Annonce
Sport

Erfaren venstrefløj skal styrke Ribe-Esbjerg

HC Midtjylland sendte Kasper Kvist til Wetzlar i sidste sæson. Til sommer skifter han Bundesligaen ud med Ribe-Esbjerg. Arkivfoto: Claus Fisker, Scanpix

Ribe-Esbjerg henter Kasper Kvist hjem fra Wetzlar i den tyske bundesliga.

33Ribe-Esbjerg fortsætter oprustningen med henblik på at blande sig i den absolutte top fra næste sæson. Den vestjyske klub henter forstærkning til venstrefløjen fra den tyske bundesliga.

Det er den tidligere HC Midtjylland-spiller, Kasper Kvist, der vender hjem til Danmark efter to sæsoner i verdens bedste håndboldliga.

Sune Agerschou, der er formand for Eliteudvalget i Ribe-Esbjerg HH og fungerende cheftræner, ser frem til at få den erfarne fløj til klubben.

- Vi er utrolig glade for, at Kasper har valgt Ribe-Esbjerg HH, og vi glæder os meget til at byde ham velkommen. Han er en meget træfsikker venstre fløj, der har bevist sit værd i verdens bedste håndboldliga, den tyske bundesliga, hvor han har en bemærkelsesværdig høj scoringsprocent, lyder det i en pressemeddelelse.

- Han bliver en vigtig brik på vores hold i de kommende sæsoner. Det er der slet ingen tvivl om, siger Agerschou.

28-årige Kasper Kvist tiltræder til sommer på en treårig kontrakt.

- Jeg glæder mig meget til at bidrage til projektet Ribe-Esbjerg HH. Det er en klub med et stort ambitionsniveau, hvilket stemmer fint overens med mine egne forventninger. Klubben har gang i et meget spændende projekt og har nogle visioner, som jeg glæder mig til at blive en del af. Jeg håber og tror, at vi kan bide os fast i den absolutte top af dansk håndbold, lyder det fra Kasper Kvist.

Kasper Kvist var i sidste sæson udlejet fra HC Midtjylland til Wetzlar, der belønnede danskeren med en permanent kontrakt inden denne sæson.

Han er blevet tilbudt en kontraktforlængelse i Tyskland, men vælger af personlige årsager at vende hjem til Danmark.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce