Annonce
Udland

Erdogan med klar udmelding: Intet kan stoppe vores offensiv

Mustafa Kamaci/Presidential Pres/Reuters
Tyrkiets præsident afviser at forhandle med de kurdiske styrker, der er mål for stor tyrkisk offensiv.

Der er intet, der kan stoppe den tyrkiske offensiv i Syrien.

Sådan lyder den klare udmelding onsdag fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Offensiven slutter først, når Tyrkiet har opnået sit mål, lyder det.

Præsidenten afviser samtidig al snak om forhandlinger med de kurdiske styrker, som er målet for den tyrkiske offensiv.

- Der er ledere, som prøver at optræde som mæglere. Men der har aldrig i Tyrkiets historie været eksempler på, at vores land har siddet til bords med en terroristorganisation, siger Erdogan ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den kurdiske YPG-milits er mål for den tyrkiske offensiv.

Tyrkiet betragter YPG som en terrorgruppe med tilknytning til PKK, som er på EU's terrorliste og skaber oprør på tyrkisk grund.

Erdogan siger onsdag, at tyrkernes mål er at skabe en sikkerhedszone langs 444 kilometer grænse fra grænsebyen Manbij til Iraks grænse.

- Vores forslag er, at terroristerne med det samme - i aften - lægger deres våben og deres udstyr, at de ødelægger alle deres fælder og forlader den udpegede sikkerhedszone, siger Erdogan.

USA har anmodet Tyrkiet om at indgå en våbenhvile i det nordlige Syrien.

Men det afviste Erdogan tirsdag.

- De (USA, red.) beder os om at indgå en våbenhvile. Vi kan aldrig indgå en våbenhvile, sagde Erdogan til journalister sent tirsdag aften dansk tid.

Onsdag tilføjer den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, at Tyrkiet vil svare igen på en række amerikanske sanktioner, der blev vedtaget mandag.

Sanktionerne var et svar på den tyrkiske offensiv.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke sanktioner Tyrkiet vil indføre med USA.

Tyrkiske styrker og oprørere, der støtter Tyrkiet, er nået til udkanten af grænsebyen Manbij, som de ønsker at indtage. Samtidig er Syriens regeringshær dog kommet til byen for at hjælpe de kurdiske styrker.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) blev to soldater fra den syriske hær tirsdag dræbt af tyrkiskstøttede oprørere.

Samtidig oplyste Erdogan tirsdag, at en tyrkisk soldat blev dræbt ved Manbij.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Naboer frygter at blive nabo til gigantisk solcelleanlæg: Miljøformand vil undersøge alternative muligheder

Annonce