Annonce
Kolding

Endnu en imponerende indsats: Karina og Thomas reddede Marianne fra døden

Karina Søeberg arbejder til daglig som socialsygeplejerske i Kolding Kommune. Ved kulturnatten sidste år var hun med til at yde livreddende førstehjælp, da Marianne Andersen faldt om med hjertestop. Hun er dermed en af de indstillede til titlen som årets hjerteredder. Arkivfoto: Ludvig Dittmann.

Hjerteforeningen hædrer fredag 58 borgere, som har ydet en ekstraordinær indsats, og reddet medborgere, der har fået hjertestop. I indstillingerne beskriver de implicerede parter den dramatiske oplevelse. Her er det 51-årige Marianne Andersen fra Kolding, som under kulturnatten fik hjertestop og fik førstehjælp af Thomas Andersen, København, og Karina Søeberg, socialsygeplejerske i Kolding Kommune: Indstillingen fra Marianne Andersen lyder sådan her:

Jeg faldt om med en blodprop i hjertet og efterfølgende hjertestop. Jeg bor i Kolding og arbejder som skolesekretær på Brændkjærskolen i Kolding. Efter arbejde fredag den 26. august 2016 kører jeg i banken med penge for skolen, og herefter går jeg til gågaden. Jeg går ind i butikken Papirlageret, Søndergade i Kolding, hvor jeg skal købe manilla-mærker. Jeg spørger en ekspedient, hvad de har af manilla-mærker, og hun viser mig stativet med mærkerne.

Jeg rækker ud efter nogle mærker og falder så om og slår baghovedet i gulvet. Forretningsindehaveren løber ind i nabobutikken for at spørge, om de har en hjertestarter. Det har de ikke. En anden ansat ringer 1-1-2 for at tilkalde en ambulance. Den tredje ansatte, som var ved at ekspedere mig, bliver hos mig.

Thomas Neumann arbejder for Danmarks Naturfredningsforening og arbejder til daglig i København. I anledning af kulturnatten er han i Kolding, hvor Danmarks Naturfredningsforening har en bod. Thomas løber ind i butikken for at hjælpe mig. Da han kommer ind i butikken, ser han, jeg er svedig og ligger med åbne øjne, og der er puls. Han lægger mig i aflåst sideleje og mærker igen efter puls, som nu er forsvundet.

Thomas ved, at så er reglen hjertemassage, og han går i gang med hjertemassage og mund til mund.

Forretningsindehaveren løber op for enden af gågaden, så han kan hjælpe ambulancen hurtigst muligt på vej. Gågaden er nemlig denne dag fyldt med forskellige boder i anledning af kulturnatten.

Folk ude på Søndergade snakker om, at der er hjertestop, og da Karina hører to damer snakke om det, beder hun dem vise hende, hvor jeg ligger.

Karina Søeberg, der er socialsygeplejerske hos Kolding kommune, kommer ind og hjælper Thomas. Hun er nede i byen sammen med sin mand og datter i anledning af kulturnatten.

Da Karina kommer til, er Thomas i gang med at give mig hjertemassage. Han snakker indimellem til mig, fordi jeg har denne snorkende vejrtrækning, som ofte ses ved hjertestop, og han hører, om jeg er til stede.

Karina overtager hjertemassagen for at give Thomas en pause, og hun beder det øvrige personale løbe ned på Regnbuen (et værested for aktive stofmisbrugere), fordi hun ved, at der hænger en hjertestarter på deres væg ved parkeringspladsen. Karina tror, at de løber efter den, men fornemmer også, at de er meget chokerede, så hun er bange for, at de ikke kan finde hen til Regnbuen. Karinas mand og datter venter udenfor. Thomas og Karina skiftes til at give mig hjertemassage. Det vigtigste er (har Karina fortalt efterfølgende) at de bliver ved med at have kræfter til at give mig god hjertemassage.

Da ambulancen ret hurtigt ankommer, fortsætter de med hjertemassage, alt imens ambulancefolkene påsætter hjertestarteren. Thomas og Karina er med, da jeg får det første stød, men derefter fortrækker de også ud på gaden.

Ambulancefolkene fortsætter hjertemassagen, og jeg får 5 stød fra hjertestarteren. Jeg har været død i 15 minutter (fortalt af Thomas). Da jeg bliver kørt ud i ambulancen, får Thomas at vide, at jeg er i live igen.

Jeg bliver nu kørt til Odense Sygehus, hvor jeg får en ballonudvidelse. Tilbage efter denne operation, opdager de, at det bløder i mit baghoved. Jeg bliver kørt tilbage til undersøgelse, men heldigvis er der ikke sket nogle skader med hovedet.

Jeg bliver lagt i koma i ca. 1½ døgn, og efter 4 dage bliver jeg overført til Kolding Sygehus, der fortsætter min behandling.

Jeg har ikke selv nogen erindring fra de første 5-6 dage efter blodproppen og hjertestoppet. Jeg kan hverken huske, jeg faldt om, jeg blev kørt til sygehuset, hvad jeg har sagt eller at min familie besøgte mig. Beskrivelsen er derfor skrevet ud fra udtalelser fra de ansatte hos Papirlageret og Thomas og Karina.

Efter ca. 14 dage bliver jeg kørt tilbage til Odense Sygehus, hvor jeg får endnu en ballonudvidelse og en ICD indopereret.

Den reddede:

51-årige Marianne Andersen, Kolding

I dag har jeg det godt igen. Jeg er på vej tilbage og er startet med genoptræning den 22. november 2016. Jeg arbejder p.t. 3 dage om ugen og 3 ½ time pr. dag.

Min medicin bliver løbende reguleret, men jeg har som følge af Thomas' og Karinas hurtige indsats ingen synlige men. Sygehuset har sagt, at det er deres indsats, der reddede mig.

Så jeg føler mig usædvanlig heldig, at de var til stede, da det skete. Og jeg vil være dem evigt taknemmelige for, at de reddede mit liv. Thomas og Karina mener, de "bare" gjorde, hvad man skal gøre. Men for mig er det ikke "bare", de er virkelig to fantastiske mennesker og årsagen til, at jeg er her i dag.

De har fortjent at blive Årets hjertereddere.

Aftalen med Thomas er, at vi mødes til næste års kulturdag/nat i Kolding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce