Annonce
Esbjerg

Energinet klar med endelig linjeføring: To store ændringer for elmaster mellem Endrup og grænsen

Energinet har nu fremlagt den endelige linjeføring mellem Endrup og grænsen, der to steder byder på markante ændringer. Arkivfoto
Energinet har nu fastlagt det endelige forslag til linjeføring af den kommende 400 kilovolt forbindelse mellem Endrup og grænsen. To steder er der foretaget markante ændringer af linjeføringen på baggrund af borgerhenvendelser.
Annonce

Ribe: Borgere mellem Ribe og Gredstedbro og borgere ved Øster Gasse kan se frem til markante ændringer i den endelige linjeføring, som Energinet offentligjorde torsdag morgen kl. 9.

Det endelige forslag, der nu sendes til Miljøstyrelsen, er udarbejdet efter at have indhentet forslag og ønsker fra borgerne i projektområdet i flere omgange.

Første gang i september 2019, da det første forslag til linjeføring blev lagt frem. Anden gang, da det justerede forslag blev offentliggjort i januar 2020, og siden det første forslag til linjeføring er antallet af borgere med bolig mindre end 280 meter fra luftledningen reduceret fra 126 til 99.

- Linjeføringen er nu så endelig, som den kan blive. Vi synes, vi har fundet en fornuftig løsning, selv om nogen af beslutningerne selvfølgelig altid kan diskuteres, siger projektleder hos Energinet, Christian Jensen og forklarer, at linjeføringen nu er justeret, så den rammer færrest mulige borgere, hvilket hele tiden har været målet.

På baggrund af bemærkningerne til det justerede forslag har Energinet ændret forslaget til linjeføring to steder.

Se linjeføringen

Annonce

Borgermøder

Ved Øster Gasse flyttes linjeføringen længere mod øst på en godt tre kilometer lang strækning. Herved tages der både hensyn til planerne om at producere medicinsk cannabis øst for Øster Gasse og de borgere i området, som helt fra begyndelsen har ønsket ledningen flyttet over i et område med færre ejendomme, og på en godt fire kilometer lang strækning mellem Ribe og Gredstedbro flyttes linjeføringen ca. 800 meter længere mod øst til et område med færre boliger. Her er også en kabelovergangsstation øst for Ribe Biogas flyttet længere mod nord, og dermed længere væk fra beboere på Koldingvej.

Processen omkring linjeføringen har varet lang tid nu, og den ender med nu at være et område øst for Ribe stort set uden beboere. Det ser logisk ud, men hvorfor har I ikke lagt den der fra begyndelsen?

- Den løsning har vi også talt om tidligere, men vi valgte istedet at følge en nuværende linjeføring af elmaster, der ligger vest i området så meget som muligt, i det det har været et af de principper, vi har fulgt. Det var en løsning i det vestlige område, Esbjerg Kommune bad os om at følge, for dermed ikke at gå ud i et helt nyt område uden tekniske anlæg. Efter de seneste borgerforslag har kommunen dog nævnt, at vi bør lytte til de konstruktive forslag fra borgerne, og derfor synes både kommunen og Energinet, at det rigtige var at rykke linjeføringen længere mod øst. Så vi synes selv, at vi har lyttet til så mange borgerforslag som muligt, siger Christian Jensen.

I løbet af april færdiggør Energinet miljøkonsekvensrapporten med Energinets forslag til linjeføring, hvorefter den sendes til Miljøstyrelsen.

Forventningen er, at anden offentlighedsfase afholdes i efteråret 2020. Her vil der igen blive lejlighed til at kommentere projektet, herunder linjeføringen.

I forbindelse med anden offentlighedsfase inviterer Energinet til borgermøder, og Christian Jensen forventer, at disse bliver afholdt i efteråret 2020.

Udstedelse af landsplandirektiv og VVM-tilladelse for den nye 400 kilovolt forbindelse mellem Endrup og grænsen forventes i første kvartal 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa For abonnenter

Afstandskrav er lempet: Skolerne er klar til næsten normale skoledage

Annonce