x
Annonce
Tønder

Envo-byggeri står i stampe: Bliver heller ikke færdigt i år

Envo Biogas byggeplads ved Tønder, som området ser ud i dag. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Envo Biogas Tønder når næppe at blive færdigt i år. I december sidste år lød meldingen ellers fra Envodirektør: 'Anlægget bliver sat i drift i slutningen af 2018. Det er 100 procent sikkert.'

SOLVIG: - Anlægget bliver sat i drift i slutningen af 2018. Det er 100 procent sikkert, sagde Envodirektør Bo Asmussen, da JydskeVestkysten den 9. december endnu engang skrev om det storstilede byggeri i Solvig. Siden er der ikke sket meget på byggepladsen, der ellers burde syde af aktivitet.

I starten af december 2017 fortalte Bo Asmussen, at der var udsigt til, at den langstrakte voldgiftssag var tæt på en afslutning, og at byggeriet derfor ville blive genoptaget hurtigst muligt.

Men hvis man i dag kører forbi pladsen i Solvig, ligner den sig selv. Også hvis man sammenligner med tiden før årsskiftet.

Annonce

Envo Biogas Tønder

Envo Biogas Tønder skal hvert år bruge 930.000 ton biomasse til fremstillingen af biogas. Af de 930.000 ton udgør 700.000 ton husdyrgødning, som hentes i en radius af 25 kilometer fra Solvig. De resterende 230.000 ton skal bestå af energiafgrøder og industriaffald. Anlægget får ifølge de foreløbige meldinger 40-45 ansatte - heraf udgør chauffører 25-30 mand. Budgettet på Envo Biogas Tønder er cirka 550 mio. kr. Offentligheden blev første gang præsenteret for Envos planer i 2012. Anlægsarbejdet blev påbegyndt i 2015.

Envo Biogas byggeplads ved Tønder, som området ser ud i dag. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Korskro skyder op

Hvor lang tid kan det tage at opføre et byggeri, der er budgetteret til 550 millioner kroner, og som, da det blev præsenteret i for offentligheden i 2012, var planlagt til at blive Danmarks største af sin slags?

Hos Nature Energy Biogas A/S er man vant til at opføre biogasanlæg. Lige nu er et stort anlæg ved at tage form ved Korskro. Anlægget her bliver af samme størrelse som Envo Biogas Tønder.

Nature Energy Biogas' tekniske direktør, Hans Henrik Dahl Andersen, fortæller, at fra Nature Energy sætter spaden i jorden til det færdige anlæg er i drift, går der typisk halvandet år. Det er vel at mærke, hvis alt i processen klapper.

Envo Biogas byggeplads fotograferet den 30. november 2017. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Ting tager tid

Alene færdiggørelsen af anlægget med etablering af el-tavler og trække strøm tager et halvt år, oplyser Hans Henrik Dahl Andersen og tilføjer, at det typisk endvidere plejer at tage et par måneder at driftsætte anlægget.

- Hvis man skynder sig lidt, kan de to ting godt gøres på et halvt år, siger Hans Henrik Dahl Andersen.

Vi er nu først i maj. Dermed er der lige knapt otte måneder til den 1. januar 2019. Hvis Bo Asmussen skal have ret i sin profeti om, at anlægget med 100 procents sikkerhed kommer i drift inden udgangen af i år, har folkene i Envo derfor mere end travlt.

Sådan så Envo Biogas Tønder ved Solvig ud i juli sidste år. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Start sommeren 2019

Bo Asmussen har tidligere annonceret, at Envo Biogas Tønder ville være færdigt i henholdsvis 2015, 2016 og 2017. Det tyder på, at 2018 kan skrives op i rækken af årstal, hvor anlægget ikke blev færdiggjort.

I en mail til JydskeVestkysten erkender Envo-direktøren, at en færdiggørelse af anlægget heller ikke kan nås i år:

"Byggestart er i indeværende år, og anlægget starter efter sommer 2019".

Af Envos hjemmeside fremgår det, at man regner med at modtage den første gylle på anlægget i Solvig "i begyndelsen af 2019".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gårdbrand: Grisene slap med skrækken

Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce