Annonce
forside

Endnu engang besparelser

Frustration, tankevækkende og chokerende at man endnu engang har et stort ønske om at spare på specialskolerne. Det er ærgerligt, og det er vores svageste, der bliver taget som gidsel i sagerne. Socialdemokratiet ønsker ikke besparelser på 3,8 millioner kroner, som får kæmpe konsekvenser i forhold til de handicappede børn på specialskolerne og deres forældre. Det er ikke i orden.

Desuden er Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten enige - men Venstre lader den nu gå til byrådet, hvor de kan samle et absolut flertal. Ærgerligt.

Det her drejer sig om specialskolerne og børn med et handicap samt deres forældre, som nu får et liv som er sværere end i forvejen, og de har det altså svært allerede nu - hvis nogen ville komme med den bemærkning. Fakta er bare, at vi i vores kommune henover de sidste mange år har sparet utrolig mange ressourcer på handicapområdet, og det kan vi ikke blive ved med.

Det skaber både bekymring hos de handicappede og specialskolerne, men også hos forældrene til de børn, der rammes. Derudover er det en gevaldig forringelse af kvaliteten både for børn men også skolerne.

Vi arbejder med "Borgerens centrum" i Kolding Kommune - men alligevel glemmer Venstre at sætte borgeren i centrum, når det gælder de mest svage. Ærgerligt.

Jeg er ellers tilhænger af, at vi i Kolding Kommune kendes på at tage os af de svageste borgere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Marcus Knuth er en gemen mandattyv

Marcus Knuth blev onsdag De Konservatives nye udlændingeordfører samt integrations- og indfødsretsordfører. Det er der bestemt ingen grund til at ønske tillykke med. Den politiske belønning er nemlig aldeles ufortjent. Naturligvis er det fuldstændig legitimt, hvis Marcus Knuth ikke længere har følt sig hjemme i Venstre og derfor skifter til De Konservative. Til gengæld er det målt med moralske alen helt utilstedeligt, at politikeren blot fortsætter i Folketinget, som om intet var hændt. Den 5. juni i år sendte vælgerne 43 repræsentanter for Venstre ind i Folketinget. Så vidt vides har der ikke efterfølgende været et nyt valg. Derfor er de 43 mandater fortsat Venstres. Partihop er beklageligvis ikke helt så sjældne i dansk politik. Som regel er mønstret det samme – afhopperne tager deres mandater ind i det nye parti. Opfattelsen af, at politikerne så at sige ejer deres mandat er hinsides enhver sund fornuft. Mandatet tilhører de vælgere, der har udpeget den pågældende. Ved Folketingsvalget satte godt 9500 vælgere deres kryds ved Marcus Knuth. Det gjorde de givetvis i forventning om, at deres tillidsmand på tinge ville arbejde for Venstres dagsorden. Den tillid er nu gjort til skamme. Eneste anstændige beslutning er at forlade sin politiske tillidspost, hvis man af den ene eller anden grund kommer på kollisionskurs med sig parti. Så kan suppleanten nemlig rykke ind og fortsætte arbejdet for den liste, som vælgerne har peget på. Havde Marcus Knuth draget denne rette konsekvens, ville det aftvinge respekt. Det havde herefter stået ham frit for eventuelt at stille op som konservativ kandidat ved næste Folketingsvalg, hvor han måske endda havde haft rimelige muligheder for atter at blive sendt afsted til Christiansborg. I stedet har Marcus Knuth nu slet og ret gjort sig skyldig i gement mandattyveri, hvor han har sat sine egne interesser over vælgernes. Den slags bidrager til en politikerlede, som i dette tilfælde er absolut berettiget.

Annonce