Annonce
Regionalt

Enstemmigt valgt af medlemmerne: Lose går efter formandsposten på ny

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er på ny Venstres spidskandidat ved det kommende valg i november 2021. Arkivfoto: Hans Christian Gabelgaard
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er genvalgt som Venstres spidskandidat til næste års regionsrådsvalg.
Annonce

Region Syddanmark: Stephanie Lose (V), regionsrådsformand siden 2015, er også Venstres spidskandidat, når borgerne i Region Syddanmark skal i stemmeboksen i november 2021.

Det besluttede Venstre på et møde tirsdag aften på Hotel Brogaarden i Middelfart. Formand for Venstre i Region Syddanmark Leif Krarup understreger, at mødet fandt sted med et begrænset antal deltagere i respekt for de gældende retningslinjer for større forsamlinger på grund af coronasituationen.

Regionsbestyrelsen havde på forhånd anbefalet genvalg af den 37-årige regionsrådsformand fra Esbjerg, og der var da heller ikke andre kandidater, da medlemmerne skulle stemme.

Annonce

Ikke færdig

På Facebook skriver Venstre-kvinden, at hun er glad og stolt over tilliden fra partifællerne.

- Det forpligter, og det er jeg så klar på. For jeg er slet ikke færdig. Jeg er stadig en kvinde med en mission. Jeg tog arbejdshandskerne på, da jeg rykkede ind i regionsrådsformands-kontoret for lidt over 5 år siden, og jeg har ikke taget dem af endnu. Der er så mange ting, som vi kun lige er begyndt på, og så meget jeg stadig gerne vil være med til at skubbe til, forbedre og udvikle. Først og fremmest når det gælder mit hjertebarn, vores fælles sundhedsvæsen, skriver hun.

Stephanie Lose afløste partifællen Carl Holst i juni 2015, da han blev valgt til Folketinget. Ved valget i november 2017 fik hun knap 90.000 personlige stemmer, hvilket var stærkt medvirkende til, at Venstre bevarede magten i regionen.

Socialdemokraterne afgør inden længe, hvem der skal udfordre Stephanie Lose som regionsrådsformand. Partiets leder i regionsrådet, Poul-Erik Svendsen, ønsker ikke længere at være spidskandidat.

Socialdemokraterne har flere gange måttet udsætte valget af spidskandidat på grund af corona. Medlemmerne kan frem til den 14. november vælge mellem Michael Bøtker Møller Nielsen, Poul Fremmelev og Mette With Hagensen. Resultatet offentliggøres den 15. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce