Annonce
Esbjerg

Esbjergenser bliver årets skatteyder i Europas mest korrupte land

Thomas Sillesen er erhvervsmand og iværksætter fra Esbjerg, som har haft succes med ingeniørvirksomheden BIIR i ukrainske Odessa. Nu er han igen-igen blevet kåret som årets skatteyder i Odessa-regionen. PR-foto
Ingeniørvirksomheden BIIR, der ejes af esbjergenseren Thomas Sillesen, vinder for fjerde år i træk prisen som årets skatteyder i Ukraines korrupte Odessa-region. Den esbjergensiske direktør insisterer på lov og ret overfor både mafia og korrupte politikere.
Annonce

Esbjerg: Esbjergenseren Thomas Sillesen og hans ingeniørvirksomhed BIIR har vundet prisen som årets skatteyder i Ukraines bundkorrupte Odessa-region.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Faktisk er det fjerde gang, at Thomas Sillesen og BIIR ved den årlige uddeling bliver kåret til landets bedste skattebetalere i Odessa Oblast – et administrativt område på størrelse med Danmark. Samtidig gik prisen som den bedste skatteyder i hele Ukraine blandt ingeniør- eller IT-virksomheder også til BIIR.

– Vi er superstolte af, at vi igen bliver anerkendt for vores bidrag til det ukrainske skattesystem. Selvom vores interaktion med myndighederne uden tvivl ville glide bedre, hvis vi smurte nogle embedsmænd, insisterer vi på at gøre alt efter bogen. Det gælder både i forhold til skat, men også alle andre love og regler, fortæller Thomas Sillesen i pressemeddelelsen.

Om Thomas Sillesen

Den 55-årige Thomas Sillesen er født i Lunde nord for Varde. Senere flyttede han med familien til Aarhus, men vendte senere tilbage til det vestjyske og Esbjerg. Thomas Sillesen er økonom med speciale i kvalitetskontrol og kvalitetsledelse. Han er uddannet cand.merc. fra Aarhus Universitet.

Allerede i sin studietid begyndte han at importere hi-fi-udstyr. Det blev i 1990erne til etableringen af Densen Audio Technologies, som han stadig ejer.

Selskabet producerer bl.a. kvalitets hi-fi-udstyr. I 2007 stiftede han online-firmaet HiFifreaks, der i Danmark sælger avanceret hi-fi-udstyr

I 2008 grundlagde han sammen med ingeniørerne Jonas Bojer Christensen og Esben Eskerod Ifversen det rådgivende ingeniørfirma BIIR, der har hovedsæde i Aarhus.

Annonce

Rejste en runesten

Han overtog for et år siden direktørposten og den daglige drift af afdelingen i Odessa, der i dag tæller næsten 300 ukrainske ingeniører og specialister, og han siger desuden, at han på jævnlig basis oplever offentlige funktionærers og samarbejdspartneres forsøg på at omgås reglerne for egen vindings skyld.

De specielle omstændigheder i Ukraine har fået virksomheden til at indføre nogle utraditionelle forholdsregler på kontoret i hjertet af Odessa. Eksempelvis er der forbud mod at have kontanter liggende for at undgå at friste medarbejderne til at ”løse problemer” med skattemyndighederne.

– Siden vi for seks år siden begyndte i Ukraine med en håndfuld medarbejdere, har vi gjort det lysende klart for alle, at vi arbejder 110 procent inden for lovens rammer. Hver eneste gang, vi oplever ukrainske embedsmænd, der fisker efter betaling, klager vi ad de formelle kanaler, og hvis det er nødvendigt, sagsøger vi staten. Vi har absolut ingen bagatelgrænse, og vi har blandt andet lagt sag an i en konflikt om fem euro, fortæller Thomas Sillesen.

BIIR etablerede sin ukrainske afdeling i 2013 i byen Lugansk tæt ved den østlige grænse til Rusland. Kort herefter brød krigen ud, kontoret blev stormet af prorussiske soldater, og BIIR måtte flytte til Odessa i sikker afstand fra konflikten. I Odessa blev deres nyindkøbte grund stjålet af korrumperede bankfolk, og virksomheden måtte udkæmpe halvandet års juridisk skyttekrig med både underverdenen og offentlige myndigheder i den mest korrupte by i Europas mest korrupte land.

Sidenhen lod Thomas Sillesen verdens næststørste runesten opstille i den ukrainske millionby som et symbol på sin vilde kamp og sejr mod mafiaen og korrupte myndigheder.

Annonce

Yderligere investeringer

BIIR har på trods af udfordringerne store planer for afdelingen i Odessa, som Thomas Sillesen forventer rummer 500 medarbejdere inden for tre år.

- Mange spørger mig, om jeg ikke er blevet afskrækket af de konstante forsøg på at snyde os. Men nej, det er lige omvendt. Det har lært os at kæmpe for, hvad der er rigtigt. Og samtidig får vi en enorm støtte fra dem, der gerne vil have et bedre Ukraine, og vi skylder dem at lede vejen, mener Thomas Sillesen.

Han har aktuelle planer om at investere yderligere i landet. BIIR-koncernen råder over flere virksomheder, der også kan drage nytte af satellitafdelinger i Ukraine.

PÅ grund af sin kamp mod korruption er Thomas Sillesen blevet en kendt mand i Ukraine. PR-foto
Forrige sommer rejste Thomas Sillesen en stor runesten i Odessa som et symbol på sin kamp mod korruption. PR-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Lærerformand opfordrer Koldings lærere til at tage deres forholdsregler: Sådan kan de mindske risiko for at blive smittet

Annonce