendepunktet for os.

Hos Region Varde gjorde Mikkel Beck det igen godt. Han stod for 12 point i matchen.

- Men generelt synes jeg egentlig, at vi laver, hvad vi skal, og heldigvis fik vi også Mads (Korneliussen, red.) i gang til sidst, men herfra bestemt også stor ros til til Grindsted. Det var en god match, hvor de gav os kamp til stregen.

Allerede fredag skal Region Varde i aktion igen, når fynske Fjelsted kommer på besøg på Varde Motor Arena i Outrup.

- Nu fik vi gjort lidt god reklame for den match, så vi håber selvfølgelig at rigtig mange har lyst til at komme ud at støtte os, sagde Steven Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce