Selv om et nyt parti på venstrefløjen vil intensivere kampen om røde stemmer, frygter Enhedslisten ikke konkurrencen. Et nyt parti vil være en forfriskende nyhed, mener gruppeformand Stine Brix.
Dukker der et nyt parti op på venstrefløjen, vil det blive modtaget med åbne arme af Enhedslisten. Gruppeformand Stine Brix (Ø) ser ikke et nyt parti som en konkurrent, men derimod som en allieret i kampen for at trække regeringen til venstre.
»Det vil være en forfriskende nyhed. Jeg synes altid, at flere partier på venstrefløjen er velkomne. Jeg tror ikke, at det er nogen ulempe at være flere forskellige stemmer, der taler for mere lighed og mere velfærd,« siger hun.
En måling, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, viser, at 39 procent af de vælgere, der stemte på Enhedslisten og SF ved folketingsvalget i 2011, ser et behov for et nyt parti til venstre for midten. For alle de vælgere, der stemte på rød blok - Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og Radikale - er tallet 22 procent.
Stine Brix mener, at tallene fortæller historien om en regering, der har svigtet.
»Hovedproblemet for venstrefløjen er, at fordi Socialdemokraterne og SF har forladt de grundlæggende holdninger, så føler mange vælgere sig hjemløse og har svært ved at genfinde deres egen politiske holdning i dansk politik,« siger hun og uddyber:
»Jeg tror, tallene er et udtryk for, at mange vælgere, der tidligere har stemt på Socialdemokraterne og SF, har svært ved at genkende deres gamle partier og ikke synes, at vi er et alternativ«.
Spørgsmål: Har I svigtet, når så mange vælgere efterlyser et nyt parti?
»Enhedslisten er jo gået enormt meget frem i målingerne, så jeg synes egentlig hovedproblemet er, at regeringen ikke har leveret varen,« siger Stine Brix.