Annonce
Esbjerg

Esbjerg-restauratører er imponeret over den lokale appetit: Men der er stadig lang vej endnu

De otte restauratører regner med, at sommeren nok skal gå fint, selvom de kommer til at mangle udenlandske turister og arrangementer i midtbyen. Arkivfoto/privatfoto
I dag er det to uger siden, at de danske restauranter kunne slå dørene op og byde gæsterne velkommen igen. JydskeVestkysten har talt med otte Esbjerg-restauratører, der fortæller om deres oplevelser, opbakningen fra de lokale, og hvad deres mavefornemmelse siger om den kommende sommer.
Annonce

Brødtekst

Ea Gram-Rankin, indehaver af Rankin Park

Ea Gram-Rankin, indehaver af Rankin Park. Arkivfoto: Martin Ravn

- Det har været en stille start, hvor vi også selv lige skulle huske hinanden på de nye rutiner og retningslinjer. Men jeg synes, at gæsterne har fanget det meget godt. Snakken gik også meget på corona i starten, men nu virker det som om, at gæsterne er blevet meget mere afslappet, og der er en super lækker stemning hos os. Hvis jeg kigger på travlheden og omsætningen, er det lige så stille steget hver dag. Dog har vi stadig kun 70 procent så mange gæster, som vi plejer at have på den her tid af året, og der går nok en måned, før vi er tilbage på det normale niveau.

René Bay Godtfredsen, indehaver af Ristorante Mammas Pizzaria

René Bay Godtfredsen, indehaver af Ristorante Mammas Pizzaria. Arkivfoto Chresten Bergh

- Jeg var en smule skeptisk, da vi åbnede første dag, men det er gået bedre end forventet. Omsætningsmæssigt er vi ikke der, hvor vi plejer at være, men der er gang i den. I mine øjne virker det som om, at samfundet begynder at ligne sig selv igen. Så selvom vi nok ikke får nogle udenlandske turister denne sommer, er jeg sikker på, at vi også er her igen næste år.

Benjamin Bjerrum, medejer af Kok og Kuller

Benjamin Bjerrum, medejer af Kok og Kuller. Privatfoto

- Vi har haft mange flere gæster i den anden uge i forhold til den første uge med genåbning. Men der er stadig lang vej endnu, før vi er tilbage til den normale forretningsgang. Jeg tror, at vi kommer til at mangle nogle af de ting, som virkelig støtter vores erhverv. Musikhuset, Tobakken og de andre store arrangementer i byen plejer virkelig at kunne mærkes i restauranten - og de er her ikke denne sommer. Så foreløbigt tager vi det en dag ad gangen.

Caglar Koycu, indehaver af Café Den Niende

Caglar Koycu, indehaver af Café Den Niende. Arkivfoto Jacob Schultz

- Det er gået over al forventning, og der er rigtig god stemning blandt gæsterne. Vi havde en forsigtig start, men for hver dag der er gået, er omsætningen steget. Vi er måske stadig 5-10 procent under den normale indtjening, men for os i caféen virker det som om, at byen ligner sig selv igen. Jeg har haft mine bekymringer, men lige nu ser det rigtig godt ud. Hvis vi får en masse regn i løbet af sommeren, kan det dog blive rigtig problematisk for os. Med de retningslinjer, vi skal følge, har vi nemlig kun 50 pladser indenfor. Men så længe vejret er godt, giver vi den bare gas.

Maria Høj Pedersen, daglig leder af El Puerto Tapasbar

Maria Høj Pedersen, daglig leder af El Puerto Tapasbar. Arkivfoto: Chresten Bergh

- Vi har haft jævnt travlt alle dage, så vi er blevet positivt overrasket. Jeg tror, vi havde forventet, at folk var lidt nervøse for at tage ud og spise, men det har vi slet ikke mærket til. Men vi mangler selvfølgelig stadig barnedåbene, brunch-selskaberne og konfirmationerne, så niveauet er ikke så højt, som det plejer at være. Vi er dog ikke afhængige af de udenlandske turister, så jeg tror, at vi kommer til at klare os godt gennem sommeren.

Rasmus Lund Knudsen, medejer af Posthuset

Rasmus Lund Knudsen, medejer af Posthuset. Privatfoto

- Den første uge var da hård, men nu ligger vi på indeks 80 set i forhold til samme periode sidste år - det kan vi sagtens drive forretning på. Opbakningen har været rigtig god, og en del af de virksomheder, som har været med til at udvikle Posthuset, har været inde og støtte os fra første uge, og det er bare fantastisk. Jeg har et stærkt billede af, at danskerne holder ferie hjemme i sommerhuse eller på camping, og så bliver der jo gode muligheder for at få besøg. Det bliver nok ikke en top sommer for os, men jeg tror, at det nok skal gå alt sammen.

Jacob Rand Jensen, indehaver af Dronning Louise

Jacob Rand Jensen, indehaver af Dronning Louise. Arkivfoto: Christer Holte

- Jeg har egentlig været positivt overrasket, og det virker som om, at folk har haft brug for at komme ud. Opbakningen har været mega god, og folk har været så søde ved os. Det er jeg virkelig imponeret over. Vi har normalt åbent til klokken 05.00 om morgenen, så vi kommer dog til at mangle noget omsætning, da vi i øjeblikket ikke må holde åbent efter midnat. Så niveauet er fornuftigt, men vi ser stadig et fald sammenlignet med sidste år. Til sommer tror jeg, at de danske turister kommer til at opveje for de manglende udenlandske turister. Men vi kommer da klart til at savne de store events i byen.

Pernille Leth Dahl, indehaver af Sand's Restauration

Pernille Leth Dahl, indehaver af Sand's Restauration. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

- Jeg synes, det har været rigtig positivt, og jeg havde slet ikke regnet med, at vi ville få så travlt, som vi har haft. Folk har følt sig trygge, og de har været tålmodige, når vi har været nødt til at bruge ekstra tid på at afspritte borde og menukort, inden de kunne tage plads. Nogle frokoster har været stille, hvor vi har manglet erhvervsfolkene, men aftenerne har været dejligt travle.

Disse retningslinjer gælder for spisestederne

  • Serveringssteder, hvor der sælges mad eller drikkevarer til indtagelse på salgsstedet, skal senest lukke klokken 24.
  • Forsamlingsforbuddet skal respekteres, og derfor kan man ikke servere for et selskab, der er større end den fastsatte grænse herfor. Selskaber må i øvrigt kun bestå af personer, som i forvejen har tæt kontakt til hinanden.
  • Det skal være muligt for gæsterne at kunne holde mindst en meters afstand - dette gælder også udendørs servering.
  • Gæster skal ikke kunne placere sig, hvor de er ansigt-til-ansigt med medarbejdere i mere end 15 minutter.

Kilde: DR

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce