Annonce
Esbjerg

Esbjerg-borgmester glæder sig over Totals entre i dansk havvind

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) mødtes i efteråret 2019 med Totals øverste chef Patrick Pouyanné. Her ytrede Esbjerg-borgmesteren ønske om, at Total gerne måtte kigge til Esbjerg, hvis energikoncernen overvejde at gå ind i havvind. Nu er Total med i kampen om at få lov til at bygge Thor Havvindmøllepark. Arkivfoto: Total
Total, som i Esbjerg fortrinsvis er kendt for sin rolle i olie- og gasproduktionen i Nordsøen, vil nu også bygge en dansk havvindmøllepark. Esbjergs borgmester håber, at det kan blive begyndelsen til en mere aktiv rolle for det franske energiselskab inden for vindaktiviteter på Esbjerg Havn.

Esbjerg: Kunne man forestille sig, at det franske energiselskab Total, der med betegnelse af såkaldt ”super major” i den globale olieindustri, med tiden ville placere nogle af koncernens aktiviteter vedrørende havvind på Esbjerg Havn.

Det håber i hvert fald Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Total har, som det er i dag, selskabets kontor på Esbjerg Havn, hvorfra man kører olie- og gasproduktionen i den danske del af Nordsøen, men når det for borgmester Frost Rasmussen er aktuelt at gøre sig forhåbninger om Total i relation til Esbjergs rolle i forbindelse med de kommende års massive udbygning af havvindmølleparker i Nordsøen, er det, fordi Total nu er gået sammen med den spanske energigigant Iberdrola om at byde på den kommende havvindmøllepark, Thor, i Nordsøen.

- Allerede da Totals topchef Patrick Pouyanné i efteråret 2019 besøgte Esbjerg, havde jeg en snak med ham, hvor jeg meddelte, at Esbjerg med byens og havnens mangeårige opbyggede kompetencer inden for havvind, var et oplagt sted for Total at placere et epicenter for selskabets vindaktiviteter, forklarer Jesper Frost Rasmussen, der dengang også havde støtte fra den nu forhenværende vicedirektør for Rambøll Energy i Esbjerg, John Sørensen.

Patrick Pouyanné var da heller ikke afvisende overfor borgmesterens tanker, og replicerede dengang, at hvis der skulle vise sig en mulighed, ville Esbjerg da kunne være et naturligt sted, hvor Total allerede er tilstede i forvejen.

Annonce

Erfaringer fra Nordsøen

I første omgang er Total og Iberdrola, som har indgået et 50/50 partnerskab, nu netop blevet prækvalificeret af Energistyrelsen til at byde på havvindmølleparken Thor sammen med fem andre.

- Total har en klar ambition om at nå netto-nuludledning i 2050 sammen med samfundet og at spille en betydelig rolle i energiomstillingen i Europa. Vores deltagelse i Thor-udbuddet matcher vores ambitioner, da det understreger vores ønske om at spille en aktiv rolle i Danmarks energiomstilling, hvor vi bibringer mere end et halvt århundredes erfaring med at drive offshore-operation i Nordsøen som energipartner til Danmark, udtaler Martin Rune Pedersen, ansvarlig for Total-gruppens aktiviteter i Danmark i en pressemeddelelse, hvor han suppleres af Jonathan Cole, der er global chef for offshore vindenergi hos Iberdrola.

- Den fortsatte udvikling af offshore vindenergi er afgørende for ambitionen om at opnå CO2-neutralitet, og Thor kommer til at blive et vigtigt projekt for den grønne omstilling i Danmark. Som global leder inden for offshore vind, og med store projekter, som allerede er i operation i Nordsøen og Østersøen, ser vi frem til at bidrage med vores erfaring til dette spændende nye projekt, siger han.

Annonce

Ligger til Esbjerg

Thor Havvindmølle park bliver Danmarks hidtil største og skal ligge i Nordsøen minimum 20 kilometer fra kysten ud for Nissum Fjord. Som noget nyt udbydes parken med en fleksibilitet på 800-1000 MW, den skal kunne levere strøm til omkring 800.000 danske husstande og de samlede investeringsomkostninger for Thor anslås at være på i alt 15,5 milliarder kroner.

Selvom Thor Havvindmøllepark placeres længere oppe af den jyske vestkyst er Esbjerg Havn med sin veludbyggede infrastruktur favorit som forsamlings- og udskibningshavn af de store mølledele til parken.

Da parken blev præsenteret som en del af energiaftalen i 2018, kom det frem, at Thor ville generere godt og vel 8.000 job under hele processen. Med sin specielle infrastruktur vurderes Esbjerg Havn at være den naturlige forsamlings- og udskibningshavn, men det er mere usikkert, hvilken havn, der bliver parkens servicehavn.

De prækvalificerede tilbudsgivere

SSE Renewables Offshore Windfarm Holdings Limited og Thor OFW K/S (ejet af Copenhagen Infrastructure IV Thor OFW ApS og Andel Holding A/S), som har ansøgt på vegne af et endnu ikke etableret selskab.

Swan Wind P/S (ultimativt ejet af Eneco Wind B.V. og European Energy A/S).

Thor Wind Farm I/S (interessenterne i selskabet er RWE Wind Holding A/S, RWE Renewables Denmark A/S og RWE Offshore Wind A/S).

Total Renewables S.A.S og Iberdrola Renovables Internacional S.A.U på vegne af et endnu ikke etableret datterselskab.

Vattenfall Vindkraft A/S på vegne af et endnu ikke etableret partnerselskab.

Ørsted Wind Power A/S.

Energistyrelsen gennemfører udbuddet i løbet af 2021. Afgørelsen af vinderen af udbuddet forventes offentliggjort ultimo 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce