Annonce
Varde

Endnu en lille pram hvor kommunen ender

Bent Poulsen er en engageret formand for V6 Venner, der ejer de gaf-pramme, alle museets gæster frit kan bruge. Bag ham museumsinspektør Tine Lorange. Foto: Chresten Bergh
Varde Kommunes nordvestligste bastion har en egen forståelse af sig selv og sin fortid som den mindre og mere afslappede udgave af Skagen. Set fra en flad robåd på fjorden lyder det meget rigtigt.

Nymindegab: Lørdag indviede og navngav Nymindegab endnu en gaf-pram.

En gaf-pram er bare en robåd med flad bund, men her ved kommunens nordvestlige grænse, med udsigt over Ringkøbing Fjord og Tipperne, har alt med lokal historie en særlig plads.

Så indvielsen betød naturligvis at al gennemkørende trafik på den eneste vej videre mod Hvide Sande blev spærret af, så længe som det nu tog de frivillige snedkere fra Nymindegab Museum at trække ”Gerda” ned til søsætning ved Esehusene.

- Det er den fjerde gaf-pram, opkaldt efter tømrermester Larsens anden datter. Den første hedder Anna efter hans kone, den anden er opkaldt efter Niels selv og den tredje efter hans første datter, Nora, siger Tine Lorange.

Annonce

Æ Gaf

  • Nymindegabs vestjyske navn er æ gaf.
  • Siden 2009 har frivillige ved Nymindegab Museum bygget kopier af tømrer Larsens pramme, de såkaldte gaf-pramme, der har været brugt på Ringkøbing Fjord og er opkaldt efter Nymindegabs vestjyske navn æ gaf.
  • Museets gaf-pramme er fortøjet ved den lille Vesterhavn med de små sorte fiskerhytter ved Nyminde Strøm.
  • Nymindestrøm stod tidligere i forbindelse med Vesterhavet, før der blev bygget sluse ved Hvide Sande og dæmning ved Nymindegab.
  • De frivillige har nu bygget fire gaffer, men den nyeste, Gerda, er solgt. Det første badehus, de frivillige har bygget, er også solgt.
  • Formålet er at have et arbejdende tømrerværksted på museet, så når tingene ikke kan bruges af museet, bliver de solgt.

Ti pensionister og et værksted

Hun er museumsinspektør på Nymindegab Museum, hvor Niels Larsens lille hus og værksted i dag indgår. Det er her den tidligere Blaabjerg Kommunes tidligere borgmester Bent Poulsen og ni andre pensionister med ham mødes hver torsdag eftermiddag og bygger.

Lige nu sidder han bag årerne og fragter os rundt på fjorden.

Her er smukt.

Og deroppe på klitterne, især dem bag hotellet, ligger de sommerhuse, der trak velhavende københavnere til området fra 1870’erne frem til første-anden verdenskrig. Sammen med dem kom kunsterne, mest kendt og først til at opdage denne uspolerede plet var Laurits Tuxen, det store navn i museets malerisamling.

Fjorden og museet

- En gaf-pram er bare en fladbundet robåd. Det er det vestjyske navn for den, siger Bent Poulsen.

Han har boet herude siden halvfjerdserne. Han er en af dem, der trækker i trådene. Som formand for V6, foreningen der ejer kutteren ved det lille fiskersted, og de tre gaf-pramme, han selv har været med til at bygge – og som medstifter af det lokale græsningslaug herude.

- Når man løser billet til museet, kan man få koden til boksen derhenne, med årer og redningsveste, og så kan man bare ro sig en tur. Det er der flere, og flere der gør, siger han.

Redningsveste og årer er i den store boks, mueumsgæsterne får koden til. Foto: Chresten Bergh

Den tyske teenager og branden

Han og Tine Lorange udpeger sommerhuse deroppe på klitten. Og fortæller især om den perle, der brændte ned under anden verdenskrig. Maler Kristensens villa var blevet eksproprieret af tyskerne og husede en kommandant og hans familie. Historien vil vide, at teenagedatteren var som den slags er, så hun stod og røg ud af karnapvindet under taget, da forældrene kom hjem. I panik kastede hun cigaretten ud af vinduet, og resten er historie.

I øvrigt er de fleste af de statelige huse stadig ejet af de oprindelige københavnerfamilier. Om end tiderne med åbent vand mellem Nymindegab og vejen videre mod Hvide Sande, hvor de blev roet over af krofatter, er slut.

V6 i baggrunden er en gammel lokal fiskekutter. Nu ejet af foreningen V6, der en gang om måneden i sommersæsonen sejler ud med medlemmerne. Foto: Chresten Bergh

De rige og de fattige

Det samme er de badehuse, de velhavende familier fik rejst ved stranden. Dem vil museumssnedkerne også gerne bygge.

Badehusene skal fuldende det idylliske tidsbillede ved fjorden, hvor de samtidig vil illustrere det enorme skel mellem de tilrejsende velhavere og kunstnere, og de lokale fiskere og esepiger, der i tre måneder i døgndrift knoklede på fra de lave esehuse, hvor pigerne satte agn og orm på lange liner, hvor nogle fiskede sild til agn og hvor de store både med seks roere læssede og lossede liner og fangster.

En gaf-pram er en robåd med flad bånd. Der ligger tre ved esehusene i Nymindegab. Foto: Chresten Bergh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce