Annonce
Tønder

Erhvervseventyr: PTI Europa rykker ind i Boiler Works-lokaler

PTI-direktør Jürgen Lorenzen har udvidet sin virksomhed i Nørre Sejerslev flere gange. Nu skal alle aktiviteter samles i de tidligere Boiler Works-bygninger i Tønders sydlige udkant. Arkivfoto: Hans Christian Gabelgaard
Et køb af de lokaler, der tidligere husede Boiler Works, er det første skridt til at samle alle aktiviteter i PTI Europa på én adresse. Fremtidsplanen er, at virksomhedens hovedsæde skal flytte fra Nørre Sejerslev til Papegøjevej i Tønder, hvor både aktivitetsniveauet og antallet af medarbejdere skal øges.

TØNDER/SEJERSLEV: Det kom som et stort chok, da virksomheden DP CleanTech, tidligere også kendt under navnet Boiler Works i Tønder, gik konkurs i 2013.

100 medarbejdere mistede dengang deres arbejde. Aktiviteterne blev senere genoptaget på et noget lavere niveau, men da kedelproducenten Danstoker lukkede ned for produktionen sidste efterår var det definitivt slut. De store fabrikshaller på Papegøjevej har stort set stået tomme siden. Men det ændrer sig snart. Fabrikshallerne har fået en ny ejer:

- Det er korrekt, vi har købt bygningerne. Vi mangler plads, og det er der rigeligt af der. Det er også en rigtig god beliggenhed, siger direktør for PTI Europa A/S, Jürgen Lorenzen.

Sammen med hustruen Anneli startede han tilbage i 1991 virksomheden i Nørre Sejerslev, der blandt andet producerer og distribuerer kuglelejer, lejehuse og transmissionsprodukter. For tre år siden fejrede PTI Europa 25 års jubilæum, og virksomheden beskæftiger i dag 50 medarbejdere. Det tal kan meget vel stige.

- En af årsagerne til, at vi har købt bygningerne, er, at vi ønsker at udvide vores produktion med flere maskiner og flere medarbejdere, så vi på den måde kan opnå en større uafhængighed af vores udenlandske producenter, siger Jürgen Lorenzen.

Annonce
En af årsagerne til, at vi har købt bygningerne, er, at vi ønsker at udvide vores produktion med flere maskiner og flere medarbejdere, så vi på den måde kan opnå en større uafhængighed af vores udenlandske producenter.

Jürgen Lorenzen, direktør, PTI Europa A/S, Nørre Sejerslev

Solide bygninger

Lige nu står PTI til at rydde virksomhedens højlager, der er placeret i den tidligere tæppefabrik i Højer. Bygningen forventes inden for kort tid at blive solgt til Design-efterskolen i Højer, som agter at indrette en multisal på stedet.

Ønsket om på sigt at samle aktiviteterne på én adresse har Anneli og Jürgen Lorenzen haft i nogen tid. På et tidspunkt var et køb af det tidligere Danish Crown-slagteri også inde i billedet, men bygningerne var ikke optimale til de formål, som PTI Europa ønsker at bruge hallerne til.

- Men så fik vi øje på Boiler Works. Det er bomstærke, meget solide bygninger. Vi har ikke travlt. Vi går i gang omkring 1. oktober. Vores lager i Højer skal ryddes, og vi har afsat mellem to og to og et halvt år til at gøre de nye lokaler og haller præsentable og passende til vores formål.

Hvad fabrikshallerne og administrationsbygningen i Tønders sydlige udkant har kostet, ønsker Jürgen Lorenzen ikke at oplyse.

- Men vi har fået det til en god pris, siger han.

Højt til loftet

I Nørre Sejerslev råder PTI Europa A/S i øjeblikket over 3500 kvadratmeter med blandt andet isolerede lagerhaller, der blev indviet tilbage i 2011. På Papegøjevej i Tønder kommer virksomheden til at råde over omkring 15.000 kvadratmeter. I mange af hallerne er der endog meget højt til loftet.

Hvad der skal ske med PTI's nuværende hovedsæde i Nørre Sejerslev, når turen går til Tønder - formentlig i 2021 - er endnu ikke afgjort. Der kan både blive tale om salg eller udlejning, siger Jürgen Lorenzen.

PTI Europa

PTI Europa A/S producerer og leverer lejer og transmissionsdele til over 2000 kunder fordelt over hele verden og på mange forskellige brancher.

PTI Europa A/S var tilbage i 2017 med i opløbet om at vinde Tønder Kommunes erhvervspris.

Virksomheden er desuden blandt hovedsponsorerne i TM Tønder Håndbold.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Kolding For abonnenter

Ansatte skal væk: Mindst 100 stillinger på skoler og daginstitutioner ryger i sparerunde

Annonce