Annonce
Sydjylland

Er Danmarks mest lovende grønne iværksætter fra Sydjylland?

Tommy Ahlers (V), klimaordfører, fhv. uddannelses- og forskningsminister, iværksætter og investor er med i det panel, der skal finde vinderen.
Danmarks seks erhvervshuse går nu på jagt efter Danmarks mest lovende grønne iværksætter via konkurrencen ’KlimaBoost 2020’. Vinderen bliver fundet på Klimafolkemødet i Middelfart i starten af september og løber med en pris på 250.000 kr.
Annonce

Hvilken grønne iværksætteridé er landet mest lovende? Det bliver afgjort i konkurrencen ’KlimaBoost 2020’, som landets seks erhvervshuse nu sætter i søen sammen med Middelfart Sparekasse. Vinderen bliver fundet på Klimafolkemødet i Middelfart i starten af september.

For sydjyske iværksættere går vejen ind i konkurrencen via Erhvervshus Sydjylland. Hvert af landets seks erhvervshuse indstiller 3-5 kandidater fra deres region, og de bliver derefter screenet af en faglig jury.

På finaledagen vil der være seks kandidater tilbage, én fra hvert erhvervshus. Her vil et panel med brede kompetencer inden for forretningsudvikling og bæredygtighed bedømme de seks virksomheders forretningsidé, når de i et ”Løvens Hule”-setup præsenterer deres virksomhed for ”løverne”. I sidste ende er det panelet, der afgør, hvem af de seks, der skal have præmien på 250.000 kr., som uddeles af Middelfart Sparekasse.

- Vi ser den grønne omstilling som en af de vigtigste drivere for fremtidig erhvervsvækst. Med KlimaBoost vil vi gerne være med til at sætte fokus på, at økonomisk og miljømæssig bæredygtighed går helt naturligt hånd i hånd. Og samtidig vil de mange virksomhedscases give et konkret billede af, hvor langt vi faktisk er med den grønne omstilling, siger direktør for Erhvervshus Sydjylland, Jacob Chr. Nielsen.


Vi havde drømt om at finde vinderen på den store scene midt i byen. Det må vente til næste år. I år holder vi arrangementet i Middelfart Sparekasse for et mindre antal gæster.

Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse


Annonce

Drøm om stor scene brast

For Middelfart Sparekasse er det naturligt at uddele prisen i forbindelse med det nationale klimafolkemøde i Middelfart. I år desværre med et begrænset antal gæster i byen - på grund af corona-krisen.

- Vi havde drømt om at finde vinderen på den store scene midt i byen. Det må vente til næste år. I år holder vi arrangementet i Middelfart Sparekasse for et mindre antal gæster. Til gengæld sender vi live fra begivenheden, så alle kan følge med i det, der forhåbentlig bliver en både inspirerende og underholdende eftermiddag, siger adm. direktør i Middelfart Sparekasse, Martin Baltser.

For at deltage skal iværksættervirksomhederne udfylde en deltager-formular og indsende den til deres erhvervshus. Formularen findes via erhvervshusenes hjemmesider.

Klima Boost-panelet

· Signe Wenneberg, journalist og forfatter og klimaaktivist

· Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori, formand for 2030-panelet, der understøtter Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s Verdensmål

· Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark, Ph.d. i forbrugeradfærd.

· Tommy Ahlers, klimaordfører (V), fhv. uddannelses- og forskningsminister, iværksætter og investor

· Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening og sekretariatschef hos Ivækst.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce