Annonce
Esbjerg

Esbjerg Kommune på storkøb i Andrup: I gang med forhandlinger om køb af Facebook-areal

Kommunen holdt informationsmøde for lodsejerne til det tidligere udlagte Facebook-areal ved Andrup før sommerferien, og nu er der konkrete forhandlinger i gang om køb af området. Arkivfoto: Ken Mathiesen.
Esbjerg Kommune har nu indledt konkrete drøftelser med de lodsejere, der oprindeligt havde aftalt at sælge deres jord til den amerikanske tech-gigant Facebook. Borgmester forventer, at nye datacentre vil skyde op.
Annonce

Esbjerg Kommune er i fuld sving med at realisere byrådets beslutning om at opkøbe det omkring to millioner kvadratmeter store areal i Andrup, hvor det oprindeligt var planen, at Facebook skulle bygge et hyperscale datacenter mellem Esbjergmotorvejen og Andrup.

- Vi er i gang med individuelle møder med alle de berørte lodsejere, og det kører i en fin proces. Der blev holdt et fællesmøde før sommerferien med informationer om, hvilke tanker, Esbjerg Byråd har gjort sig, og nu er der konkrete drøftelser i gang med hver enkelt, oplyser borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Facebook sprang som bekendt overraskende fra projektet i marts sidste år efter 12 måneders undersøgelser og forhandlinger med omtrent et dusin lodsejere, men i forsommeren i år besluttede byrådet på et lukket møde, at Esbjerg Kommune enten skal indgå frivillige handler eller ekspropriere jorden i området, hvor kommunen selv ejer omkring 20 hektar ud af de godt 200 hektar.

Baggrunden for beslutningen er, at der er udvist interesse fra forskellig side for at etablere sig i Esbjerg med flere mindre datacentre, og dermed vil en udbygning af området til erhvervsområde med byggemodning og tekniske samt forsyningsmæssige installationer, kunne gå hen og blive noget kompleks, hvis de pågældende selv skal søge at skaffe sig byggegrunde. Hele området er i  lokalplanen nu udlagt som erhvervsområde til arealkrævende virksomheder - mere specifikt datacentre med tilhørende service-, administration- og logistikfaciliteter.

Ved at opkøbe hele området vil kommunen få råderet over det eneste større areal til pladskrævende virksomheder i den kategori og kan bedre disponere.

Annonce

Esbjerg er central

For få uger siden beskrev fagbladet Ingeniøren, hvordan Esbjerg bliver det nye knudepunkt for de danske og nordiske universiteters internettrafik til udlandet, og chefen for det danske forskningsnet, som drives af DeiC (Danish e-infrastructure Cooperation), oplyste, at de nordiske forskningsnet samles i én infrastruktur med nyt trafikknudepunkt i Esbjerg i stedet for Lyngby. Det danske forskningsnet forbinder i dag omkring 40 store forskningsinstitutioner og en række mindre institutioner.

- Esbjerg er i manges øjne helt central, fordi internettrafikken i dag dirigeres via Hamborg og København, når der skal sendes trafik fra USA og til Stockholm og Oslo og resten af Europa. Det nye Cobra-kabel mellem Holland og Esbjerg og det kommende Havfrue-kabel mellem New Jersey i USA og Esbjerg gør det eksempelvis muligt at dirigere trafikken direkte fra Esbjerg til Norden, så der kan spares dyrebare millisekunder. Når havfruekablet er helt på plads inden længe, tror jeg også, det vil medføre, at flere operatører i datacenter-industrien helt oplagt vælger Esbjerg som fremtidig lokation fremfor de snørklede forbindelser via Amsterdam, hvor det efterhånden også er vanskeligt at finde egnede arealer, siger Jesper Frost Rasmussen.

Eftersom en lokalplan for området er vedtaget, kan lodsejerne i området i øvrigt selv kræve, at Esbjerg Kommune køber deres ejendomme nu.

Hvilket prisniveau, Esbjerg Kommune lægger op til i handlerne, er naturligvis mørkelagt, indtil alt er på plads, men Jesper Frost Rasmussen har tidligere udtalt, at Esbjerg Kommune ikke kan betale "Facebook-priser". Tech-giganten tilbød nemlig lodsejerne en rund million kroner per hektar - eller 100 kroner per kvadratmeter.

Betaler Esbjerg Kommune imidlertid blot halvdelen - 50 kroner per kvadratmeter - render den samlede jordpris alene op i 100 millioner kroner.

Sagen kort

I marts 2019 fik Esbjerg Kommune overbragt beslutningen om, at Facebook alligevel ikke ville etablere et gigantisk datacenter med 250.000 kvadratmeter under tag på et 214 hektar stort areal ved landsbyen Andrup.

Forinden havde en række lodsejere indgået betingede handler med Facebook, og de fik derfor et plaster på såret i form af procentdel af købesummen, da de måtte vinke farvel til de millioner, som et endeligt opkøb ville have betydet for dem.

Forud for Facebooks exit fra Esbjerg var gået 12 måneder med forskellige undersøgelser samt vedtagelse af plangrundlag for området.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce