Annonce
forside

Esbjerg Produktionsskole: Vi er mange, der søger svar

Esbjerg Forberedende Erhvervsskole (EFE). Foto: Martin Ravn

Kronik: JV søger svar. Vi er mange, der søger svar. Svar på det, som man kan betragte som en skandale på den konkursramte Esbjerg Produktionsskole. Svar, som den nu tidligere ledergruppe på Esbjerg Produktionsskole, burde kunne give os. Det var dem, der sad ved roret og de kan ikke løbe fra deres ansvar. Eller hvad med den tidligere bestyrelse anført af Bente Bendix og Jens Carlsen? De ønsker øjensynlig heller ikke at bidrage til det vi søger; et svar.

Det efterlader os i et rum, hvor vi som samvittighedsfulde og godtroende skatteborgere, selv må svare på de spørgsmål, vi står tilbage med.

Det sker i en tid, hvor flere sager indenfor det sociale område overskygger mange gode menneskers arbejde. Her tænker vi på VUC Syd og de 111 millioner kroner, der forsvandt fra Socialministeriets kasse. I Esbjerg har vi nu fået vores egen skandalesag på Esbjerg Produktionsskole, hvor de midler der skulle bruges til at hjælpe en udsat gruppe af unge videre i uddannelse eller arbejde, blev brugt på nytteløse, omkostningstunge og selviscenesættende projekter, som var meget lidt værdiskabende i forhold til skolens mål om at klæde de unge på til et værdifuldt voksenliv med uddannelse og job.

Iderigdommen var stor på ledelsesgangen på Esbjerg Produktionsskole. JV har præsenteret os for en del af disse initiativer, som omfatter opstart af diverse værksteder med tilhørende investeringer, deltagelse ved flere arrangementer i byens kulturliv, indkøb af bus og ansættelse af chauffør, der efterfølgende blev brugt til at transportere ganske få elever mellem dyrt indkøbte og effektløse undervisningsforløb på bl.a. Skjern Tekniske skole.

Fælles for alle disse tiltag var, at elevdeltagelsen tilsyneladende ikke var stor, og at de udhulede en veldrevet skoles økonomi. Samtidigt dalede skolens udslusningstal så drastisk, at Undervisningsministeriet reagerede med at udtage Esbjerg Produktionsskole til tilsyn for at finde ud af, hvad der var galt. Men som det fremgik af JV's seneste artikel, var bestyrelsesformand Bente Bendix ikke bekymret, og så derfor ingen anledning til at gribe ind. Dermed fik skolens ledelse velsignelse til at sejle "skuden" det sidste stykke ud over afgrunden.

Britta Bendix var formand for bestyrelsen på Esbjerg Produktionsskole i de sidste måneder frem mod skolens konkurs. Hun forsøgte forgæves at rede stumperne efter moderens formandskab i samme bestyrelse. Hverken skolen eller familiens ære kunne dog reddes.

Heller ikke selv om Britta Bendix ret ensidigt peger på skolens revisor, som den ansvarlige for skolens konkurs, da denne jo som Britta Bendix udtrykker det har størst forstand på regnskab. Men ærlig talt Britta Bendix, der skal vel kun et minimum af forståelse for økonomi og bare en lille smule sund fornuft til at forstå, at et underskud på 3 millioner i 2016 ikke understøtter skolens fortsatte drift og eksistens? Alle alarmklokker ringer her for alle andre, men ikke for Bente Bendix.

Vi kan med god grund antage, at vi i JV kun er blevet præsenteret for en del af de faktiske omstændigheder, som førte til skolens forlis, og at realiterne i sit fulde omfang er meget mere omfattende, kyniske og samvittighedsløse, end dem vi nu har indsigt i.

Men har vi ikke allerede fået en viden, der er stor nok til at placere et ansvar hos skolens gruppe af ledere og hos skolens bestyrelse? Og kan vi derfor ikke også forklare skolens forlis med en blanding af inkompetence og uvidenhed i ledergruppen?

Her må være tale om en grundlæggende mangel på respekt for den opgave, man er bestilt til at løse og dermed også en ringe respekt for ansvarlig forvaltning af skatteborgernes penge?

Vi mener, at dette må være konklusionen. Og måske kommer den til at stå alene, hvis ikke skolens tidligere ledergruppe eller bestyrelse rejser sig op, og giver os et andet svar.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce