Annonce
Sport

Engelske fodboldstjerner raser over racisme i afbrudt kamp

Carl Recine/Ritzau Scanpix
Mandagens kamp mellem Bulgarien og England blev afbrudt to gange på grund af racistiske tilråb.

- Jeg har ondt af Bulgarien, der er repræsenteret af sådan nogle idioter på deres stadion. Men 6-0, og vi tager hjem igen. Vi fik, hvad vi kom efter.

Sådan skriver den engelske landsholdsstjerne Raheem Sterling på Twitter, efter at en kamp mellem Bulgarien og England i EM-kvalifikationen mandag blev afbrudt to gange.

Den kroatiske dommer Ivan Bebek stoppede spillet, da racistiske tilråb fra tilskuere i Sofia angiveligt blev rettet mod spillere som Marcus Rashford, Raheem Sterling og Tyrone Mings fra England.

Kampen blev gennemført med en knusende engelsk 6-0-sejr som resultat, men det betyder langtfra, at scenerne i den bulgarske hovedstad er glemt.

Midtbanespiller Jordan Henderson er rasende over tilskuernes behandling.

- Helt og aldeles frastødt over at have været vidne til sådan en opførsel fra nogle blandt publikum i aften, men jeg er så stolt af hver og en af os fra spillertruppen og staben. Vi står sammen. Tak til alle vores medrejsende fans for jeres støtte, skriver Liverpool-spilleren på Twitter.

Til britiske Sky Sports siger Henderson, at han forlanger en undskyldning fra Bulgariens træner, Krasimir Balakov, som efter kampen gav udtryk for, at han ikke havde hørt tilråbene.

- Jeg tog en snak med træneren. Det var ikke acceptabelt, og der skal gøres noget, siger Henderson.

- Han skal gå ud og undskylde nu på vegne af hele holdet og fansene. Han ved, hvad der skete. Han spurgte mig, hvad problemet var, siger han.

Efter kampen opfordrede Det Engelske Fodboldforbund (FA) til, at de racistiske tilråb skulle straffes hårdt af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

- Det er uacceptabelt på alle niveauer, og vores øjeblikkelige fokus er på at støtte spillerne og staben.

- Det er desværre ikke første gang, vi er udsat for sådan en behandling på dette niveau. Det hører ikke hjemme i samfundet og heller ikke i fodbold.

- Vi beder om, at Uefa vil undersøge sagen hurtigst muligt, skriver FA.

Senere tirsdag meldte også Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sig på banen.

- Den racisme, vi så og hørte i aftes, hører ingen steder hjemme hverken i fodbold eller andre steder, siger Boris Johnsons talsmand.

Johnson mener, at Uefa straks bør straffe racisme på fodboldstadioner hårdere.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce