Annonce
Esbjerg

Endelig kan øllet flyde på Horns Rev: - I dag flager vi for de brune værtshuse og ikke for dronningen

For værtshusejer Dorthe Jepsen er genåbningen længe ventet, og hun er allerede gået igang med at lægge øllene på køl. Nu kan de loyale stamkunder endelig vende "hjem" til Horns Rev. Arkivfoto: Mark Hede 
Det bliver en stor dag, når værtshuset Horns Rev fra på onsdag igen kan få lov til at holde åbent efter måneders nedlukning. Kromutter Dorthe Jepsen kalder perioden for den hårdeste i sit liv, og hun har gjort meget ud af at holde kontakt til flere af de tørstende stamkunder.

ESBJERG: Det er næsten umuligt for værtshusejer Dorthe Jepsen at skjule sin lykkerus, da avisen fanger hende over telefonen fredag morgen.

Med den nye plan for genåbningen af Danmark ser det nemlig ud til, at også værtshusene fra på onsdag endelig igen får lov til at åbne. Og dermed afsluttes den hårdeste periode i hendes lange liv med det brune værtshus Horns Rev i Strandbygade.

- Det er en fantastisk dag, og jeg er sikker på at de mange flag rundt omkring i byen er til ære for værtshusene og ikke for dronningen. Jeg er allerede gået i gang med at gøre rent og lægge øllet på køl, så vi er helt klar til på onsdag. Det betyder alt det her, siger hun.

Annonce


Mange af dem har været alene og savnet det usigeligt. De har ikke haft et sted at tage hen, så det er dem, der skal være plads til. Men det er klart, det bliver også hårdt arbejde. Der er meget af det forsømte, der skal indhentes

Dorthe Jepsen, medejer af Horns Rev


Dorthe Jepsen lægger ikke skjul på, at den fire måneder lange nedlukning har haft store konsekvenser for både hende og de mange loyale stamkunder på beverdingen.

- Jeg har været helt kørt i nul, og både økonomisk og mentalt har jeg været meget hårdt ramt. Det samme har vores fantastiske kunder. Jeg har haft kontakt med mange af dem gennem nedlukningen, og de har været helt desperate for at vende tilbage til deres andet hjem. De står nok allerede og hopper som Meyer fra Huset på Christianshavn. Så det bliver en stor dag.

Meget skal indhentes

Af samme årsag har Dorthe Jepsen og Horns Rev valgt ikke at reklamere alt for meget med den lykkelige genåbning på onsdag.

De er først og fremmest til for stamkunderne, siger hun.

- Mange af dem har været alene og savnet det usigeligt. De har ikke haft et sted at tage hen, så det er dem, der skal være plads til. Men det er klart, det bliver også hårdt arbejde. Der er meget af det forsømte, der skal indhentes, siger Dorthe Jepsen, der nu skal bruge lidt tid på at sætte sig ind i reglerne og få alle detaljerne på plads.

- Det skal nok gå det hele. Vi skal lige se, hvad reglerne om bordbestilling betyder for os, men vi forventer helt klart at åbne allerede onsdag. Vi er så privilegerede, at vi også har en gårdhave, så vi har plads til en del kunder. Så jeg summer nærmest af lykke. Endelig, siger Dorthe Jepsen fra Horns Rev.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce