Annonce
Debat

Er klima- og energiministeren klar til at finde en løsning for de højspændingsramte vestjyder

Læserbrev: De seneste måneders debat om højspændingsmaster fra Holstebro til grænsen har skabt massiv usikkerhed og frustration i Vest- og Sønderjylland. Klima- og energiministeren har i modsætning til højspændingskablerne været som sunket i jorden, selvom flere forhenværende venstreministre har meldt til højre og venstre i sagen.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at så mange vest- og sønderjyder skal holdes for nar i en venstrekomedie uden instruktør. For mere end en uge siden var ministeren for en kort bemærkning på banen med en tvetydig melding om, at han da gerne vil finde løsninger. Siden har vi intet hørt. Ingen forhandlinger er blevet indkaldt. Ingen finansieringsforslag langt frem. Ingen bud på, hvor eller hvordan kablerne eventuelt kan graves ned.

Socialdemokratiet vil meget gerne finde en løsning, hvor vest- og sønderjyderne slipper for de grimme højspændingsmaster. Vi skylder simpelt hen de mange lokalsamfund, gård- og husejere og landsbyer i de berørte områder ro i sjælen og sikkerhed for fremtiden.

Derfor er det på høje tid, at klima- og energiministeren træder i karakter og indkalder til realitetsforhandlinger. Det duer ikke, at ministeren melder ét ud i pressen, men undlader at følge op med handling.

Da Venstre kom i regering i 2015, blev der skåret ned på hele det grønne område. Man kaldte det grøn realisme, men det dækkede over massive besparelser på miljøet og den grønne omstilling. Blandt andet skulle energiafgiften ned. Som finansieringskilde insisterede Venstre på, at højspænding fremover skulle i luften for at spare penge. Venstre bærer derfor hovedansvaret for det højspændingscirkus, alt for mange vest- og sønderjyder ufrivilligt er blevet statister i.

Højspændingsmasterne har sat livet i stå flere steder. Huse er blevet usælgelige og private byggeprojekter og udvidelser af landbrugsbedrifter er blevet stoppet.

Samtidig er det i debatten blevet klart, at natur og miljø bliver den helt store taber, hvis højspændingskablerne ledes igennem ådale, beskyttet natur og Nationalpark Vadehavet. Blandt andre Dansk Ornitologisk Forening peger på, at det luftbårne højspændingsnet vil betyde massedød blandt sjældne ynglefugle og andre trækfugle ved både Skjern Å og langs Vadehavet.

Argumenterne for at finde en alternativ løsning er mange og overbevisende. Det er f.eks. iøjnefaldende, at lignende højspændingskabler i Lars Chr. Lilleholts egen valgkreds er kommet i jorden.

En hel landsdel har været ramt af Venstres slingrekurs. Dem skylder vi ro, sikkerhed og forudsigelighed. Socialdemokratiet er klar til at finde løsninger, i det sekund ministeren er til mere end snak.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce