Annonce
Sport

Esbjerg Energy gjorde det for fjerde gang i træk hjemme: Tabte efter en 2-0-føring

Endnu en gang var det her billedet i starten af kampen - endnu en gang hjalp det i den sidste ende ikke noget som helst. Foto: Martin Ravn

Esbjerg Energy lå endnu en gang til en komfortabel hjemmesejr og smed det endnu en gang væk. Elendigt power play var en stor del af forklaringen på nederlaget.

ISHOCKEY: Esbjerg Energy kan bare ikke komme op af det hul, holdet skøjtede sig ned i efter den elendige sæsonstart.

Nu troede vi lige, at sejren i Herning for godt og vel en uge siden kunne blive en slags vendepunkt, og så kommer der sådan en præstation og sådan et nederlag på 4-3 på egen is mod Hvidovre.

Det er mildt sagt skuffende.

For fjerde gang i træk skøjtede Esbjerg Energy fra hjemmebanen med et nederlag - for fjerde gang i træk efter det nogenlunde samme mønster.

Annonce

Kampen i tal

Esbjerg Energy-Hvidovre 3-4 (2-1, 1-2, 0-1)1-0 Colin Vock ass. Sune Hjulmand (6.14), 2-0 Max French ass. Felix Scheel (7.17), 2-1 Christian Silfvert (10.59), 2-2 Rasmus Hansen (20.34 fem mod fire), 3-2 Max French ass. Felix Scheel (28.13), 3-3 Frederik Høeg (29.24), 3-4 Magnus Molge (44.13)

Udvisninger

Esbjerg Energy 7x2, Hvidovre 6x2

Tilskuere

728

Den vante føring

Foir det er vel nærmest overflødigt at nævne det, men nu gør vi det så alligevel - Esbjerg Energy bragte sig foran 2-0 i første periode.

Hvorfor overflødigt?

Fordi det var fjerde gang i træk.

Men forskellen til de tre forrige hjemmekampe mod Aalborg, Frederikshavn og Rungsted måtte da for hulen være, at det her var Hvidovre, konkurstruede og vingeskudte Hvidovre.

Den københavnske forstadsklub var taget til Esbjerg med den nagende tvivl om, hvorvidt det nu ville blive den sidste kamp i denne sæson.

Der er knas med økonomien, og lige nu skøjter budgetterne mere rundt end spillerne.

De værste rygter gik på, at Hvidovre slet ikke ville stille op tirsdag aften, men det gjorde Hvidovre altså - og var lige som de seneste tre gæstehold i Granly Hockey Arena Hal 2 så venlige at lade værterne score de to første mål.

Og ligheden hørte ikke op der.

For minsandten om ikke Hvidovre også tillod sig den frækhed at reducere til 2-1. Godt hugget ind af Christian Silfvert, og egentlig ikke urimeligt. Colin Vock og Max French havde givet Esbjerg Energy føringen, men rigtigt solidt så det ikke ud - rigtigt overbevisende var det ingenlunde, så med udgangen af første periode var der ingen som helst garanti for, at vi ikke endnu en gang skulle opleve Esbjerg Energy smide verdens farligste føring væk.

Bedring trods udligning

De bange anelser fik ny næring efter blot 34 sekunder af anden periode.

Esbjerg Energy havde taget et undertal med ind på isen fra første pause, og det udnyttede Hvidovre prompte.

Ak ja, den samme gamle historie, tænkte mange så.

Men helt identisk til de tre foregående hjemmekampe var det hele trods alt ikke. For godt nok vandt gæsterne anden periode med 2-1 og lagde dermed grunden til en helt lige tredje periode, men der var alligevel tendenser i spillet, der gav håb om hjemmesejr.

Ikke kun det overlegne mål, Max French scorede efter oplæg fra Felix Scheel, nej, flere gange blev Hvidovre snøret inde i egen zone, flere gange var det regulært skydetelt, to gange endte pucken i sidenettet - Esbjerg Energy var tilsyneladende stille og roligt ved at overtaget styringen af kampen.

Men stillingen efter anden periode var altså 3-3, og alt var åbent.

Fremragende sejrsmål

At det så endte 4-3 til gæsterne skyldtes jo i nogen grad også tilfældigheder.

Ikke at der var noget som helst tilfældigt over det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet - fremragende spillet, fremragende scoret af Magnus Molge.

Men det var ikke, fordi Esbjerg Energy ikke havde muligheder for at udligne og måske endda vinde.

Først og fremmest naturligvis de tre gange, holdet var i power play. Træner Mark Pederson havde før kampen endnu en gang peget på, at de såkaldte "special teams" - altså spillet i overtal og undertal - ville blive afgørende. Det gjorde det på sin vis også, eftersom kun Hvidovre formåede at score i power play.

Det formåede Esbjerg Energy ikke.

Lige som Esbjerg Energy for fjerde gang i træk på egen is ikke formåede at bruge en 2-0-føring til noget som helst.

Det begynder at ligne en forbandelse.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce