Annonce
Sport

Energy vandt for fjerde gang i træk: Effektiviteten var forskellen i intens hockeydyst

Der var fuld skrald på første del af dobbeltopgøret mellem Esbjerg Energy og SønderjyskE. Fredag mødes de igen. Foto: André Thorup

Esbjerg Energy viste glimrende ishockey i overtal og undertal, og det grundlagde en 3-1-sejr over SønderjyskE. Gæsterne fandt skarpheden for sent, men har mulighed for revanche allerede fredag.

Mark Pederson kan være en glad mand. Esbjerg Energy-træner påpegede inden torsdagens kamp mod SønderjyskE, at hans hold skal forbedre over- og undertalsspillet i forhold til første halvdel af sæsonen. Og at hans hold skal være bedre til at holde føringer. Han kan sætte flueben ud for begge dele efter 3-1 over SønderjyskE.

SønderjyskE-træner Mario Simioni kan rynke panden. Hans hold spiller stadig nogenlunde stabilt, men man kan ane nogle udfald i nederlagene til Frederikshavn, Herning og nu Energy.

Torsdag aften var effektiviteten forskellen på de to hold. I en kamp, der slog gnister, var Energy stærk i både overtal og undertal, mens SønderjyskE fik hvæsset kniven for sent og misbrugte for mange chancer.

Esbjerg Energy har de seneste kampe vist, at man er ved at finde rytmen, og det var også hjemmeholdet, der først kom på tavlen. Få sekunder efter en stor SønderjyskE-chance sendte Esbjerg Energys Jesse Mychan pucken mellem Patrick Galbraiths ben.

Energy spillede i undertal i seks af de første 15 minutter, og det tvang hjemmeholdet til at kæmpe ekstra hårdt. Værterne forsvarede sig godt og spillede pucken klogt og fornuftigt rundt, når de fik den, mens SønderjyskE trods insisterende pres og flere chancer ikke lykkedes med at få mål ud af overtal og anstrengelser.

Annonce

Kampen i tal

Esbjerg Energy - SønderjyskE 3-1 (2-0, 0-0, 1-1)1-0 Jesse Mychan (7:33, ass. Jannik Christensen og Brett Bellemore), 2-0 Niklas Andersen (16:32, ass. Jeppe Vinther og Felix Scheel), 2-1 Rasmus Lyø (53:46, ass. Matt Prapavessis og Phil Marinaccio), 3-1 Andreas Grundtvig (59:31)

Udvisninger

Esbjerg Energy: 6x2 min.

SønderjyskE: 4x2 min., 1x5 min., 1x20 min.

Tilskuere

778

Næste kamp

SønderjyskE - Esbjerg Energy

Fredag 14. december klokken 19.30 i Vojens

Høj intensitet

Spillerne gik hårdt til hinanden, og elektriciteten i luften blev udløst intensiteten efter 16 minutter, hvor spillerne røg i totterne på hinanden, og dommerne stangede en håndfuld udvisninger ud.

Esbjerg Energy fik to minutter i powerplay og mulighed for at vise mere effektivitet i overtalsspillet end sin modstander. Den mulighed greb hjemmeholdet, som kun skulle bruge 20 sekunders powerplay på at fordoble føringen.

Trods Energys stærke forsvarsspil kom SønderjyskE frem til flere gode muligheder for at reducere, men udeholdet skal have ryddet ud i risikable afleveringer og fejl. Dem var der for mange af torsdag, og det var tæt på at koste mål.

Velspillende målmand

Begge hold spillede sig i tredje periode til store chancer, og især udeholdet havde flere lange angreb. Det var i et af disse, SønderjyskE langt om længe fik overlistet en ellers uhyre velspillende og sikker Energy-målmand. Rasmus Lyø viste skarphed med knap seks minutter tilbage af kampen.

SønderjyskE sendte i de sidste minutter en markspiller ekstra på banen for at jagte udligningen, men efter en sønderjysk fejl opsnappede Energy pucken og scorede i det tomme mål. Det var afgørelsen.

SønderjyskE får mulighed for revanche allerede fredag, hvor de to hold mødes igen. Det er klokken 19.30 i Vojens. Indtil da kan Mark Pederson være en glad mand, mens Mario Simioni skal trylle noget effektivitet frem.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce