Nørre Nebel: Onsdag middag fik en familie på seks personer, der har holdt ferie på Seawest siden mandag i sidste uge, bekræftet, at fire er smittet med corona.
Umiddelbart inden havde salg- og marketingchef Kent Lodberg meldt ud, at der ikke var flere smittede – fordi der endnu ikke var kommet svar.
Sagen kort
- Tre personer i en familie på otte, der havde været på ferie i Seawest i seks dage, fik søndag konstateret corona.
- Seawest skrev ud til samtlige 370 familier, der har været i centret samtidig.
- Der er i øjeblikket 1200-1300 mennesker i Seawest, hvor alt er booket.
- Onsdag middag blev fire personer i en familie på seks personer, der også har været i centret siden mandag i sidste uge, konstateret smittet med corona.
- Vi fik at vide tirsdag aften, at familien havde symptomer, men resultatet af deres test forelå ikke endnu, og vi kan ikke melde noget ud, før det er dokumenteret, siger Kent Lodberg.
Alle får besked og en opfordring om at blive testet
Medarbejderne på Seawest er nu i fuld gang med at spore samtlige familier, der har været i centret i tidsrummet fra sidste mandag til sent i aftes, for at give dem besked om smitterisikoen og en opfordring til at lade sig teste.
- Vi tager det seriøst, og vi tager det også mere seriøst, fordi den her familie er kommet i centret, efter at de har fået symptomer på corona, siger Kent Lodberg.
Han har talt med familien, der fortæller, at faren i familien fik symptomer i fredags.
Familien slog det først hen
- Men de slog det hen og tænkte, det var en sommerforkølelse, fordi de havde været ved stranden, siger Kent Lodberg.
Mandag fik også familiens mor kraftige symptomer. Men den 16-årige datter og hendes veninde havde ikke symptomer og kom stadig i centerbygningen.
- Vi blev først gjort opmærksom på det tirsdag aften, i forbindelse med at de ville rejse hjem før tid og opsøgte vores medarbejdere for at høre, om de bare kunne køre, eller om de skulle gøre noget særligt på grund af corona-mistanken, siger Kent Lodberg.
Smittet i Seawest?
Familien, hvor tre blev testet positiv søndag, var blevet smittet via en datters deltagelse i en fest i København. Familien, der nu er smittet, havde været på Seawest de seneste ni dage.
Betyder det ikke, at de nye tilfælde er blevet smittet under ferien i Seawest?
- Det kan man ikke sige. Familien har haft besøg, mens den var på ferie i Seawest, og faderen fik symptomer allerede fredag, fire dage efter de kom, så han kan have været smittet inden – og de kan være blevet smittet så mange andre steder. Ved iskiosken, ved stranden.
Nu har vi jo ikke hørt om corona-tilfælde andre steder i området?
- Nej, men man kan ikke vide, hvor smitten er kommet fra. Det undersøger myndighederne. Imens sætter vi ekstra ekstra fokus på vores rengøring og sørger for, at folk holder afstand, siger Kent Lodberg.