Annonce
Sport

Esbjerg Energy i ny nedtur på egen is

Felix Scheel var oktobers bedste spiller for Esbjerg Energy, men fredag aften var han ikke den store oplevelse. Han er af de spillere, der skal vise lederskab i denne svære tid. Foto: Chresten Bergh

For tredje gang i træk blev en 2-0-føring smidt væk på hjemmebane. Endnu en gang var disciplinen helt til rotterne.

Nu kan vi vist godt småt begynde at snakke om krise i Esbjerg Energy.

For tredje gang i træk smed holdet en 2-0-føring væk på egen is og tabte 5-2 til Rungsted, for tredje gang i træk blev holdet til tider udspillet på egen is af et af topholdene.

Holdets problemer stikker dybt, og træner Mark Pederson får mere end nogen sinde brug for de evner, der har gjort ham til den træner, han har været i denne klub.

Annonce

Kampen i tal

Esbjerg Energy-Rungsted 2-5 (1-0, 1-2, 0-3)1-0 Jesse James Mychan (16.02), 2-0 Jesse James Mychan ass. Niklas Andersen (fem mod fire 23.47), 2-1 Tyler Fiddler (fire mod tre 26.44), 2-2 Nicolaj Rosenthal (38.27), 2-3 Robin Bergman (fem mod fire 44.06), 2-4 Charlie Sarault (fem mod fire 44.48), 2-5 Tim Daly (fem mod fire 47.12)

Udvisninger

Esbjerg 9x2, Rungsted 4x2

Tilskuere

750

Føring ud af ingen ting

Det var en defensivt set noget vingeskudt Esbjerg Energy-hold, der skøjtede på isen efter 15 scoringer imod i de seneste tre kampe, og den usikkerhed kunne ses i første periode.

Alt for ofte havde Rungsted-spillerne initiativet i duellerne, alt for ofte var Esbjerg-spillerne et skøjtetag eller to bagefter, og meget ofte var hjemmeholdets spil i neutral zone for dårligt. Pucktab på vej fremad banen gav Rungsted en del forholdsvis nemme muligheder for at sætte angrebene op. Det skete der imidlertid ikke alverden ved, for gæsterne manglede lige de sidste 2.4 procents skarphed for at gøre tingene færdige - og sandt at sige fik Esbjerg-defensiven da som regel også tvunget gæsterne ud i de vinkler, der passede målmand Mathias Seldrup.

Og minsandten om ikke hjemmeholdet så pludselig kom foran. Rimeligt meget ud af ingenting. Jesse James Mychan gjorde sit til, at dette skulle blive en rigtig J-dag, da han brød pucken i neutral zone og svirpede den i nettet.

Endnu en kæberasler

1-0 blev til 2-0 kort efter første pause - igen ved Jesse James Mychan - og så stod Esbjerg Energy i samme situation som i de to seneste hjemmekampe - med den ifølge en tidligere landstræner i fodbold værst tænkelige føring.

Og minsandten om det ikke endnu en gang lykkedes Esbjerg Energy at formøble den føring.

Først tog Marc Hagel en tåbelig udvisning i spillet fire mod fire, det udnyttede den tidligere Esbjerg-spiller Tyler Fiddler, og siden fik Nicolaj Rosenthal nærmest uhindret lov til at spadsere ned og udligne efter en face-off i neutral zone.

Endnu en kæberasler til dette i forvejen rystede Esbjerg Energy-hold, der i anden periode hang efter stort set hele tiden. 2-2 var kun lige akkurat, hvad gæsterne havde gjort sig fortjent til - det lignede endnu en nedtur på egen is for det tidligere mesterhold.

Tåbelige udvisninger

Og sådan det så også efter en tredje periode, der endnu en gang udstillede et af de største problemer, holdet bokser med i øjeblikket - disciplinen.

Esbjerg Energy havde svært nok ved at følge med et godt spillende Rungsted-hold i fem mod fem - det skulle blive helt umuligt i undertal.

Det blev det så også.

Tre unødvendige udvisninger blev iskoldt udnyttet af gæsterne - én lidt heldig og to fremragende scoringer, og så var den kamp afgjort.

Ny nedtur for Esbjerg Energy på egen is.

Resultatet og nederlaget var i sig selv stærkt bekymrende.

Men måden, det hele skete på, var faktisk det værste.

Det begynder for alvor at ligne en krise.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce