Annonce
Erhverv

Erhvervsklummen: Teknologiaktier - et ekko af it-boblen

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg i Sparinvest. Pr-foto

I denne tid er det 20 år siden, at it-boblen i amerikanske teknologi-aktier gik ind i sin sidste, hæsblæsende slutspurt, før den kørte ind i virkelighedens mur og imploderede i en rygende askehob. Fra udgangen af juni 1999 og de efterfølgende kun ni måneder leverede Nasdaq, som er det toneangivende amerikanske indeks for teknologiaktier, et fantastisk afkast på næsten 105 procent til de glade investorer, som vanskeligt kunne overbevises om, at træerne ikke voksede ind i himlen.

I de måneder blev den ene urealistiske og euforiske forretningsmodel introduceret og børsnoteret. De smarte og hurtige blev rige, og de naive og grådige blev fattige. Som følge af stor marketingsaktivitet blev Pets.com (et selskab som slog sig op på at sælge kæledyrsfoder online) det fremmeste eksempel på, at naivitet og håb for en investor ikke skal være afgørende karakteristika for ens investeringsproces.

Pets.com tabte penge på stort set alle sine transaktioner og havde i selskabets korte levetid aldrig genereret et overskud. Alligevel blev det børsnoteret i starten af 2000 til en værdi af 82,5 millioner dollars (på det tidspunkt svarende til over 600 millioner kroner).

Mantraet blandt datidens investorer var, at alt, hvad der handlede om online-handel og internet, var godt, og at traditionelle værdiansættelsesmetoder hørte fortiden til. Væksten i internethandel og -aktivitet skulle nok bære investeringerne hjem. Men det var en misforståelse af de store, og Nasdaq tabte hele 83 procent fra toppen i 2000 til bunden i 2003, mens mange af de mest fantasirige aktier gik konkurs eller blev overtaget til spotpriser af ”kedelige” selskaber, som rent faktisk tjente penge.

Efter 20 år er der kommet en ny generation af investorer, som nok er mere sofistikerede og kritiske, men som ikke har prøvet at tabe 83 procent på grund af urealistisk høj værdiansættelse. De investerer ironisk nok i aktier, som minder om dem, som var særligt problematiske på toppen af it-boblen, nemlig teknologiaktier.

Mantraet blandt vore dages investorer er, at de store virksomheder grundet netværksfordele og skalafordele skal være endnu større. De såkaldte FAANG-aktier (Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google) samt lignende aktier som Tesla, Baidu, Tencent og NVIDIA dominerer ofte med håbefulde overskrifter, men deres prisfastsættelse er generelt meget høj, og nu er de også begyndt at levere lavere afkast end det brede aktiemarked.

Til forskel for it-boblen i 2000 tjener de fleste af vore dages teknologiaktier faktisk penge, så deres største problem er efter min vurdering i højere grad en kombination af, at de er væsentligt dyrere end resten af markedet, og at de potentielt kan blive udsat for politiske indgreb som følge af deres meget dominerende markedspositioner. I den forstand kan det, som i investorernes øjne er deres største styrke, faktisk blive deres største svaghed.

Både EU-kommissionen og amerikanske myndigheder (og politikere) er i tiltagende grad begyndt at interessere sig for de største virksomheders dominans på online-området, og vi har tidligere - specielt i USA - set indgreb i store virksomheder, som er blevet tvunget til opsplitning eller på anden vis har fået lagt hindringer i vejen. I EU handler det i højere grad om at pålægge de største virksomheder skatter, som dermed også kan kaste grus i maskineriet for deres forventede indtjeningsvækst.

Når de fleste analytikere derfor er enige om, at vi ikke skal forvente mere end tre-fire procent afkast om året som gennemsnit for specielt amerikanske aktier over de kommende 10 år, skyldes det primært, at de allerdyreste aktier (som også vægter mest i diverse aktiemarkedsindeks) kommer til at levere dårlige afkast, mens billigere og ”kedeligere” segmenter af aktiemarkedet kommer til at levere ”normale” afkast på syv-otte procent om året.

Træerne vokser ikke ind i himlen - ej heller i 2019.

Annonce

Efter 20 år er der kommet en ny generation af investorer, som nok er mere sofistikerede og kritiske, men som ikke har prøvet at tabe 83 procent på grund af urealistisk høj værdiansættelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: En tænkepause er trods alt bedre end dum beslutning

Klimaet er udfordret. Danmark har et ansvar for at gøre en forskel for nuværende og for kommende generationer. Men danske politikere har også et ansvar for ikke at træffe beslutninger, der måske er populære på den korte bane, men kontraproduktive på den lange. Regeringen har atter udskudt en beslutning om ny oliejagt i Nordsøen. Den danske stat har i over 40 år givet virksomheder tilladelse til at udvinde olie og gas i Nordsøen. Den forretning har finansieret en betydelig del af velstanden i dette land. I tusindvis af mennesker arbejder i den industri, alene i denne del af landet, og det skal de ikke skamme sig over. De skal nemlig være med til at finansiere fremtiden. Fire selskaber har budt i den ottende runde, som gælder fra 2025 og giver mulighed for at udvinde olie til 2055. Selskaberne var lovet et svar for et halvt år siden. Nu må de vente på ubestemt tid. Regeringen har udbedt sig tænkepause, og det er ærligt talt ikke den værste beslutning, regeringen kunne træffe lige nu. De politiske vinde blæser uansvarlighedens vej, politisk er regeringen under pres af sine støttepartier for at sætte en prop i Nordsø-olien. Vi har fået en enormt ambitiøs klimalov. Danmark vil reducere sit CO2 udslip med 70 procent inden 2030. Problemet er, at ingen kender regningen for den beslutning. Kun ligger det fast, at den bliver stor. Nordsøens olie er sort. Men den er i globalt perspektiv mindre sort end megen anden olie. Udfaser Danmark olie hurtigere end grønne energikilder er konkurrencedygtige på verdensmarkedet, forbedrer det ikke klimaet, tværtimod. Så leverer andre endnu sortere brændstof. Danmark tager sit ansvar som et af verdens rigeste lande alvorligt. Men Danmark fylder uendeligt lidt i det globale klimaregnskab, og det vil i virkeligheden ikke kunne måles på et eneste termometer på kloden i 2030, om Danmark lander på 50 eller 75 procent i 2030. Derimod vil det kunne måles, hvis danske oliemilliarder investeres i grønne investeringer, som kan udkonkurrere olien og gassen. Danmark gør ingen forskel ved at blive fattigere. Men Danmark kan gøre forskel, hvis vi sætter vores velstand ind på at finde løsninger – også for de mange, mange andre.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];