Annonce
Kolding

Endnu en imponerende indsats: Karina og Thomas reddede Marianne fra døden

Karina Søeberg arbejder til daglig som socialsygeplejerske i Kolding Kommune. Ved kulturnatten sidste år var hun med til at yde livreddende førstehjælp, da Marianne Andersen faldt om med hjertestop. Hun er dermed en af de indstillede til titlen som årets hjerteredder. Arkivfoto: Ludvig Dittmann.

Hjerteforeningen hædrer fredag 58 borgere, som har ydet en ekstraordinær indsats, og reddet medborgere, der har fået hjertestop. I indstillingerne beskriver de implicerede parter den dramatiske oplevelse. Her er det 51-årige Marianne Andersen fra Kolding, som under kulturnatten fik hjertestop og fik førstehjælp af Thomas Andersen, København, og Karina Søeberg, socialsygeplejerske i Kolding Kommune: Indstillingen fra Marianne Andersen lyder sådan her:

Jeg faldt om med en blodprop i hjertet og efterfølgende hjertestop. Jeg bor i Kolding og arbejder som skolesekretær på Brændkjærskolen i Kolding. Efter arbejde fredag den 26. august 2016 kører jeg i banken med penge for skolen, og herefter går jeg til gågaden. Jeg går ind i butikken Papirlageret, Søndergade i Kolding, hvor jeg skal købe manilla-mærker. Jeg spørger en ekspedient, hvad de har af manilla-mærker, og hun viser mig stativet med mærkerne.

Jeg rækker ud efter nogle mærker og falder så om og slår baghovedet i gulvet. Forretningsindehaveren løber ind i nabobutikken for at spørge, om de har en hjertestarter. Det har de ikke. En anden ansat ringer 1-1-2 for at tilkalde en ambulance. Den tredje ansatte, som var ved at ekspedere mig, bliver hos mig.

Thomas Neumann arbejder for Danmarks Naturfredningsforening og arbejder til daglig i København. I anledning af kulturnatten er han i Kolding, hvor Danmarks Naturfredningsforening har en bod. Thomas løber ind i butikken for at hjælpe mig. Da han kommer ind i butikken, ser han, jeg er svedig og ligger med åbne øjne, og der er puls. Han lægger mig i aflåst sideleje og mærker igen efter puls, som nu er forsvundet.

Thomas ved, at så er reglen hjertemassage, og han går i gang med hjertemassage og mund til mund.

Forretningsindehaveren løber op for enden af gågaden, så han kan hjælpe ambulancen hurtigst muligt på vej. Gågaden er nemlig denne dag fyldt med forskellige boder i anledning af kulturnatten.

Folk ude på Søndergade snakker om, at der er hjertestop, og da Karina hører to damer snakke om det, beder hun dem vise hende, hvor jeg ligger.

Karina Søeberg, der er socialsygeplejerske hos Kolding kommune, kommer ind og hjælper Thomas. Hun er nede i byen sammen med sin mand og datter i anledning af kulturnatten.

Da Karina kommer til, er Thomas i gang med at give mig hjertemassage. Han snakker indimellem til mig, fordi jeg har denne snorkende vejrtrækning, som ofte ses ved hjertestop, og han hører, om jeg er til stede.

Karina overtager hjertemassagen for at give Thomas en pause, og hun beder det øvrige personale løbe ned på Regnbuen (et værested for aktive stofmisbrugere), fordi hun ved, at der hænger en hjertestarter på deres væg ved parkeringspladsen. Karina tror, at de løber efter den, men fornemmer også, at de er meget chokerede, så hun er bange for, at de ikke kan finde hen til Regnbuen. Karinas mand og datter venter udenfor. Thomas og Karina skiftes til at give mig hjertemassage. Det vigtigste er (har Karina fortalt efterfølgende) at de bliver ved med at have kræfter til at give mig god hjertemassage.

Da ambulancen ret hurtigt ankommer, fortsætter de med hjertemassage, alt imens ambulancefolkene påsætter hjertestarteren. Thomas og Karina er med, da jeg får det første stød, men derefter fortrækker de også ud på gaden.

Ambulancefolkene fortsætter hjertemassagen, og jeg får 5 stød fra hjertestarteren. Jeg har været død i 15 minutter (fortalt af Thomas). Da jeg bliver kørt ud i ambulancen, får Thomas at vide, at jeg er i live igen.

Jeg bliver nu kørt til Odense Sygehus, hvor jeg får en ballonudvidelse. Tilbage efter denne operation, opdager de, at det bløder i mit baghoved. Jeg bliver kørt tilbage til undersøgelse, men heldigvis er der ikke sket nogle skader med hovedet.

Jeg bliver lagt i koma i ca. 1½ døgn, og efter 4 dage bliver jeg overført til Kolding Sygehus, der fortsætter min behandling.

Jeg har ikke selv nogen erindring fra de første 5-6 dage efter blodproppen og hjertestoppet. Jeg kan hverken huske, jeg faldt om, jeg blev kørt til sygehuset, hvad jeg har sagt eller at min familie besøgte mig. Beskrivelsen er derfor skrevet ud fra udtalelser fra de ansatte hos Papirlageret og Thomas og Karina.

Efter ca. 14 dage bliver jeg kørt tilbage til Odense Sygehus, hvor jeg får endnu en ballonudvidelse og en ICD indopereret.

Den reddede:

51-årige Marianne Andersen, Kolding

I dag har jeg det godt igen. Jeg er på vej tilbage og er startet med genoptræning den 22. november 2016. Jeg arbejder p.t. 3 dage om ugen og 3 ½ time pr. dag.

Min medicin bliver løbende reguleret, men jeg har som følge af Thomas' og Karinas hurtige indsats ingen synlige men. Sygehuset har sagt, at det er deres indsats, der reddede mig.

Så jeg føler mig usædvanlig heldig, at de var til stede, da det skete. Og jeg vil være dem evigt taknemmelige for, at de reddede mit liv. Thomas og Karina mener, de "bare" gjorde, hvad man skal gøre. Men for mig er det ikke "bare", de er virkelig to fantastiske mennesker og årsagen til, at jeg er her i dag.

De har fortjent at blive Årets hjertereddere.

Aftalen med Thomas er, at vi mødes til næste års kulturdag/nat i Kolding.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Bramming samler ind til Knæk Cancer

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce