Annonce
KIF Fodbold

Erfaren træner bryder med Kolding IF

Michael "Mex" Pedersen kommer ikke til at fuldføre det langsigtede arbejde, han påtog sig i Kolding IF sidste år. Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix
Michael "Mex" Pedersen stopper i Kolding IF efter blot et år. Både klub og hovedpersonen selv bekræfter afbrydelsen af samarbejdet og siger, at det sker efter gensidig aftale. Matchet var ikke rigtigt, lyder det fra klubben.

Fodbold: Endnu en velkendt skikkelse er på vej ud af 1. divisionsklubben Kolding IF.

Denne gang er det Michael "Mex" Pedersen, der så sent som sidste år blev hentet til klubben i en rolle som Head of coaching og transitionstræner.

Allerede til sommer er opholdet i Kolding-klubben forbi for Michael Pedersen, der ellers ved sin ansættelse gav udtryk for, at han glædede sig til projektet i klubben.

Annonce

- Det er korrekt, at jeg stopper i klubben den 30/6 efter gensidig aftale, siger Michael Pedersen, der ikke ønsker at udtale sig yderligere om det forestående brud med klubben.

- Hvis du vil vide mere, må du ringe til Frederik Lund, siger Pedersen med henvisning til klubbens tekniske chef, der blev forfremmet fra talentchef under en stor rokade i efteråret.

Frederik Lund er teknisk chef i Kolding IF, og han bekræfter også, at Pedersen stopper efter denne sæson.

- Det er ret udramatisk. Vi var enige om, at det match ikke rigtigt var godt for nogen af parterne, siger Frederik Lund.

Som udgangspunkt er der ikke nogen ny mand på vej ind i stedet for Michael Pedersen.

- Som det ser ud lige nu, er der ikke nogen, der skal erstatte ham, siger den tekniske chef.

- Rollerne som talentchef og head of coaching vil formentlig blive lagt sammen som dengang, jeg var talentchef, siger Lund.

I dag er det Mads Ravn, der er talentchef i Kolding IF.

Rokade i efteråret

Det var en stolt klub, der sidste år kunne fortælle, at man havde hentet en kapacitet i skikkelse af den tidligere ungdomslandstræner og Esbjerg fB-træner, Michael Pedersen.

Allerede i efteråret ændrede persongalleriet sig i klubben. Niki Zimling blev frataget titlen som sportschef og overtog Pedersens rolle som transitionstræner. Zimling er nu udviklingschef og assistenttræner for Kristoffer Wichmann, der overtog posten som cheftræner, da Morten Mølkjær blev fyret efter nederlaget hjemme mod Skive i februar.

Michael "Mex" Pedersen er ifølge JydskeVestkystens oplysninger slet ikke inde omkring førsteholdet længere.

Hvad han skal lave efter sommerferien, ved han endnu ikke.

- Jeg overvejer, hvad jeg skal. Jeg vil ikke afskrive fodbold. Jeg vil ikke udelukke noget, for det kan være, der dukker noget spændende op, siger han.

Kan det eventuelt være et job i Esbjerg fB?

- Jeg er åben for alt, og jeg har ikke noget dårligt at sige om EfB. Nu sker der noget nyt og spændende i klubben, så man ved aldrig, hvad der sker, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce