Annonce
Danmark

Engell ser S-mail som udtryk for en magtfuldkommen regering

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen risikerer med angrebsmail at bære ved til bålet om et magtkoncentreret parti, vurderer Hans Engell.

Den interne mail, hvor Socialdemokratiet planlægger angreb på Venstre, er en værre møgsag for regeringen. Især fordi den taler ind i en fortælling om et kontrolleret og magtbegærligt parti.

Annonce

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Det bekræfter et billede af et Socialdemokratiet, der er meget magtkoncentreret, der kører en maskine med spindoktorer og er meget kontrolleret og styret, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal tirsdag klokken 13 svare på spørgsmål i Folketingets spørgetid. Her skal hun sandsynligvis forklare sagen.

Selve metoden, hvor et parti forsøger at finde smuds på andre partier, er ikke særlig opsigtsvækkende. For det gør alle partier, vurderer Hans Engell.

Men det er slemt for regeringen, netop fordi det er en del af en større, negativ fortælling om Socialdemokratiet.

- Hvis det bare havde været enkeltstående, så havde det ikke været noget problem. Men det er, fordi det taler ind i, at Mette Frederiksen har skabt en magtmaskine, siger Hans Engell.

Den interne mail om et "angreb" blev sendt fra partiets politik- og presseafdeling (AIA) til en række centrale partiansatte, spindoktorer og ordførere.

Mailen blev ved en fejl sendt til Jyllands-Posten. Det skete, næsten samtidig med at finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Astrid Krag (S) fredag opfordrede til, at al "Christiansborg-fnidderen" stoppede.

Og samtidig med at regeringen forsøger at forhandle et bredt forlig om reformen af udligningssystemet med Venstre.

- Det, der gør det usædvanligt, er tidspunktet og en ekstremt amatøragtig håndtering. Det er et held, at de ikke arbejder i spionbranchen, dem der sidder i AIA og skal håndtere det her, siger Hans Engell.

Samtidig risikerer billedet af en magtkoncentreret regering at blive Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiets eftermæle, vurderer Hans Engell.

- Foghs billede var, at der ikke var noget at komme efter. Thornings var i den grad løftebrud. Løkkes var, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, men alligevel blev det. Risikoen for Mette Frederiksen er, at hendes vil handle om magtmaskinen, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Merkel holder drømmen om Europa i live

For en uges tid siden gik en sød historie sin sejrsgang i tyske medier og på sociale platforme. Landets kansler, Angela Merkel blev fotograferet i en kø i en dagligvarebutik med sin indkøbsvogn. To ruller toiletpapir og fire flasker hvidvin. ”Eine wie uns” som det hed sig i masser af opslag på nettet efterfølgende. Ingen hamstring. Fornuftig prioritering. Og kansleren betalte endda med kreditkort og ikke kontanter, som man ellers ofte gør hos vores naboer. Lederskab i det små. Merkel viser også lederskab i det store. Hvor lande i hele Europa, inklusive Danmark, har dukket sig, mens et coronahærget Italien har bedt om hjælp, trådte Merkel straks til. Tyskland henter syge italienere til tyske hospitaler. Tyskland henter også syge franskmænd. Fordi man har overskuddet. Fordi man kan. At man samtidig opbygger viden i det tyske sundhedsvæsen, der senere kan komme tyske patienter til gavn, er en kærkommen sidegevinst. Tyskland sender også respiratorer til Spanien. Deler ud af sit overskud. Tyskland viser sig også i coronakrisen fra sin bedste side, som vi har set det i række krisestunder i nyere europæisk historie. Wir schaffen dass, er budskabet fra Merkel igen og igen, og hun sætter sig selv og sit land forrest. Det bør vi alle være taknemmelige for. Uden Tyskland, intet Europa fristes man til at konkludere. Den danske stat har handlet hurtigt og konsekvent på coronakrisen. Der er grund til at håbe, at vi derfor kan komme relativt let igennem den set i sundhedsfagligt perspektiv. Måske også økonomisk. Det er dog værd at holde fast i, at Corona er grænseoverskridende, og vejen tilbage på den anden side løses ved at tænke og handle grænseoverskridende. Det ville derfor klæde os at stå side om side med Tyskland i både ord og handling. Også mens det er svært. Der er en udløbsdato på Angela Merkel. Tiden som kansler rinder ud i 2021. For Europas skyld er der grund til at håbe på, at også hendes efterfølger tager et ansvar, der rækker ud over Tysklands grænser. For uden tysk lederskab, smuldrer Europa.

Erhverv 112

Modefirma har sagt farvel til 15 ansatte: 2020 handler kun om at begrænse tabet

Kolding

Plejehjem har nu haft ni smittetilfælde med corona: To plejehjemsbeboere er indlagt

Sydjylland

Påskefrokoster aflyses på stribe: Facebook og Skype redder det sociale samvær

Annonce