Annonce
Esbjerg

Borgmester afviser kommunal guldregn over lodsejere i gigantisk jordhandel

Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) tog forrige år første spadestik til norske Bulk Infrastructures nye datacenter i Kjersing, og borgmesteren forventer endnu flere datacentre i området i de kommende år - ikke mindst i området ved Andrup, som kommunen har købt af 11 lodsejere for 125 mio. kroner. Ifølge Frost Rasmussen er det en rimelig pris, at kommunen har betalt omkring 50 per kvadratmeter jord, fordi området er udlagt til erhverv. Arkivfoto: Business Esbjerg
Prisen for landbrugsjord er generelt omkring fem gange lavere end den kvadratmeterpris, Esbjerg Kommune har betalt lodsejere ved Andrup, men det er en misforståelse, at kommunen har handlet til landbrugsjord. Området er nemlig udlagt som erhvervsområde, og derfor er 50 kroner per kvadratmeter en rimelig pris, mener Esbjergs borgmester.

Esbjerg: Esbjerg Byråd har ikke brugt for mange af skatteydernes penge til at købe to millioner kvadratmeter jord og medfølgende anlæg og huse, så området fremadrettet kan anvendes til at gøre Esbjerg til et nyt nordisk knudepunkt for datacenterindustrien.

Det fastslår borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) efter at flere har undret sig over, at Esbjerg Kommune efter deres opfattelse har betalt en for høj pris for jorden mellem Andrup og Esbjerg-motorvejens afkørsel øst og nord.

Reaktionerne kommer i kølvandet på de artikler, som JydskeVestkysten bragte forleden, hvor det fremgår, at Esbjerg Kommune har betalt 11 ejere af ejendomme og jord tilsammen 125 millioner kroner.


Arealet, som kommunen har købt i Andrup, er lokalplanlagt til erhverv og beliggende i byzone. Det er derfor også vurderet, at en rimelig pris er 50 kroner per kvadratmeter,

Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune


Esbjerg Kommune og de 11 lodsejere har indgået frivillige og individuelle købsaftaler, hvor anlæg og bygninger er vurderet særskilt, mens jorden generelt er handlet til omkring 50 kroner per kvadratmeter. Det giver en hektarpris på 500.000 kroner, og den pris vækker forundring, når landbrugsjord i området typisk handles til omkring 100.000 kroner per hektar, altså cirka fem gange lavere end den pris, kommunen har betalt.

"Der må være nogen, der griner hele vejen til banken," skriver Birger Josephsen i artiklens kommentartråd.

Annonce

En rimelig pris

Men jorden ved Andrup er slet ikke prissat og vurderet som landbrugsjord, fremfører Jesper Frost Rasmussen.

- Arealet, som kommunen har købt i Andrup, er lokalplanlagt til erhverv og beliggende i byzone. Det er derfor også vurderet, at en rimelig pris er 50 kroner per kvadratmeter, oplyser borgmesteren.

Ligeledes skriver Sven Dall i artiklens kommentartråd:

"50 kroner per kvadratmeter er 500.000 kroner per hektar eller 50.000 for en byggegrund på 1.000 kvadratmeter. At det er svært at være utilfreds som sælger af landbrugsjord, det forstås. Nu er arealet så, som jeg læser det, ikke mere landbrugsjord, men ifølge en ny lokalplan udlagt til erhverv, og så er prisen vel fair."

Det fremgår også af priserne for kommunal erhvervsjord i Esbjerg Kommune, at lignende og byggemodnede erhvervsarealer tæt på motorvejen udbydes til 110 kroner kvadratmeteren.

Annonce

Stadigvæk en god handel

Det ændrer dog ikke ved, at ikke mindst de lodsejerne, som har ejet store jordlodder med landbrugsjord - på papiret - har tjent godt på områdets ændrede planstatus, selvom man skal huske, at der trækkes moms af beløbet, og at der desuden kan være gæld i ejendommene og jorden, som også skal trækkes fra.

Eksempelvis har ejeren af Nordre Tovrupvej 22 solgt hus og knap 159.000 kvadratmeter jord til Esbjerg Kommune for godt 11 millioner kroner. Det giver en hektarpris på op imod 700.000 kroner, som også inkluderer huset.

Da ejeren tilbage i 2012 købte Nordre Tovrupvej 22 var det for en pris som var omkring 6,5 millioner kroner lavere, eller til en hektarpris, inklusiv hus, på cirka 275.000 kroner.

Denne ejer- og jordfordeling er tilbage fra månederne, før Facebook i marts 2019 droppede sit projekt i området. Oplysningerne - bortset fra to matrikler, som er handlet siden - er stort set identiske med de handler, som Esbjerg Kommune og lodsejerne er blevet enige om i slutningen af 2020.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Esvagts røde skibe vil sejle grønt

Sport

Lyt til speedwaypodcasten 'Ryttergården': Besøg af Danmarks mest vindende kører nogensinde

Annonce