Annonce
Sport

Esbjerg ydmyget på egen is: Pederson fik noget at tænke over

Mark Pederson måtte se sit hold præstere dårligt og opføre sig endnu værre. Arkivfoto: John Randeris

Esbjerg Energy manglede disciplin, og det udnyttede SønderjyskE køligt til en sikker sejr.

Sæsonen er dårligt begyndt, men SønderjyskE er allerede godt i gang med at få bugt med det lille Esbjerg Energy-kompleks, der må have bygget sig over de seneste sæsoner.

For anden gang på få dage vandt sønderjyderne således det prestigefyldte lokalopgør - efter 3-2 efter overtid på hjemmebane blev det denne gang overbevisende 6-1 på fremmed is.

Gæsterne kom bedst fra land i en pænt besøgt træningshal i Esbjerg. Efter godt otte minutter var det T. J. Moore, der udnyttede lidt for løst forsvarsspil hos hjemmeholdet - pucken gled gæsternes vej, og så var Moore fri og havde nemt ved at score.

Esbjerg Energy havde flere fine muligheder for udligning i overtal - dommerne var fra start meget flittige med at hæve højre arm - men også i den disciplin var SønderjyskE bedst.

Da gæsterne fik chancen i fem mod tre, huggede Martin Eskildsen resolut ind til 2-0. Resultatet af en ret lige første periode med effektiviteten til forskel.

Annonce

Esbjerg mistede disciplinen

Den strikse dommerlinje fortsatte i anden periode, da Esbjerg Energy fuldstændig mistede disciplinen og lod sig gå på af alt for mange udvisninger og den sønderjyske føring.

Specielt værternes danske spillere virkede overtændte og frustrerede, og det kostede blandt andet Jannik Christensen en matchstraf. SønderjyskE udnyttede køligt overtals-situationerne to gange ved Kyle Wharton og Daniel Madsen - 4-0 efter anden periode, og vi var på vej mod en regulær ydmygelse af Esbjerg Energy.

Og sådan endte det så også - med en ydmygelse. Anderledes kan 1-6 på egen is ikke betegnes.

Godt nok fik Mark Derlago kort før tid scoret sit første mål i sit andet ophold i Esbjerg, men inden da havde T. J. Moore lavet SønderjyskEs fjerde mål i overtal, inden Martin Eskildsen havde gjort det til 6-0.

Mario Simioni og hans spillere fik en storsejr med hjem - Mark Pederson og hans spillere fik noget at tænke over.

Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Johannes leder efter Mohamed i Ribe

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Varde

Købmand berørt over sur smiley: Der var ingen fare for fødevaresikkerheden

Annonce