Annonce
Esbjerg

Enigt folketing er klar med støtte til Mandø

Mandø bliver fremover tilgodeset fra Christiansborg i form af årligt transporttilskud. Det blev tirsdag vedtaget på et ministermøde. Arkivfoto: Annett Bruhn
Alle folketingets partier står bag et lovforslag, som blev fremsat onsdag og som indebærer, at Esbjerg Kommune får et årligt tilskud på 91.000 kroner til de ekstra udgifter, erhvervslivet på Mandø har med transport af varer til øen.

MANDØ: Lovforslaget har været længe undervejs, men da regeringen tirsdag holdt ministermøde stod det klart, at regeringen onsdag var klar til at fremsætte det lovforslag, som indebærer, at erhvervslivet på Mandø i fremtiden sidestilles med erhvervslivet på andre danske småøer.

Konkret betyder det, at Esbjerg Kommune i fremtiden får et årligt statstilskud på 91.000 kroner, som øremærkes til at betale de ekstraudgifter, de erhvervsdrivende på Mandø har med transport af varer til øen.

Ekstraudgifter, som følge af tidevandet, og som følge af, at Danske Fragtmænd opkræver en ekstra takst for leverancer af varer. Dermed sidestilles Mandø med de øvrige danske småøer, som er afhængige af deres respektive færgeforbindelser.

Det er et enigt Folketing, som står bag lovforslaget, fortæller udviklingsminister Ulla Tørnæs(V) efter tirsdagens ministermøde.

- I den store sammenhæng er de 91.000 kroner jo et beskedent beløb, men for de erhvervsdrivende på Mandø er det af stor betydning. Og det er et vigtigt signal at sende, at Mandø ligestilles med de øvrige danske småøer. Det retter op på den skævhed, der har været med transportordningen, hvor Mandø hidtil ikke har været omfattet, siger Ulla Tørnæs.

Annonce

Skal gælde fra 1. januar 2019

Lovforslaget, som et enigt Folketing kan forventes at vedtage, indebærer, at Esbjerg Kommune får det statslige tilskud til transport af varer til Mandø gældende fra 1. januar 2019. Esbjerg Kommune får tilskuddet hvert år de følgende år, og tilskuddet bliver reguleret med en årlig pristalsregulering.

Tålmodighed

Claus Christensen, formand for Mandø Fællesråd, glæder sig over, at Mandø nu bliver tilgodeset.

- Det viser, at det betaler sig at have god tålmodighed. Det har vi haft samtidig med, at vi har presset på for at komme med i denne ordning. Det er Esbjerg Kommune, som skal administrere tilskuddet, og nu skal vi så snakke med kommunen om, hvordan det skal udmøntes. Vi har jo på Mandø et ønske om at få en ø-pedel, som måske kan stå for at administrere denne ordning. Vi skal mødes med politikerne i kommunens økonomiudvalg i næste måned og vil her drøfte sagen, siger Claus Christensen.

Han fortæller, at det er Brugsen på Mandø, som er den erhvervsdrivende, der har de største ekstraudgifter til transport. Samlet har de erhvervsdrivende på Mandø ekstraudgifter på 110.000 kroner, og lovforslaget, som nu skal besluttes i Folketinget indebærer, at Esbjerg Kommune får dækket 80 procent af dette beløb. Der vil i fremtiden ske en årlig pristalsregulering af støttebeløbet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce