Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Ugens store sejr for klimakampen

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Man kommer ikke udenom, at al snakken om bæredygtighed og klimaforandringer hænger nogle mennesker langt ud af halsen. Der er stadig en kritisk skare, der betvivler, at vi mennesker har nogen som helst indflydelse på stigende havtemperaturer, storme, tørke og andre ekstreme vejrfænomener.

Men der bliver færre af dem. I denne uge sendte en af Jordens mest ombejlede pengemænd et klart budskab til erhvervsfolk, investorer og skeptikere: Klimaforandringer betyder, at vi står på kanten af et fundamentalt skift i finansverdenen.

Manden er amerikaneren Larry Fink, der står i spidsen for verdens klart største kapitalforvalter, Blackrock. Det siges om Blackrock, at det er verdens mest magtfulde virksomhed, som du aldrig har hørt om. Selskabet investerer formuen for millioner af pensionskunder, blandt andet danske Danica Pension. Vi taler om en pengetank på omkring 47.000 milliarder kroner, som Larry Fink og hans folk skal placere i de helt rigtige investeringer.

Larry Fink er ikke altid først med det nyeste. Til gengæld er han dygtig til at sætte dagsordenen for, hvad erhvervsledere over hele verden diskuterer i bestyrelseslokaler og på direktionsgangen. Det sker, når han årligt udsender en nytårshilsen til et enormt publikum, der især er optaget af at få penge til at yngle.

For selv om han politisk er en erklæret støtte af Demokraterne i USA, slår han fast: Hans interesse er at forvalte andre folks penge. Ikke at bedrive politik.

Alligevel er han nået til den konklusion, at det store fokus på klimaforandringer sætter helt nye spilleregler her på kloden. Han skriver, at med over 40 års erfaring fra finanssektoren har han oplevet en række kriser og udfordringer med inflation, it-boblen omkring år 2000, finanskrisen og flere andre.

På den lange bane var det alle sammen kriser, der var kortvarige. ”Det er anderledes med klimaforandringer. Om så kun en brøkdel af de forventede forandringer kommer, vil der være tale om en langt mere strukturel og langsigtet krise,” skriver han.

Udmeldingen fra rigmanden Larry Fink virker måske en smule fjern, hvis man sidder i Danmark og ikke jonglerer med milliardbeløb. Men Blackrock har sine fangarme ude i alle afkroge af verden, og derfor kan Finks nytårsbrev få store konsekvenser - også for os.

Blackrock-topchefens analyse er nemlig, at den store opmærksomhed om klimaet har skabt en masse usikkerhed. Herhjemme kender vi de 30-årige realkreditlån, der er rygraden i den måde, vi finansierer vores huse på. Hvad sker der, hvis långiveren ikke længere kan overskue, om et hus bliver ramt af oversvømmelser og dermed bliver værdiløst inden for en 30-årig periode, spørger Larry Fink.

Eller hvordan kan man lave prognoser for økonomisk vækst, hvis man skal indregne, at udviklingslandene ikke kan producere fødevarer, fordi ekstrem hede slår afgrøderne ihjel? Han tilføjer, at den slags spørgsmål er det absolut vigtigste emne, som Blackrock bliver spurgt om af investorer over hele verden lige nu.

Selv tager Blackrock konsekvensen og udfaser sine investeringer i virksomheder, der tilhører fortiden med stor afhængighed af fossile brændsler, og som ikke kan give en fornuftig forklaring på, hvordan man vil tilslutte sig en bæredygtig dagsorden. Den slags skal Blackrocks mange chefer fremover måles på.

Og klimaskeptikerne ... hvis man har fået nok af den 17-årige svenske klimaforkæmper Greta Thunberg, kan man få klar besked hos Larry Fink. Uanset om man tror på menneskeskabte klimaforandringer eller ej.

Annonce

Klimaforandringer betyder, at vi står på kanten af et fundamentalt skift i finansverdenen.

Larry Fink står i spidsen for Blackrock, verdens mest magtfulde virksomhed, som du - måske - aldrig har hørt om. Han ser, at det store fokus på klimaforandringer sætter helt nye spilleregler her på kloden. Arkivfoto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce