Esbjerg: Det er efterhånden 25 år siden forhenværende siden, direktør for Business Esbjerg Tom L. Nielsen med baggrund i Ribus-konflikten og behovet for at etablere bedre relationer mellem erhvervslivet og det offentlige opfandt erhvervslivets nytårskur i Esbjerg Kommune.
Det er således en jubilæumsudgave med 25 år på bagen, som afvikles i Musikhuset Esbjerg torsdag fra klokken 16-19, når forventeligt flere end 1.000 mennesker mødes for at ønske hinanden et godt nytår.
Traditionen tro vil der være taler fra formanden for Business Esbjerg og kommunens borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), som vil berette om ”rigets tilstand”, men kuren er også lidt anderledes end sædvanlig.
Som noget nyt uddeles nemlig en ny pris, Årets Nye Erhvervsnavn.
Prisen uddeles til en talentfuld leder, iværksætter eller virksomhed, som har udvist potentiale udover det sædvanlige, og som har mulighed for at føre det vidt. Modtageren af prisen har samtidig ydet en særlig indsats, der har gjort en forskel for medarbejdere, virksomhed eller omverden.
Prisen afløser to tidligere priser; Iværksætterpris og Årets Unge Erhvervsleder, som sædvanligvis bliver uddelt på den såkaldte Jantekur. Og de nominerede virksomheder er:
Juel & Krøyer, som har specialiseret sig inden for vedligeholdelse i offshore-industrien, den hastigt voksende webshop med salg af tøj til børn, Kids-world samt Scandi-Roc, der gør det inden for salg af specielle fliser.
De tre nominerede præsenteres på nytårskuren, og efterfølgende vil en sms-afstemning blandt kurens deltagere afgøre hvem der vinder prisen.
Sidst men ikke mindst uddeles også Business Esbjergs erhvervspris til en person, en virksomhed eller en institution, som gennem sit virke har ydet en særlig indsats for at fremme vækst og udvikling i Esbjerg kommune. Sidste år gik prisen til Bramidan fra Bramming.
Dørene til arrangementet åbnes klokken 15.30, hvor der vil ske registrering af gæster.