Annonce
Danmark

Engell om kras kritik af Løkke: Krise dybere end i 20 år

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Det er en opsigtsvækkende hård kritik, som Søren Pape Poulsen (K) udtrykker af Venstres formand, lyder det.

Formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, har efter ugers stilhed taget bladet fra munden og delagtiggjort offentligheden i, hvad han mener om Lars Løkke Rasmussens (V) håndtering af den netop overståede valgkamp.

Og det er ikke pænt.

- Det er et svigt, når man dagen før valget siger, at nu har jeg ikke længere det borgerlige Danmark som førsteprioritet. Farvel til det.

- Farvel til mine regeringspartnere. Farvel til VK-samarbejdet. Det hele røg ned i kloakken, siger Søren Pape Poulsen til Berlingske.

Citatet er blot et af mange, hvor Lars Løkke Rasmussen får med grovfilen af den konservative formand.

Det cementerer en yderst alvorlig krise i den borgerlige blok, mener politisk kommentator Hans Engell.

- Det er en særdeles opsigtsvækkende kritik, som Pape kommer med af Løkke. Det er usædvanligt, at han gør det så personligt og så skarpt. For eksempel, når han siger, at Løkke har hældt det hele i kloakken.

- Han siger jo faktisk, at Løkke ikke er De Konservatives statsministerkandidat. Det tegner en borgerlig krise, der er dybere, end vi har set de sidste 20 år.

Der har ellers været ganske stille fra De Konservative om Løkkes håndtering af valgkampen.

Det var i forventning om, at Venstre ved sit gruppemøde i sidste uge igen ville påtage sig rollen som leder af oppositionen, fortalte Søren Pape Poulsen til avisen.

Da Venstre på gruppemødet slog fast, at partiet stadig ser en SV-regering som en mulighed, ville formanden ikke længere holde sin utilfredshed for sig selv.

Og kritikken kan få konsekvenser for Lars Løkke, mener Hans Engell.

- Selvfølgelig får det en betydning, fordi det nu står klart for Venstre, at de andre blå partier i blokken ikke ser Løkke som en naturlig leder af et kommende blåt samarbejde. Og det er Venstre nødt til at forholde sig til.

- Det er svært at se de blå partier mødes ovre på Løkkes kontor og sidde hyggeligt omkring kaffekanden og snakke politik, når den konservative leder mener, at han har hældt deres fælles regeringsprojekt ned i kloakken, siger han.

Lars Løkke Rasmussen ønskede ikke at medvirke i et interview med Berlingske.

I stedet kommenterede Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen kritikken.

- De eneste, der har sendt noget ned i kloakken, hvis man skal bruge det udtryk, er vælgerne. Det havde ingen gang på jord at fortsætte med den regering, der var. Det kunne en blind mand føle med sin stok, sagde han til avisen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: En køn historie

Tilbage i 1990erne undersøgte danske forskere hvilken voksen, der havde størst betydning i et barns liv. Måske til irritation for ligestillingsfrontkæmperne tronede mor øverst på soklen og sikkert med et guddommeligt lys i baggrunden. Herefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven, legekammeraterne, og så fremdeles nedad på ranglisten, indtil far dukkede op. På samme plads som tilfældige bekendte af familien og naboens kat. Det var en værre historie, og siden har mange mænd oppet sig gevaldigt og lært at gå med babysele, ja nogle har strammet sig virkelig an og fået en fødselspsykose. Ellers også hænger det måske sammen med, at begreberne familie og far og mor er blevet mere elastiske størrelser, hvilket kan give udviklende samtaler på legepladsen: - Hvem er den dame der? - Det er min mor. - Hvem er så damen ved siden af? - Det er min far. Endelig er der dem, der helt undgår konflikten om far og mor ved at introducere udtrykket en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Men det passer måske godt til en tid, da køn er i vælten og noget man vælger, lige som man vælger skjorter fra bøjlen. På Facebook kan man efter sigende vælge mellem 71 køn. Det kan selvfølgelig give beskæftigelse på de lange vinteraftener – lidt lige som at lægge puslespil med 1500 brikker - men jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at tænke på, hvordan nummer 71 ser ud. Hvordan er det endt der? Og hvornår kommer fænomener som ”mors dag ”og ”fars dag” under beskydning? For det ligner strengt taget en kønsstereotyp af de værre. Man kunne med held – det ville også være meget rationelt – finde det svenske udtryk ”hen” frem. Så kan man slå de to dage sammen og undgå i hvert fald én tur i butikker: - Værsgo og glædelig hens dag. Jeg er så ikke sikker på, at de kvinder, der havde vænnet sig røde roser og dyr chokolade, vil blive begejstret for en gave af mere neutral karakter. Et kinesisk waterpas til 20 kroner eller hvad man i en anden kønsstereotyp tid ville give som fars dags gave. Tværtimod er jeg ret sikker på, at hammeren ville falde. Men selvfølgelig ikke fars hammer.

Annonce