Annonce
Sport

Esbjergs ishockeyherrer slår forsvarende mestre

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Esbjergs ishockeyhold har præsteret svingende denne sæson, men tog sikker sejr mod Rungsteds ismestre.

Rungsted Seier Capitals ishockeyherrer så på papiret truende ud som forsvarende mestre og nummer to i denne sæson, men spillerne fra Esbjerg Energy vandt overbevisende over nordsjællænderne.

Kampen endte således med en sejr på 6-0 til esbjergenserne, der allerede kom foran efter et minut.

I alt bød første periode på tre mål fra Esbjerg Energy, hvor Sune Hjulmand stod bag to af dem.

I anden periode gjorde Zach Pochiro føringen større med en scoring, mens tredje periode bød på to scoringer fra henholdsvis Simon Grønvaldt og Valdemar Ahlberg.

Esbjergs præstationer i denne sæson har svinget en del. Med 27 point ligger Esbjerg nummer syv i Danmarks bedste ishockeyrække.

I toppen trækker ishockeyholdet Aalborg Pirates fra i Metal Ligaen. Tirsdag vandt nordjyderne 7-3 over Rødovre Mighty Bulls, der ligger nummer fire i ligaen.

Aalborg topper således Danmarks bedste ishockeyrække med 43 point efter 18 kampe, mens Rungsted er på andenpladsen med 33 point.

Tirsdag mødtes Frederikshavn White Haws og Sønderjyske, hvor sønderjyderne tog sejren med 2-1.

Herlev Eagles kæmpede desuden mod Odense Bulldogs. Sidstnævnte har haft en sløj sæson i bunden af tabellen, og ikke anderledes blev det tirsdag, hvor Herlev Eagles hev en sejr hjem på 7-2.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Bander har kun fortjent foragt

Det er en politisk dom, der fredag faldt ved byretten i København, mener Loyal to Familia. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Men det kan egentlig ikke undre, at bandemedlemmerne med deres systematiske lovovertrædelser ikke har respekt for, at vi lever i en retsstat. Her er det heldigvis sådan, at det er uafhængige domstole, der frikender eller dømmer de tiltalte. Fredag var dommen, at et midlertidigt politiforbud mod Loyal to Familia blev gjort permanent, og at banden blev opløst som forening. Og som det er i en retsstat, kan dommen ankes, hvilket Loyal to Familia har gjort. Så sagen fortsætter i Landsretten 1. september, og det er sandsynligt, at den tabende part i den sag vil forsøge at få en endelig afgørelse i Højesteret. Men uanset det videre forløb er det en meget opsigtsvækkende dom, da det er første gang, at en domstol opløser en forening. At danne en forening er en grundlæggende frihedsrettighed i Grundloven. Men Grundloven siger også, at foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål med vold, kan opløses ved dom. Det er heldigvis meget svært at få forbudt og opløst en forening i Danmark. Og når det gælder rockergrupper og bander, er det kompliceret for anklagemyndigheden at bevise, at de er foreninger i Grundlovens forstand. Derfor er det ikke domme som den, der fredag faldt mod Loyal to Familia, som kommer til at løse problemet med den den organiserede kriminalitet. Det kræver en konstant kamp fra myndighedernes side, og at vi som samfund ikke falder for fristelsen til at forherlige bander. De har kun fortjent fordømmelse og foragt. Forhåbentlig vil dommen dog øge trygheden for landets øvrige borgere. Det er der brug for. Kriminelle bander skaber masser af ulykke og utryghed med deres tyranniske adfærd i form af trusler, vold og afpresning. At omfanget af ugerningerne er stort, viser det skræmmende store antal medlemmer af bander og rockergrupper, som lige nu er varetægtsfængslet eller afsoner en dom: 372.

Annonce